Mette vil arbejde for de allersvageste i vort samfund

FOLKETINGSVALG 22′: “Det betyder rigtig meget for mig at arbejde for dem, der ikke er så mange stemmer i, de hjemløse, misbrugerne og de handicappede,” siger Mette Sode Hansen, der er spidskandidat til Folketingsvalget for Dansk Folkeparti på Bornholm.

Mette Sode Hansen, Dansk Folkeparti:  Hjertet banker for de allersvageste. (Foto: Torben Ager)

 

Det er ikke naturen, der har Mette Sode Hansens første interesse.

Jo, vist elsker hun den bornholmske natur, vist vil hun arbejde for en grønnere hverdag og bekæmpe klimaforandringer, men det er ikke hende, der smørrer madpakken, fylder termokanden og spænder vandrestøvlerne på om søndag og vandrer rundt blandt klipper og skær.

“Nej, det kan man ikke sige,” fortæller hun med et stort smil. “Hjemme hos os er det manden, der går med hunden…”

Men forklaring følger. For 42-årige Mette har travlt med så meget andet, hør blot:

Socialrådgiver i kommunen, bestyrelsesmedlem i Dansk Socialrådgiverforening, repræsentant for selvsamme forening i FH Bornholm, folketingskandidat for Dansk Folkeparti – samt mor til to børn.

Og så er der jo også manden og hunden…

Vil arbejde for Bornholm

Så Mette keder sig ikke ligefrem, og tag ikke fejl af det med naturen:

For Mette elsker ganske enkelt Bornholm, og hvis hun bliver valgt ind i Folketinget, så vil der “stå Bornholm på alt, hvad jeg laver,” som hun udtrykker det.

Men Mette har andre mærkesager, og det er de allersvageste mennesker i vort samfund – dem, der ikke er så spændende for andre, som hun siger.

Det er de hjemløse, misbrugerne – og de handicappede.

De glemte grupper

Dem er der for mange politikere, der glemmer til hverdag – måske fordi, der ikke er så mange stemmer i denne gruppe, der sandsynligvis ikke er de flittigste ved stemmeboksene – de har meget andet at tænke på. At klare dagligdagen f.eks.

Det er dem, som Mette vil repræsentere i Folketinget. Og det er sådan set også deres skyld, at Mette i sin tid blev medlem af Dansk Folkeparti.

For det er ikke nogen hemmelighed, at hun først var engageret i partiet Venstre, hun er i bund og grund liberal, men det var Dansk Folkepartis engagement i de allersvageste i vort samfund, der fik hende til at blive DF’er.

Mette er fra Aakirkeby

Mette er født og vokset op i Aakirkeby, hvor hun stadig bor. Hun er meget glad for byen – måske især fordi, at det ikke er nogen turistby.

Aakirkeby er sig selv året rundt, og det kan hun lide.

Som ganske ung var hun på efterskole på Sjælland – endog i idylliske omgivelser i Ny Tolstrup ved Roskilde, men nej – hun vendte hjem til Bornholm og til Aakirkeby.

Hun er gift med Brian – og parret bor med en datter på 12 år, mens en søn er flyttet hjemmefra.

Håndbold i Nyvest Centret

Mette er godt kendt af mange på Bornholm. Hun lagde grunden til en solid bekendtskabskreds, da hun som stor pige dyrkede håndbold og badminton i Nyvest Centret i Nylars, der blev bestyret af hendes moster og onkel.

Det var også her i centret, at hun fik sit første job: Det var i opvasken i cafeteriaet, ligesom hun også tog fat i kost og pand, når der skulle gøres rent i centret.

Interesseret i fagbevægelsen

Hjemme blev der diskuteret politik – fagpolitisk. Mettes mor er stærkt engageret i fagbevægelsen og har bl. a. været konstitueret formand for FOA Bornholm.

Så det er en samfunds-engageret familie, Mette kommer fra. Og hun er det i den grad også selv.

En klat i Østersøen

I denne tid kan man træffe hende rundt omkring på øen, hvor hun deler valgmateriale ud.

Og skulle hun blive valgt til Folketinget, så vil de allersvageste altså få en skarp røst til at tale deres sag.

Og Bornholms sag. Om det siger hun:

“Der er stadig alt for mange, der betragter Bornholm som sådan en klat ude i Østersøen. Men vi er bagud med transport, med erhverv og meget andet. Det vil jeg være med til at forandre,” slutter Mette Sode Hansen.

 

Seneste artikler

Fik du læst?