.jpg)
Jeg kendte engang en mand, der havde en Airedale terrier, der kunne nogle helt særligt: Når gæsterne blev lidt for længe, så hentede hunden deres overtøj og gik ind med det til dem i stuen. Det var mere elegant end at trække vækkeuret op, sagde min ven.
Enig.
Min faster havde en lænestol, der var forbeholdt hendes enorme Rottweiler – og tro mig, der var ingen andre, der sad i den stol.
En veninde i Køge har også en Rottweiler og mere velopdragen hund findes ikke. Men jeg tror ikke, man skal blive uvenner med den…
Selv havde jeg engang en Irsk terrier, der hed Rasmus. Min kæreste ville gerne have hunden fremstod flot og elegant – den blev derfor trimmet hos en dansk mester i hundetrimning, hvorfor behandlingen var dobbelt så dyr, men hverken hunde eller jeg turde sige hende imod.
Det var tit min opgave at hente hunden i salonen – og ja, den var meget flot at se på: Irske terrier går – som deres storebror Airedaleterrieren – som en travhest. Med øjnene placeret højt oppe på hovedet virker den tillige overlegen og elegant, så man får lyst til at tage hatten af og sige “Goddag…”
Rasmus, nytrimmet og overlegen, blev herefter kørt til en nærliggende park, hvor hunde kunne løbe frit. Det første, den gjorde, var at vælte sig ned og trille rundt i en mudderpøl, og så kunne det hele jo være ligemeget – men hunden logrede med hallen og følte nu, den var i sit rette element.
Rasmus var en herlig kammerat – vi så også fjernsyn og lavede alt muligt sammen.
Dog ikke de populære tv-serier, der engang rullede ind over tv-skærmene. Ja, det er mange år siden, at den amerikanske tv-serie om “Lasse” optog hele Danmarks – hvorefter Collie-hundene blev så populære og solgte så godt, at hundens oprindelige egenskaber næsten blev avlet væk.
Det samme skete for den allerførste hund, der blev filmstjerne: “Rik Tin Tin” – en Schæferhund, der oprindelig blev fundet som hvalp af en amerikansk soldat på en fransk slagmark under 1. verdenskrig. Hunden kom med til USA og blev senere feteret filmstjerne – og flere af dens efterkommere med – men er nu forlængst glemt af de fleste.
Alle ugeblade med respekt for sig selv har haft en serie, der hedder “Den hund glemmer jeg aldrig,” og hvis den dukker op igen, vil jeg helt sikkert være blandt læserne.
Om hunde er kloge?
Selvfølgelig, hvilket følgende historie vidner om:
En hund var med dens ejermand i biografen, hvor de sammen så en komisk film. Hunden morede sig som aldrig før: Den lo, så tårerne trillede, den klappede sin ejer på skulderen, slog sig på lårene og krummede sig sammen af grin.
Efter forstillingen gik en anden biografgænger nysgerrigt hen til hundens ejer:
“Undskyld, men jeg har aldrig set en hund more sig så meget over en film,” sagde han.
Hvortil ejeren svarede:
“Nej, det undrede også mig…den kunne ikke li’ bogen!”
