Når Corona-forbuddet endeligt er lagt i graven, har jeg en ide om, at borgerne går i et lysoptog alle steder i landet.
Lyset skal markere, at de mørke skyer er trukket væk, og at vi har lært at støde albuer, når vi hilser på hinanden.
Læsere af denne klumme kan nok se, at jeg virker højtravende med indledningen. Men Corona-tiden i selvvalgt isolation har fået mange tanker til at fare igennem hovedet.
Hele tiden er jeg vendt tilbage til min barndom på Halmtorvet på Vesterbro. Her har lyset altid haft en rolle, da der ikke var for meget af det. Gaslampernes blege lys understregede skønheden i snefoget, og tågebankerne fik et spøgelsesagtigt snit. Fra Gasværkshavnen lød skibenes sørgmodige tuden, og det fik mig til at trække dynen over hovedet.
Men lyset var min ven, når jeg under krigen vågnede og oplevede, at mine forældre var væk. De stod i de lange sommeraftener på gaden og sludrede med de andre beboere. Jeg gik ud på trappen. Med en lille stok, kunne jeg nå lyskontakten og tændte lyset hver tredje minut. Jeg ventede på min mor og far! Når man kun er fire år, vil man ikke være alene i mørket.
Jeg blev født 33 timer før tyskernes besatte Danmark, og fra det øjeblik blev lyset slukket på de stenbrobelagte gader. Min far har senere fortalt, at han knapt kunne finde vej til fødeklinikken på Enghave Plads. Han slog sit ben undervejs, men var stolt over, at han havde produceret en dreng på otte pund. Han hørte slet ikke, at jeg sagde, at jeg ville være journalist, lige så snart jeg havde smidt bleen.
Efter krigen samledes lygtemændene i Københavns gader. På Halmtorvet ved solnedgang gik de med de lange stager og tændte gaslygterne. De svippede stagen op under glasset og hev i en lille ring. Turen gik via Sdr. Boulevard til Enghavevej. Om dagen kom de forbi, slukkede lygterne og pudsede lygteglassene. Der var stor respekt omkring disse mænd, der gav os lyset.
Da jeg rejste fra København i efteråret 1957 for at blive journalist på Faaborg Avis, blev gasbelysningen officielt afskaffet i København. På den tid var der endnu 5.500 gaslygter i byen. De erstattedes dog snart af elektriske gadelamper.
Efterskrift: Når man bor ved en sø, kan man en gang imellem i halvmørket ved den sumpede bred se små væsener, der er udstyret med lygter. De forsøger at lokke mennesker med sig ud i søen. Jeg følger et gammel råd og beskytter mig mod lygtemændene ved at vende indersiden af min hue udad. Så forsvinder de. Jeg er overbevist om, at en Corona-hær ligger på lur til at angribe os i en ny bølge efter sommerferien. Derfor – endnu en gang – disse røde sataner skal vide, at vi holder sammen med afstand!
Det er på tide at gå en frisk aftentur og få styr på tankerne. Men jeg går ikke ned til søen – jeg kan ikke finde min hue, og man ved aldrig…
