INDSAMLING: Lions i Rønne håber, at bornholmerne vil tage brugte briller, som de ikke bruger, med til indsamlingen i forbindelse med valgdagen i næste uge

I forbindelse med det seneste kommunalvalg i 2025 indsamlede Lions Club Rønne 2006 par brugte briller her på Bornholm. Nu skal vi igen til afstemning om et nyt folketing, og Lions Club har igen opstillet indsamlingskasser til brugte briller på de fleste indsamlingssteder her på Bornholm.
Desværre vil det af praktiske årsager ikke være muligt at opstille indsamlingskasser på valgstederne i Nexø, Svaneke og Østerlars, lyder det fra folkene bag indsamlingen.
Brillerne gør gavn
De mange briller, der blev indsamlet ved seneste valg, er sendt videre til udmåling af styrke, og mange af dem er allerede videresendt til mange brændpunkter, der er rundt omkring i verden lige nu. Krig og naturkatastrofer har medført, at mange har mistet deres personlige ejendele, herunder deres briller, og vil, som følge af tingenes tilstand, være uden mulighed for at skaffe sig nye. Gennem Lions klubber over hele verden bliver brillerne fordelt, der hvor de gør mest gavn.
“Vi tror på, at der fortsat ligger mange gamle briller rundt omkring i de bornholmske hjem, som ikke længere bliver brugt. Vi håber man vil tage dem med, når man skal ned til stemmeurnen og sætte sit kryds, således vi igen kan sende en stor portion briller afsted, og hjælpe tusindvis af mennesker rundt om i verden til en lidt bedre livskvalitet,” siger Carsten Clemmensen fra Lions Club i Rønne.









