.jpg)
Det slog mig forleden på TV, hvordan ordet ”bless you” konstant bliver oversat på en helt forkert måde. Det bliver til ”Hav det godt!” i stedet.
Ordet velsigne eller velsignelse er nærmest ikke brugt i almindelig dansk tale. Det er nærmest et fremmedord.
Jeg kender ordet eller begrebet ”velsignelse” fra kirkesproget. Hver søndag rejser vi os ved slutningen af gudstjenesten for at modtage Herrens velsignelse!
”Herren velsigne dig og bevare dig!
Herren lade sit ansigt lyse over dig
Og være dig nådig!
Herren løfte sit ansigt mod dig
Og give dig fred!”
Sådan er det blevet sagt i danske kirker hver søndag og ved enhver gudstjeneste lige siden 1500 tallet.
Oprindelig går velsignelsen helt tilbage til Bibelens Moses, som fik besked på af Gud at få sin bror Aron og hans sønner til at gå ud og velsigne folket på den måde og med de ord. (4.Mosebog kap. 6 vers 24-26)
En præst har fortalt, at han altid blev så glad, da han var barn, når man kom til ordene: ”Herren lade sit ansigt lyse over dig”, for så vidste han, at gudstjenesten var ved at være slut!
Jeg har altid haft det modsat – også lige siden jeg var barn faktisk. Velsignelsen var noget stort og stærkt, og jeg oplevede, at Gud var nær på en ganske særlig måde.
I en periode i min barndom skete det, at folk forlod gudstjenesten i utide lige før nadveren, og jeg husker, jeg ikke forstod, hvorfor de gjorde det, for velsignelsen var da noget af det stærkeste ved gudstjenesten. Den var noget helligt for mig.
Ordene rummer mere end gode ønsker og varme tanker. Mere end ”Må du nu have det godt!”
Hos en af de gamle profeter i Det Gamle Testamente står der: ”Velsignet den mand, som stoler på Herren og tager sin tilflugt hos ham.
Han bliver som et træ, der er plantet ved bækken; Det sender sine rødder mod vandløbet. Det frygter ikke, når sommerheden kommer; dets blade er grønne; Det bekymrer sig ikke i tørkeår og holder ikke op med at bære frugt.” Jeremias kap. 17 vers 7 – 8.
D.v.s. du og jeg er velsignet, når vi beslutter, at vi er under en størres beskyttelse. Der vil blive sørget for os. Knyttet til Kristus – forbundet med Gud selv – da skal vi ikke mangle noget. Vi kan være trygge.
Jesus siger det på en anden måde og peger på sig selv: ”Den, som tror på mig, skal det gå, som skriften siger, fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.”
Det betyder dog ikke, at vi er så privilegeret, at vi evig og altid lever under Guds forkælelse og aldrig oplever fortvivlende stunder eller tider, hvor vi næsten synes, at bekymringerne fylder os, for hvordan skal vi da klare vejen og livet? Nu er midlerne små! Nu er mit liv fyldt med smerter, og jeg kan næsten ikke klare den modgang, der lige har ramt mig!
Sagen er den, at netop der er Gud for mig og ikke imod mig! Gennem ham får jeg styrke, og han vil mig det vel! Han giver mig at tro på, at det her skal nok ende godt!! Bedre at have problemer med Guds velsignelse end at skulle gå alene rundt med problemerne og smerten!
Velsignelsens ord stammer egentlig fra en gammel nomadeskik:
Hvis en fremmed havde vovet eller forvildet sig ind på en stammes enemærker, blev gæsten ført ind foran nomadehøvdingen, som sad med ansigtet sænket imod jorden.
Det livsvigtige spørgsmål var så, om høvdingen ville løfte sit ansigt imod gæsten og tage øjenkontakt med vedkommende.
Gjorde høvdingen det, så var man optaget i det fællesskab, som gjaldt for stammens egne medlemmer, da havde høvdingen lyst sin fred over en, så kunne man føle sig tryg og accepteret, så var man hjemme, elsket og godtaget, selvom man egentlig var fremmed.
Det kunne også gælde en anklaget. En, der havde skyld – måske endda i en andens død eller noget andet slemt eller kriminelt!
Så høvdingen på den skyldige, så var han tilgivet, fri for skyld!
Med den forklaring ser vi et dybere indhold i Velsignelsen, som vi rejser os og modtager ved gudstjenesten. ”Herren løfter sit ansigt imod os og giver os sin fred!”
I vores omgang med hinanden – i vores kultur – betyder øjenkontakten rigtig meget. Det er vigtigt, vi oplever os ikke alene set af Gud, men også af vore medmennesker! Det kan opleves som en forfærdelig straf, hvis man nægter et menneske sine øjne.
Øjenkontakt mellem voksen/ forælder og barn er utrolig vigtig! Hvis vi undlader øjenkontakt med barnet og i stedet uafladelig kigger på vores mobil, mens vi triller afsted med barnevognen, eller hvad vi nu gør, så kan barnet føle sig fortabt og vil udvikle en ensomhedsfølelse, som kan plage barnet resten af livet. Vi lever i hinanden blik. Vi giver og røver liv med vore øjne!
I velsignelsen siger Gud til os: ”Jeg har set dig. Du er tilgivet. Du kom med din bagage af dårligdom – det, som Bibelen kalder synd. Du kom med det, som skiller dig fra mig, men nu ser jeg dig, og du er fri. Du behøver ikke skamme dig mere. Du behøver ikke blive ved med at bede mig om tilgivelse for de samme ting hele tiden. Du behøver ikke tænke, at jeg har glemt dig! Jeg ser dig hver dag. Jeg kender dig og elsker dig, og du har fået givet en gave i dag, og det er min fred!”
Gud løfter sit ansigt og ser på os, så lad os da velsigne hinanden og formidle Guds fred til hinanden, så lyser den op – midt i alskens livsproblemer, så ved jeg, jeg ikke er alene! Vi er sammen – du og jeg!
God søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
