Som kristne opfordres vi ikke kun til at bede fem gange om dagen som vores muslimske medmennesker. Vi opfordres, ja, bliver faktisk befalet at bede altid. Alle dage er Bededage.
”Vær altid glade, bed uophørligt, sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.” 1. Thessalonikerbrev kap. 5 vers 16-19.
Hvordan kan det lade sig gøre midt imellem alle dagenes andre gøremål?
Vores bøn kan varieres. Nogle gange ber vi langt. Andre gange ber vi bare ganske kort. Et eksempel kunne f.eks. være ”Hjælp!”
Sådan en kort bøn, der kommer lige fra det inderste af vores hjerte, kan hurtig siges eller tænkes selv midt i formelle bestyrelsesmøder eller andre arbejdsrelaterede opgaver.
En anonym på nettet skriver: ”Bønnen er vores åndedræt, den livline, som holder os tæt forbundet til vores himmelske far.” og vedkommende fortsatte: ”Hvordan kan man bede altid? Det handler om at holde kanalen åben, så man altid er klar til både at spørge Gud til råds og høre, hvad han har at sige ind i en konkret situation.”
I fredags var det Bededag. Den dag, som alle taler om, og som alle længes efter skal blive genindført. Sjældent har der været så store protester mod en regerings beslutninger som at afskaffe Bededag.
Hele samfundet har været oprørt over denne beslutning, og mange er det stadig. Kirkens folk har protesteret, og præster, biskopper har givet udtryk for, at det var et overgreb imod kirkens indre forhold, og det kan der i høj grad være noget om, mener jeg.
Men de fleste i kirken – præster og menighedsråd – har igennem mange år forsømt Bededagens egentlige anliggende – nemlig behovet for at bede for vores land Danmark, for vores folk, for vores kirker, for verden med alle dens kriser og krige.
Dagen blev brugt til konfirmationer, og selvom mange præster trofast har prædiket om værdien af bøn ved sådanne festlige begivenheder, og det anerkender jeg, så havde den rette brug alligevel været at hellige dagen fuldt og helt til bøn.
Oprindelsen til St. Bededag, som dagen i folkemunde blev kendt, blev indført 27. marts 1686. Bededagen skulle erstatte de tre bededage, som fandtes på det tidspunkt. Tidligere havde der endda været endnu flere fastlagte bededage, og nu sammenfattedes de alle til en dag – St. Bededag.
Dagen skulle helliges bøn og faste.
St. Bededag er sammen med andre helligdage altid begyndt aftenen før selve dagen, og på St. Bededags aften var der i år arrangeret 222 gudstjenester. På selve dagen fredag var der 47 gudstjenester, hvor der sidste år var 101 gudstjenester. Antallet har jeg fra Kristeligt Dagblad.
Der er altså stadig liv i gudstjenestelivet i anledning af St. Bededag, og jeg er overbevist om, at fokus nu endelig igen er rettet mod dagens egentlige og oprindelige formål.
I Allehelgens kirke på Amager blev der på St. Bededags aften holdt en gudstjeneste, hvor der blev bedt for alle døbte og alle viede med navns nævnelse fra det år, som var gået siden sidste St. Bededag. Ret brug af denne Bededag er nu blevet en tradition.
Jeg kunne virkelig ønske, at rigtig mange kirker ville optage denne måde at fejre Bededagen på, og at det kunne gå hen og blive en tradition.
Det svarer lidt til, at der til Allehelgen-gudstjenesterne i november i rigtig mange kirker bliver inviteret til en mindegudstjeneste for alle årets døde, hvor deres navne bliver nævnt. Denne gudstjeneste er måske blevet årets bedst besøgte gudstjeneste, fordi pårørende der strømmer til kirke og fylder kirker landet over.
TV nævnte forleden, at Bededagen ikke var glemt. Der blev stadig købt hveder hos bageren, så dagen var ikke glemt. Intet blev nævnt om de mange kirker, som er begyndt at bruge Bededagen på bøn. Fordi denne dag ikke længere er fridag, så er dagen jo alligevel stadig en helligdag, og den er ikke afskaffet!
I vores tid – netop nu – er der i den grad brug for bøn. Krige er der flere steder i verden. Angst og utryghed hærger mennesker overalt på jorden og frygt for fremtiden.
Hungersnød og naturkatastrofer er der mange steder. Migrantproblemer, klimaforandringer og forfølgelse af minoriteter – deriblandt mange millioner kristne. Der er nok at bede for.
Et eks.: Ifølge FN udgør landet Sudan i Afrika verdens største humanitære krise. Næsten 25 millioner mennesker har brug for hjælp. Mere end 7,4 millioner børn har ikke adgang til rent drikkevand. 19 millioner børn går ikke i skole. Citeret fra Google). Der er i den grad brug for bøn og for handling.
På det hjemlige plan er der tonsvis af emner vi kunne tage op i vores bøn – også i vores daglige bøn. Uden tvivl kender du mennesker, som har det svært, er syge, døende, har mistet. Børn, der mistrives og familier, der splittes op. Vi skal bare gå i gang.
Bøn er samtale med Gud. Det er at være i Guds nærvær og snakke med ham om alt det, der tynger os/ optager os.
Må Gud velsigne dine Bededage. Dem er der mange af. Lad os hjælpe hinanden med at få småsnakket med Gud. Bede Jesus om den hjælp, som du eller jeg har brug for. Vi har brug for hinanden.
Efter min mors død fandt jeg lange lister med navne over mennesker, som min mor bad for hver dag. Jeg bliver glad, når nogen siger: ”Jeg ber for dig!” Hvis jeg siger det til dig, så prøver jeg at være trofast. Nogle gange kan jeg ikke lade være at sige det. Jeg håber ikke, du bliver forlegen. Gud hører bøn. Ikke fordi jeg ber, men han ønsker, vi skal være i bøn for hinanden.
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
