Det er ganske bemærkelsesværdigt, hvor meget der i dag tales og skrives om behovet for ”åndelig oprustning”.
Der er mange måder at fortolke det udtryk på. Jeg kan nu bedst forstå udtrykket som det, at vi hele tiden har brug for at blive fyldt med Guds Ånd. Hvis Guds Ånd fik mere indflydelse i vores sind, tanker og handlinger, ville verden se anderledes ud.
Verden ville være præget af fred mellem mennesker. Forskelligheden ville blive respekteret. Kreativitet og glæden ved at lære ville være i højsædet. Andre ville blive agtet højere end mig selv. Vi ville forundres over Guds skaberværk, naturen, hinanden, og vi ville vise sand ydmyghed og kærlighed. Vi ville vide, hvor meget Jesus betyder for os alle. Glæden over Guds tilgivende holdning imod os vil for alvor betyde alt. Du, der læser, kan føje til denne liste, for der er meget mere at nævne.
Det er meget naturligt, at udtrykket ”Åndelig 0prustning” bliver brugt i en tid, hvor verden ser mere urolig ud, end den har gjort længe, og vi opruster som aldrig før.
Vores situation og omgivelser smitter af på vores måde at udtrykke os på. Det gælder i dag. Det gjaldt på Bibelens tid.
Paulus sad i et fængsel, og de fleste af hans breve blev til, mens han blev bevogtet af soldater. Derfor taler han også i et militært sprog.
Eks. ”I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning Så I kan holde stand mod Djævelens snigløb.”
Paulus fortsætter: ”Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå. Så stå fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke den ondes brændende pile. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord.” Efeserbrevet kap. 6 vers 10 og vers 13 – 17.
Med udtrykket ”Åndelig Oprustning” menes der jo, at militær oprustning ikke er nok til at bringe fred i verden. Der skal mere til, og det er politikere – Gud ske lov – opmærksom på.
Krige vil blive ved at bryde ud. Snart er den ene krig stoppet, så begynder der straks en anden, eller vi får pludselig øje på et brændpunkt i verden, som bare ikke har haft vores opmærksomhed, selvom det sørgeligt nok har været der hele tiden.
Lige siden Kain i Bibelens første bog slog sin bror Abel ihjel, har vi mennesker vist meget tydeligt, at der skal meget lidt til, før ondskaben viser sig i os eller iblandt os.
Krig opstår nemt på verdensplan, landsplan, i familier eller blandt venner.
Går vi dybere ned i årsagen til dette, så mener jeg, vi ikke kommer udenom, at Gud har en modstander, som inspirerer os til det onde – nemlig Djævelen eller Satan, som Bibelen også kalder ham.
Jeg går ikke og ser Satan overalt, og jeg mener ikke, at det ville være sundt, hvis mit fokus var på Djævelen og alt hans væsen, men hans gerninger er åbenbare og tydelige, og nogen af os synes, det næsten er nemmere at bevise Satans eksistens end det, at Gud er til.
Mennesker spekulerer på, hvor det onde kommer fra. Det kan synes som en gåde, og vi har som regel ikke særlig nemt ved at tale om Den Ondes eksistens (heller ikke os, som kalder os selv for kristne). Sikkert er det også, at vi heller ikke behøver at reklamere for ham. Det klarer han desværre utrolig godt selv.
Hvad er så løsningen for at sprede fred på jord?
Vi er blot mennesker, så hvad formår vi?
Gud må gøre det for os og i os.
Jesus siger: ”Salige er de, der stifter fred, for de skal kaldes Guds børn”. Mattæus evangeliet kap. 5 vers 9.
Det er naivt at tro, at vores bestræbelser vil skabe fred på jorden. Der skal stærkere midler til.
Vi skal bede Gud om hjælp og visdom, sådan at vi hver især må blive brugt. Vi kan ikke gøre det selv. Intet menneske har i den henseende noget at prale af.
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
