SUNDHED: Bornholmerne forventes i gennemsnit at blive 82 år – og ligger dermed på landsbasis i den lavere ende. Det viser nye tal fra Forebyggelsesalliancen i en landsdækkende undersøgelse.

Af Lene Dam Jørgensen
Bornholm er en af de kommuner hvor borgerne lever kortest, viser nye tal for Forebyggelsesalliancen. Bornholmerne forventes i gennemsnit at blive 82 år. I Odder i Østjylland ser det mere positivt ud. Her forventes borgerne at blive 87 år. I den laveste ende ligger Guldborgsund, hvor tallet er 80 år.
Den forventede levealder
Forebyggelsesalliancen har lavet en lineær fremskrivning af, hvordan den forventede levealder udvikler sig i de enkelte kommuner på landsplan. Levealderen varierer betydeligt og der kan være op til seks års forskel.
Camilla Thind Sunesen, der er udviklingsdirektør i Danica og stifter af Forebyggelsesalliancen, mener, at udviklingen er stærkt foruroligende og opfordrer til at forebyggelse prioriteres ved kommunalvalget.
Levealderen er forudbestemt
”Danmarkskortet er ved at knække, når det kommer til, hvor længe vi lever. At et barn på forhånd har fået bestemt, at det skal leve seks år kortere, fordi man vokser op i én kommune frem for en anden, er uacceptabelt, udtaler Camilla Thind Sunesen.
Camilla Thind Sunesen mener, at de lokale byråd og borgmestre ikke har fået nok opbakning fra Christiansborg.
Brug for hjælp
”Kommunerne står med en stor opgave, som de ikke kan løse alene. Derfor er det vigtigt, at vi ser en samlet indsats, hvor kommunerne understøttes i deres arbejde for at sikre bedre sundhed for alle borgere. Et stærkere fokus på forebyggelse, både lokalt og nationalt, er nødvendigt for at vende udviklingen,” forklarer hun.
Forebyggelsesalliancen har samlet en liste med 33 konkrete idéer til politik, der kan sættes i gang i kommunerne. Dermed har alliancen nu præsenteret over 100 løsningsforslag, som landets politikere kan bruge med henblik på at styrke forebyggelsesindsatsen.
Prioritere sundheden
”Vi har givet politikerne værktøjerne. Nu er det op til dem at prioritere sundheden – både for at sikre lige muligheder for alle borgere og for at undgå stigende sundhedsudgifter i fremtiden,” slutter Camilla Thind Sunesen.












