SOMMERHUSE: Bornholms Regionskommune har i efteråret tjekket, at øens sommerhusområder bliver anvendt i overensstemmelse med loven.

Den kommunale undersøgelse på sommerhusområdet betyder, at borgere, som står registreret i CPR med adresse i et sommerhus, vil modtage et varsel om påbud, hvis ejendommen ikke har helårsstatus.
Kommunen er forpligtet af planloven til at reagere, når et sommerhus anvendes til helårsbeboelse uden tilladelse. Reglerne skal medvirke til at bevare sommerhusområderne som rekreative områder og sikre, at helårsboliger findes dér, hvor der er planlagt infrastruktur og service til fast beboelse.
Svært ved at finde bolig
”Vi ved, at mange holder meget af deres sommerhus og bruger det flittigt – og nogle har måske haft svært ved at finde en anden bolig. Derfor ønsker vi at håndtere dette med respekt og dialog, men vi er samtidig lovgivningsmæssigt forpligtet til at reagere, når et sommerhus anvendes til helårsbeboelse,” siger Elona Kofod, leder af Byg.
Kommunen lægger vægt på at finde frivillige løsninger og hjælper gerne borgere med at finde den rette vej videre, f.eks. at vejlede om, hvordan man søger dispensation eller dokumenterer sin ret til at bo i sommerhuset. Målet er at finde en løsning, der både respekterer borgerens situation og de lovmæssige rammer.
Et fælles ansvar
”Vi håber, at alle berørte borgere vil se henvendelsen som en mulighed for dialog frem for et påbud. Kommunen har ingen interesse i at skabe unødig utryghed, men vi skal sikre, at lovgivningen overholdes – og det sker bedst i samarbejde med borgerne,” siger Elona Kofod.









