Kom med på en kunstnerisk vandring

En anden teaterforestilling: Med “City Matters” inviterer Bornholms Teater publikum til at se på Rønne med alle sanserne åbne.

“City matters” er en anden teaterforestilling, hvor publikum inviteres med på tur.

Man skal ikke forvente bløde sæder eller dæmpet belysning, hvis man vælger at bruge lidt af sin kommende søndag på “City Matters”, som er en del af Bornholms Teaters sæsonprogram.  Men tværtimod være parat til en kunstnerisk vandring i byens natur.

En vandring, hvor deltagerne bliver ført rundt i Rønne by med hovedtelefoner på og hele tiden inviteres til at sanse og opleve byen og al den natur, der gemmer sig i den, gennem viden, dans, lydkunst og sensoriske elementer, hvor publikum selv er med.

Vi er selv natur

Forestillingen er skabt af danser og performancekunstner Tora Balslev i samarbejde med lydkunstner Maiken Vibe Bauer. Og de siger selv om baggrunden for forestillingen; ”Vi vil mene, at man aldrig er så meget som en millimeter fra naturen. For vi er selv natur, og for de mange mikroorganismer, som vi selv består af, er kroppen et landskab. Det er en forestilling, der handler om at føle sig forbundet. Med de steder vi bor, med byggematerialerne, jorden og råstofferne. Det handler simpelthen om jordforbindelse”.

Ikke set før

Tora Balslev glæder sig til at møde publikum lokalt med et kunstnerisk format, som mange muligvis aldrig har set før, og med nogle af tidens mest omdiskuterede emner som natur og bæredygtighed som tema.

Bæredygtig forandring

”Med ’City Matters’ håber vi at være med til at ændre et større perspektiv. Det er jo netop dét kunsten kan”, fortæller Tora Balslev og fortsætter: ”Vi står som samfund i en situation, hvor vi skal lykkes med en bæredygtig forandring. Og oppe i hovedet ved vi godt, at vi er en del af den her jord og har ansvaret for den. I forestillingen får vi den viden ned i kroppen, og giver dermed publikum en oplevelse af at være forbundet med vores alle sammens jord.”

To gange på søndag

City Matters henvender sig til publikum fra 16 år og op. Det er en vandreforestilling, og publikum er derfor aktive fra start til slut. Varighed ca. 70 min. Gennemføres uanset vejret. Spiller (eller vandrer) to gange søndag 24. april kl. 14 og 16 med start og slut fra Rønne Theater.

Seneste artikler

Fik du læst?