Konkurrence: Kom med dit bogtip!

LITTERATUR: I samarbejde med Hakon Holms Forlag sætter Bornholmnyt.dk nu mere fokus på litteraturen. I første omgang vil vi bede om læserne tips til en god bog – og udlodder hver måned en boggave til “Månedens Tips.”

Det er efterår, det er mørkt – det er læsetid. Deltag i Forlaget Hakon Holm og Bornholmnyt.dk’s nye fokus på litteraturen og giv et eller flere boptips.

 

Det er efterår, mørket sniger sig ind på os – og det er tid til at hygge indendørs med hjemmebag, te eller kaffe – og en god bog.

Øen har flere virkelig gode boghandlere og biblioteker  – og heldigvis også det gode forlag Hakon Holm i Rønne.

Og det er i samarbejde med Hakon Holms Forlag, at Bornholmnyt.dk nu retter mere fokus på litteraturen.

I første omgang vil vi bede om læsernes bogtips – send os en titel på en bog – eller flere, du gerne vil have os andre til at læse. Det behøver bestemt ikke være en ny bog, mange vil måske mene, at den bedste litteratur forlængst er udgivet – andre foretrækker nye bøger skrevet af vor tids forfattere.

Lad os høre om dem alle – og for der skal være noget på højkant, sætter vi en bogpræmie på spil hver måned.

Månedens bogpræmie sendes til en indsender af de mange bogtips vi forhåbenligt vil modtage i den kommende tid. Det er forlagsredaktør Brian Christensen fra Hakon Holms Forlag og redaktør Finn Edvard fra Bornholmnyt.dk, der i fællesskab vil udpege månedens vinder.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Novembers bogpræmie

 

Novembers bogpræmie er “Vogteren af det 7. segl”  – en historisk roman af Claus Stensgaard Jensen om to unge kvinder, der sammen med kong Valdermar Atterdag tager på en mystisk rejse i 1300-tallets Europa.

I vinteren 1362 bliver den sydlige del af Jylland ramt af en flodbølge, som fjerner byen Rungholt fra jordens overflade. 7200 mennesker opsluges af havet. Eneste overlevende er to jomfruer, som ifølge overleveringerne tilbragte natten i kirken i bøn.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Claus Stensgaard Jensen

 

Pigernes overlevelse bliver af den døende pave Innocens d. 6. tolket som dét mirakel, som alle har ventet på siden det første korstog, hvor de kristne vandt Den Hellige By, Jerusalem, tilbage. Paven udpeger derfor den danske kong Valdemar Atterdag til at stå i spidsen for en hemmelig mission. En mission, som bringer både kongen og de to jomfruer på en flerårig rejse gennem Europa.

Kvinder er stort set fraværende i historiebøgerne, men disse historiske begivenheder opleves af de to jomfruer – den assyriske Maria og den egenrådige jyske kvinde Margrete.

Sådan deltager du
Vi i går i gang med det samme. Send dit bogtips, gerne med en kort beskrivelse af handlingen eller blot titlen. Send dit bogtips, navn, telefonnummer og by til red@bornholmnyt.dk.

Vi glæder os til at blive klogere – og få nogle ideer til gode bøger, vi skal læse.

God fornøjelse!

 

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?