Når vi nu sidder sådan sammen, De og jeg, så får jeg lyst til at røbe en lille hemmelighed. Jeg ved, at jeg kan stole på dem, De har før kunnet holde på en hemmelighed:
Jeg dagdrømmer…
Så er det sluppet ud.
Det var slemt som dreng. Jeg kunne i løbet af et øjeblik forfalde til det rene dagdrømmeri, hvor jeg så mig selv i forskellige stærkt flatterende situationer.
Det skete f.eks., når jeg som 12-årig var til fodbold med min far i den daværende Københavns Idrætspark for at se en fodboldkamp med min klub, KB. Jeg kan endnu nævne hele holdet udenad, men lad os bare nævne Nils Jensen på mål, Henning Hellbrandt som centrehalfback (det hedder ikke stopper, det hedder centrehalfback), Ole Sørensen med nummer 10, Jørgen Ravn med nummer 9, Leif Mortensen og Eivind Clausen på de to fløje. På bænken Ib Kiøge, træner Carlos Pinter. Bolden, der blev spillet med, var en Select Super.
Midt i det hele ser jeg mig selv på banen. Jeg serverer en aflevering over 40 meter for fødderne af Eivind Clausen på venstre fløj. Eivind tager elegant bolden ned, lavede en tunnel på et par Esbjerg-spillere og stryger til baglinjen. Her smækker han bolden ind over, og nu sker det:
For her kommer jeg snigende som en panter, og i ét nu befinder jeg mig vandret i luften og helflugter bolden i nettet med et kanonskud, der via overliggeren med et tordenbrag roterer rundt i netmaskerne. Esbjergs målmand Erik Gaardhøje slår opgivende ud med armene: “Jeg nåede ikke at blinke med øjnene”, siger han til pressen.
Gunnar “Nu” Hansen er for en gangs skyld mundlam. 1-0 til KB og jeg løber tilbage til egen banehalvdel, beskedent vinkende, mens tilskuernes jubelbrøl kan høres i miles omkreds.
Jeg kom aldrig til at spille i Idrætsparken, og den eneste gang, jeg mødte Erik Gaardhøje var, da jeg mange år efter interviewede ham i hans sommerhus på den jyske vestkyst. Og der var det mere ham, vi talte om…
Dagdrømme…
Det er en god tid, der går med dem.
Som helt ung var jeg til en pop-koncert i Tyskland. På scenen stod det smukkeste væsen, jeg nogensinde havde set og hørt.
Sangerinden Marianne Rosenberg sang sig ind i min hjerte med hits som “Für immer wie heute”, “Marleen” og “Ehr gehört zur mir”
På vej hjem fra millionbyen Hamburg, befandt jeg mig i en form for trancetilstand, hvor jeg så Marianne og jeg hånd i hånd, spadserende rundt omkring, mens mine venner misundeligt så til.
Tilstanden varede lige indtil jeg parkerede min ramponerede Morris Mascot i Møllegade i Ikast, hvor jeg dengang slog mine folder, og hvor min søde, 80-årige værtinde ventede med en kop kaffe og en snegl. “Er det godt at komme hjem, Bette-Finn?”
Og siden De nu har fået min mund til at løbe, så vil jeg gerne røbe, at der i mit automobil den dag i dag er en CD med Marianne Rosenberg, men det er en af de HELT store hemmeligheder. Hvem i alverden hører tysk schlagerpop fra 70’erne i dag?
Jeg hørte forleden at min gamle fodboldkammerat Keld Heick (han er også KB’er) fortalte i tv, at han som dreng stod foran et spejl med en badmintonketcher og legede, han var Elvis Presley.
Næste gang, jeg møder ham, vil jeg fortælle ham – at det gjorde jeg også. I mit tilfælde med en usædvanligt meget brugt guitar, men alligevel: Foran spejlet hjemme i lejligheden, med Elvis på anlægget forsvandt jeg endnu engang i min egen verden og stod på scenen et eller andet sted i Amerika, som man noget imponeret sagde dengang, med tusinde skrigende piger foran mig. (Jeg håbede samtidig, at Charlotte fra bagerste række i klassen så det, så hun fortrød, at hun havde valgt Jørgen fremfor mig…!!)
Alt blev afbrudt, når mine forældre uventet kom hjem og min far med hænderne formede sin mund som en tragt og råbte med en røst som en mand i havsnød:
“SKRU NED…!!!”
Så var det bal forbi, og Elvis trøstede sig med en syltetøjsmad.
Men nu må De have mig undskyldt, tiden er inde til at udfylde ugens lottokupon. De næste timer går med at forestille sig den store gevinst.
I drømme ser jeg forsiden:
“NY LOTTO-MILLIARDÆR
ØNSKER AT VÆRE ANONYM”
Og ved den næste store selskabelighed, jeg deltager i, vil de de måbende gæster høre den diskrete tjener ved middagens afslutning:
“Der er ingen regning…den herre har betalt…”
God weekend.
