.jpg)
Med de mange, grimme historier fra landets plejehjem, der ustandseligt dukker op – og vist nok bare toppen af isbjerget – så er der ikke noget at sige til, at en stor del af danskerne ikke ligefrem ser frem til at skulle flytte ind sådant et sted.
Man hører ustandseligt det efterhånden noget slidte udsagn om, at Danmark er et af verdens rigeste lande. Og det er muligt, at det forholder sig sådan efter visse udregningsmodeller, men hvis udsagnet er ægte, hvordan kan det så være, at forholdene på landets plejehjem er så utroligt ringe?
Ja, jeg ved godt, at der heldigvis er mønstereksempler på noget modsat. Og det er glædeligt. Men det ændrer ikke på det forhold, at der er alt for mange af vore ældre, der lever under nærmest kummerlige forhold på landets plejehjem.
Nogle endda så svækkede, at de ikke kan reagere på personale, der taler hårdt til dem, irriterede over, at den ældre ikke kan høre, ikke har kunnet komme på toilettet eller andet, det ikke passer ind i personalets efterhånden meget stramme tidsskema. Besparelser, besparelser, besparelser. I verdens “rigeste” land. Goddaw do!
Tyverier finder sted, jeg tror jeg har belæg for at sige, dagligt fra landets plejehjem. Jeg har personligt oplevet rystende forhold vedrørende dette som pårørende til en beboer på landets største plejecenter, hvor personalet brugte mere tid på møder end på at tage sig af beboerne. Mens tyveknægte – enkelte blandt personalet – rendte ind og ud af dørene. En kæmpe skandale, som ledelsen kæmpede bravt for at dysse ned.
Forleden gik et af de mange tyverier ud over Danmarks mest kendte pensionist, forfatter Lise Nørgaard, der vist nok efterhånden er blevet 104 år.
Tyveriet blev slået stort op i flere af de største medier. Men det kræver et kendt ansigt, før nogen gider beskæftige sig med den svageste gruppe af vore ældre.
For der er ikke avisabonnementer eller stemmer i den gruppe. Det er meget mere klogt at love de unge guld og grønne skove – her har vi nogle, der skal stemme de næste 50 år, men en plejehjemsbeboer på 86? Glem det.
Vi kan ikke være forholdene på vore plejehjem bekendt – ganske enkelt. Sådan er det, og det vil være glædeligt, hvis nogle på Christiansborg for alvor vil gøre livets sidste år værd leve for vore ældre medborgere.
Det gælder den personlige omsorg, ikke alle har voksne børn der kan tage sig af dem. Det gælder maden på plejehjemmene, hold nu op med at bede en ældre mand eller kvinde om at spise mere groft og glemme sauce og kartofler. Hvis man er på den anden side af de 80 år, og der ikke er mange andre glæder til hverdag, så er dagens ret et vigtigt punkt på dagsordenen, og den skal ikke bestå af linser eller tang eller økologisk bønnemos, den skal bestå af danske bøffer med løg, sauce og kartofler.
Og hvad med folkepensionen? Ikke hævet de sidste mange år. Hvem kan leve for lidt over 8.000 kroner om måneden? Hvor meget er der tilbage efter husleje, lys og varme, forsikringer, telefon, transport m.m.? Det er et minusbeløb!
Og så skulle vi måske til at kigge på vort sprogvalg, når vi taler om de ældre. Det er både dumt og uforskammet at tale om “ældrebyrden”. Der er ingen, der kunne drømme om at tale om “børnebyrden”, selv om denne gruppe lægger lige så meget – eller mere – beslag på den offentlige service.
Mennesker – børn eller ældre – er ikke nogen byrde. Alle har lige ret til at være her, alle skal have den samme service af det offentlige. Og husk lige to ting: 1) Vi bliver alle ældre en dag. 2) Det er de ældre, der har sørget for det velfærdssamfund, vi har i dag.
For det er vel stadig et velfærdssamfund, trods de kummerlige forhold, som mange ældre lever under i dag?
PS: Og skulle vi så ikke holde op med at kalde god, dansk mad for “mormormad”. Der ligger noget negativt værdiladende i det udtryk: Man ser en gammel, hvidhåret bedste for sig. En gammel kone, der sjosker afsted med et mildt udtryk, uvidende om dette samfunds indretning, men flink ved komfuret. Der er mange udtrykt, der er skiftet ud i dag – heldigvis. Mormormad? Et tarveligt ord for det klassiske, danske køkken…
De mormødre, jeg kender, de lever i alt fald ikke op til dette billede, de lærer mig om computere, de går i nyeste mode, de rejser på weekend til Nice – og det er ikke dem, der spiser stegt flæsk eller karbonader – det er mig.
Mormor – ja kært og sødt, men “mormormad”? Prøv at se, hvem der spiser mest, når der kommer frikadeller på bordet.
Det er i hvert fald ikke mormor…
God weekend – både til unge og ældre…
.gif)
