Svanekegaardens administrator Mie Hjort havde en bagage fyldt med spændende aktiviteter, da hun overtog jobbet som administrator af Svanekegaarden – stedet, der af flere er karakteriseret som øens egentlige kulturcentrum – med et væld af arrangementer året rundt. Det passer hende godt. “Der skal være liv omkring mig”, siger hun…
Der er altid gang i sagerne, når man ankommer til Svanekegaardens kontor på første sal i Skippergade i Svaneke.
Indenfor er der gerne flere mennesker, der lige skal ordne noget. Spørge om noget. Mange af dem vil gerne tale med stedets daglige leder og administrator Mie Hjort.
“Mie sidder deroppe, lige et øjeblik…”
Og så trasker vi op ad trapperne og kommer ind på et kontor med et stort mødebord i midten. Der ligger flere papirer og plakater på bordet, der vidner om et væld af aktiviteter på det sted, der af nogle vil blive karakteriseret som øens kulturelle centrum.
Litteraturfestivalen
I hele denne tid er Mie Hjort f.eks. medarrangør af Bornholms Litteraturfestival, der åbnede i fredags med et spændende arrangement i Svanekegaarden med forfatteren Hanne-Vibeke Holst. (Det kan du læse mere om andetsteds på Bornholmnyt.dk)
Resten af festivalen, som hun arrangerer sammen med Tv2-journalisten Brian Christensen, foregår på Bornholms Højskole i disse dage.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Senere på måneden kommer “Trilleband og Mette Marckmann” – det originale orkester bag sangerinden Trille, der nu – med Trilles velsignelse og til hendes store glæde – rejser rundt med sangerinden Mette Marckmann og Trilles spændende sange. Trille gik bort i 2016, men musikken og bandet lever videre. I bandet findes bl. a. den fremragende guitarist, Ole Fick.
Dette er et typisk arrangement i Svanekegården – noget med kvalitet og bid i.
Og primus motor er en lille, energisk dame med sprælske farver i håret.
Mie Hjort er fyldt med smil og siger selv, at hun har “verdens bedste job”.
Nej tak til banken
Mie blev egentligt i sin tid uddannet i en bank, men nej nej: Det gik ikke. Hun skulle ikke nyde noget af at sidde på pinden og regne den ud fra ni til fire. Forinden skolegang på Lyngby Privatskole og senere studentereksamen fra Akademisk Studenterkursus. Nå ja, tiden i valutakassen på Hovedbanegården gik lige an. Der skete jo også en masse…
En dansk mor og en norsk far – og hun flyttede med familien til Sverige. Her fik hun nok for første gang smag for underholdning og teater. Det skete via Malmø Stadsteater, hvis forestillinger, som Mie selv siger, gjorde, at hun blev “fanget” af teater.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Ved hjemkomsten til Danmark boede Mie forskellige steder: Bl.a. på Nørrebro – for at ende op i en skøn herskabslejlighed i Hellerup med tilhørende stamværtshus, som alle i Hellerup kender til: Sct. Peder, hedder det.
“Selvfølgelig kom jeg også der…”
Mie Hjort følte sig tiltrukket af livet på et teater. Det kunne ikke undre, at hun endte som bogholder (og billetdame) på ABC -teatret på Frederiksberg. Her var direktøren Helle Virkner, som vil være kendt af de fleste. Stjerneskuespiller i alle mulige roller, Matador og Huset på Christianshavn bl.a. Mest berømt måske, da hun optrådte som Nyhavns-luder i Cirkusrevyen. For dengang var hun også landets statsministerfrue, gift med Jens Otto Krag. Billederne gik verden rundt.
Helle Virkner overtog teatret efter ikoniske teaterdirektører som Stig Lommer og Klaus Pagh, og Mie Hjort var med på nærmeste hold, da Helle Virkner ændrede teatrets profil fra morskabsteater til mere seriøst teater. Ikke sådan at forstå at morskab ikke er seriøst teater, slet ikke…
Kjeld og Dirch
Men i sidste ende kunne teatret ikke løbe rundt. Og det er utroligt at tænke sig, at det var Mie Hjort, der i bogstaveliges forstand lukkede døren for sidste gang til dette eventyrlige teater, der siden 1936 og med stjerner som Preben Kaas, Jørgen Ryg, Kjeld Petersen, Dirch Passer og Ulf Pilgaard samt de nok så berømte “Lommer-piger” holdt fanen højest over komikken i Danmark.
Hun nåede da også selv at optræde på de skrå ABC-brædder: Som snemaskine i forestillingen Peter Plys…
(Artiklen fortsættes under billedet)
Mie Hjort blev senere tilknyttet Folketeatret, hvis dynamiske leder Preben Harris var inititiativtager til kulturhuset “Svanekegaarden”. Stedet blev indviet i 1991 og har lige siden har været centrum for et overvældende antal kulturaktiviteter indenfor musik, litteratur, dukke- og papirteater og meget, meget mere.
Meget, meget mere.
Og i det daglige er det Mie Hjort , der har kontor på første sal af den gamle købmandsgård fra 1857, der holder sammen på alle aktiviteterne. Det har også givet hende et enormt netværk, der rækker langt udenfor øens grænsen – en ø, hun i øvrigt ikke havde besøgt, før 2007, hvor hun begyndte med et job på Middelaldercentret. Men da Dukketeaterfestivalen flyttede til Svanekegaarden, så flyttede Mie med.
Og så kan det nok være, der kom en ny bornholmer til øen…
Rødder på øen
Mie har hun rødder på øen. Tipoldefar på mors side var bornholmer og yngste søn på gården. Han søgte sin lykke i Norge, fandt både den og en norsk kone – og endte i København.
Det gør Mie ikke. Hun har aldeles ingen planer om at flytte over. Det kan hun da i øvrigt heller ikke. Hun har en finger med i spillet i alt for meget til, at det går an at rykke teltpælene op.
Svanekegaarden kan fejre 30 års fødselsdag til næste år – og 1. november i år har Mie været knyttet til stedet i 10 år – de sidste fire som administrator. Hun kunne ikke lide titlen daglig leder. Dem havde der været nogle stykker af forinden, mente hun. Så hellere administrator.
Hun bor i Rutsker, er gift og har en voksen søn, der bor på øen.
Audiensen er slut. Der er meget, der skal gøres…