”Jeg får hjemvé, bare jeg når til Ystad…

Den 48-årige iværksætter Michael Møller er Bornholmer med meget stort B, og han tager prisen som ”Månedens Bornholmer” efter at have taget flere spændende initiativer i år – initiativer, der ligesom hans autoværksted er med til at holde øen godt kørende…

Michael Møller åbnede sit autoværksted tilbage i 2008 – kunderne har været så trofaste og tilfredse, så Michael har kunnet kaste sig over andre aktiviteter som ejendom, attraktioner og restauranter. (Fotos: Torben Ager)

 

Michael Møller, Rønne.

Så kort kan det siges – og for rigtig mange mennesker på øen er dette også den eneste nødvendige præsentation af den 48-årige krudtugle, der er så glad for Bornholm, at han ”får hjemvé, lige så snart jeg når til Ystad…”

For Michael er ikke alene Bornholmer – han er Bornholmer med stort B og vil så gerne at hele Danmark – og udlandet med – kommer strømmende til øen for at nyde denne unikke plet på Danmarkskortet.

Han har så sandelig gjort sit til, at der er noget at komme efter.

Han var midt i 30’erne, da han åbnede sit eget Bornholms Service- og Skadescenter i Aakirkeby.

Det var ikke nogen dårlig idé. Og ikke nogen unaturlig idé, for farfar drev i en årrække et  autoværksted i Gudhjem.

Farmand var også mekaniker, så der var jo ikke noget at sige til, at knægten gik den samme vej.

Men Michael var ikke bare god til at lave biler. Han havde også næse for at udregne nogle gode tilbud til sin støt stigende kundekreds.

Og så kom der mere mandskab på i det travle værksted i Aakirkeby.

75 lejligheder i Rønne

Sidste år kom forretningssansen så op i ham igen. Han købte ”Bornholmerslottet” i Rønne – et tidligere plejehjem, der også har været drevet af Røde Kors.

Michael så ideen i at lave hele molevitten om til lækre lejligheder. Og så var der ikke langt fra tanke til handling: I dag er der 75 nymoderniserede lejligheder udlejet med fremragende beliggenhed ved havnen i Rønne.

Hov, vent: Vi glemmer at fortælle, at Michael nogle år forinden havde erhvervet ”Bornholmertårnet” ved Dueodde. Her så Michael endnu et projekt for sig: Et koldkrigsmuseum og et 70 meter højt udsigtstårn, der i dag byder på øens flotte udsigt.

Han købte tårnet af Forsvarets Efterretningstjeneste, og i dag strømmer det til med turister og skoleklasser fra hele Danmark, der ved besøget ikke alene får et fantastisk kig ud over øen – men også et indblik i øens historie, både under 2. verdenskrig og under den kolde krig.

Restaurant og café

Så skulle man jo tro, at Michael havde nok i at skrue på sine biler og udleje sine lejligheder og sende folk op i Bornholmertårnet.

Men nej: I 2020 kom en Corona-krise og flere steder blev der meldt om vanskeligheder på øen. Michael trådte f.eks. til, da Restaurant Rāzapāz blandt mange andre kom lidt i vanskeligheder. Michael købte sig ind i butikken, som fortsat drives af Patrick Hult til glæde både for fastboende og øens gæster.

Så hvorfor kom det så ikke lige som nogen overraskelse, da Michael også her for kort tid siden lod meddele, at han nu også havde overtaget Høiers Iscafé på havnen i Allinge? Den skønne café midt på en af de herligste pletter på øen – i hjertet af selve Folkemødet, der vender tilbage næste år?

Nej, det var ikke nogen stor overraskelse  – heller ikke, da han også i år erhvervede den smukke Gudhjem Mølle, hvor der nu skal være en slags kunstcafé med udstillinger, kunsthåndværk – samt lidt god vin, tapas m.m.

 

 

Det sidste, tapas og anden “smart” mad,  har vi ham mistænkt for ikke selv at være helt vild med. En snigende mistanke…

Michael har nemlig enkle og nærmest beskedne vaner, når han sætter sig til middagsbordet. Et godt stykke kød, et par gode kartofler og meget gerne en forret bestående af frisk fisk, rejesalat e.l.

Så kommer der en stor karton papvin på bordet, og så hygger han sig med gode venner.

Han er interesseret i andre mennesker og vil vide, hvad der foregår. Og manden er hjælpsomheden selv overfor sine venner. Det er der mange, der vil skrive under på.

Samtidig med, at han med næsten barnlig stolthed viser sit nyste påhit hjemme i Rønne frem: Et nærmest transportabelt boblebad, hvori han skal slappe af her i sommer. Med et glas vin fra papkartonen i hånden og et stort grin på munden. ”Prøv at se, hvad jeg lige har købt…?”

Men han blærer sig ikke over sine ting. Han er bare lidt stolt af dem og bliver dybt forundret, hvis folk opfatter det anderledes.

For inderst inde er der ikke noget blær’ over ham.

Mekanikerens søn fra Rønne…

 

Vær med til at finde ”Månedens Bornholmer”

Michael er blevet indstillet som ”Månedens Bornholmer” af mange af medlemmerne på Facebookgruppen Bornholmnyt.dk’s hjemmeside. Hans mange initiativer her i foråret gør ham til den helt rigtige ”Månedens Bornholmer”.

Bornholmnyt.dk trækker lod blandt de, der indstiller Månedens Bornholmer til en god flaske vin. Denne måneds vinder blev Ann Shannet Andersen, Muleby.

Vil du være med til at finde næste ”Månedens Bornholmer så skriv dit forslag til red@bornholmnyt.dk eller direkte i Facebookgruppen Bornholmnyt.dk.

 

 

 

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?