I storbyens havn…

“I storbyens havn” er det danske navn på en fremragende, amerikansk film fra 1954 med en stjernebesætning med Marlon Brando, Rod Steiger og Karl Malden i spidsen. Musikken hertil blev komponeret af Leonard Bernstein, og så ved vi jo, at vi på alle fronter er dækket godt ind. især fordi historien, fantastisk fortalt, er baseret på en sand historie om brutale, mafia-agtige tilstande i havnen i New Jersey, beskrevet baseret i New York-avisen The New York Sun.

Det er en film, man kan se flere gange – i øvrigt som “Afrikas dronning” med Humphrey Bogart og Katharine Hepburn, som vi så i tv forleden – for slet ikke at tale om en anden Bogart-film, “Casablanca”.

Jo, de kunne lave film – dengang.

Det kan de skam også i dag, men det er altså ret stærkt, at filmfolk og andre forstandige mennesker er enige om, at de tre nævnte titler er nogle af de bedste – den dag i dag, hvor der måske nok er gået lidt for meget italiensk-for-begyndere i den – i alt fald i dansk film.

“I storbyens havn” har også alle betingelser for at leve op til forventningerne.

Det er fordi den foregår i en havn. Der er i alt fald en hel del af os, der har noget med havne. Det havde også folkekære Osvald Helmuth, da han helt tilbage i 1937 fik en bragende succes med Arvid Müllers vise om havnen:

Når byen derinde får lysene på,
og arbejdsdagen så småt går i stå,
og folk ruller hjem efter dagen, der gik,
butiksfolk, kontorfolk og dem fra fabrik,
så er jeg med såd’n omkring klokken fem,
men jeg kør’ en omvej før jeg ta’er hjem.
Jeg kø’r mig en tur langs med havnen,
jeg må rundt og se, hvad der sker.
Jeg kan ikke forklare nøjagtig hvorfor
det nærmest såd’n bare, ja, gu’ er det så.
Det såd’n en slags indeklemt længsel,
li’som en, der har siddet i fængsel
og så pludselig mærker, at nu er han fri,
såd’n har jeg det altid, når da’en er forbi.

Ganske godt beskrevet, ikke sandt? Der er mange, der elsker at befinde sig i en havn, hvad enten det er i storbyens havn – eller det er på en bænk i maleriske småhavne som Dragør eller Svaneke.

Der er noget.

I disse dage befinder jeg mig i en rigtig søfarts- og havneby, Plymouth, i det engelske grevskab Devon. Med en mægtig engelsk flådebase, pubber og gamle lagerhuse.

Ikke engang moderne glaspaladser, isboder og souvenirbutikker kan ødelægge indtrykket. Med lidt fantasi ser man mylderet for sig i, den dag for godt 700 år siden, da det gode skib Mayflower satte sejl og satte kurs mod det forjættede land, Amerika, med landets første, reelle tilflyttere fra England. En lang og til tider farefuld rejse mod det ukendte, og forinden følelsesladede afskedsscener på de nu så berømte “Mayflower Steps” på havnen i Plymouth.

Sikke et leben, det har været…

I dag havduft, mågeskrig, et marinefartøj og travle færger, der holder øjnene beskæftigede – så meget, at en forbipasserende springerspaniel næsten når at snuppe en stor bid af den is, jeg sidder med i hånden.

Så tag den da…isen havner i hundens mave – vi holder sammen her i havnen.

God weekend…