“I min optik…”

 

Som journalist skal man tage sig i agt for ikke at forfalde til at bruge floskler.
Ordets oprindelse er fra det latinske flosculus, der betyder ”lille blomst”.
Ikke at forveksle med sprogblomst, der ifølge ordbogen betyder ”ord eller udtryk, der skiller sig ud fra det neutrale sprog ved at være elegant, ved at være groft eller upassende eller ved at være fejlagtigt på en morsom måde”.
Så ved vi det.
Men flosklerne…uh, hvor skal man passe på.
Efter at have skrevet de første artikler på Bornholmnyt.dk for et par måneder siden, var der et par repræsentanter fra sprogpolitiet, der ironiserede over mit brug af udtrykket ”øen” for Bornholm.
Det havde de fået nok af, forstod man.
Men: Hvordan havde de pågældende tænkt sig at, at man skulle skrive en artikel om Bornholm og bruge ordet Bornholm 50 gange?
Klart man varierer sit sprog – og en gang i mellem erstatter Bornholm med øen. Hvad landsdelen jo i bund og grund også er.
I bund og grund. Lagde De mærke til den vending?
Bornholm kan varieres i enkelte tilfælde med ”Solskinsøen”, Klippeøen”, ”Ferieøen” og hvad ved jeg.
Men vist er alle betegnelser floskler, men hvad skal man gøre?

I min tid som sportsjournalist var der tilsvarende problemer: Randers FC blev betegnet som ”randrusianerne”, ”kronjyderne”, de lyseblå”, ”drengene fra handskebyen” – og hvad man nu ellers kunne finde på.
I forsøget på at variere sproget endte det i stedet med brug af floskler.
Jeg kan leve med det.
Det vigtigste er, at læserne forstår budskabet.

Jeg kan huske, at tv-journalisten Bent Henius på sine ældre dage optrådte som en slags sprogsherif i vort fagblad ”Journalisten”.
Han holdt skarpt øje med sine kollegers brug af sproget, og nogen mente, at hans nidkærhed var ligefrem proportional med hans alder.
Nu er jeg selv nået dertil, hvor kollegers misbrug af sproget irriterer mig.
”Beboer på plejehjem afgået ved døden”, skriver de minsandten. Og siger det endda på landsdækkende tv.
Selv om det er mange år siden, at vi, der gik på Danmarks Journalisthøjskole, lærte at det blot hedder ”Beboer på plejehjem er død”.
Begrebet ”arbejdskollega” kan få mig helt op af stolen, en kollega er normalt en, man arbejder med og bør derfor blot tituleres kollega.

Jyske journalistelever, der kommer i praktik på københavnske aviser skriver, at der har været et færdselsuheld i midtbyen, som københavnere kalder indre by. Eller om et bankrøveri Guldbergsgade, som alle københavnere ved er i Guldbergsgade.

Helt galt gik det for en kollega på det daværende socialdemokratiske dagblad ”Aktuelt”, da han på forsiden skrev ”MORDER FRIKENDT!”
Den frikendte blev en anelse fornærmet over at blive kaldt morder…
Så man skal passe morderlig (undskyld) på, når man skriver artikler i aviser.
For alle fejl afsløres her og nu. Sådan er det ikke i alle brancher, det kan de vist være glade for…

Men tilbage til flosklerne. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har hørt følgende sætning, efter kritik af en offentlig myndighed:
”Hvis det var sket i det private erhvervsliv, så…”
Eller: ”Long time, no see. Hvordan går det?”
“Hovedet op, benene ned…”
Erhvervsfolk søger medarbejdere, ”der vil gøre en forskel”. Eller ”kan have mange bolde i luften”. Eller også ”sparker de en sag til hjørne”.

Hvis det er et ord, jeg har lovet mig selv ikke at bruge, så er det ”ildsjæl”. Alle andre betegnelser til et godt og frivilligt menneske, men ”ildsjæl…” Nej, jeg kan ikke skrive det mere.
Værst er det med vore politikere, der ikke længere bliver rasende. De ærgrer sig i stedet…
Når de synes en kollega udtaler sig helt hen i vejret, så siger de det ikke, i stedet undrer de sig.
De italesætter en problemstilling, og man hører ofte, at ”ifølge min bog” eller værre, ”set i min optik…” så er det hele noget skidt. Hvis det er foreslået af modstanderne. Min gamle sproglærer Gert Smistrup fra Journalisthøjskolen ville have meget at gøre i dag.
Går der en eller anden fidus rundt på Christiansborg for at lære politikerne at tale det samme sprog? Det er egentligt ikke noget i vejen med sprogbillederne, bare de ikke blev brugt af alle 179 på én gang.
Hvor var det befriende, dengang der var politikere, der sagde deres mening og sprang flosklerne over.
Det var i grunden rart.

Morsomt kan det i øvrigt være, når førnævnte journalister rigtigt tager fejl. Min gode ven og kollega Michael Engelbrecht refererer ofte til sin elevtid på Roskilde Tidende, hvor to ældre journalister delte kontor – og havde gjort det længe.
Den ene skrev navnestoffet og var ved en beklagelig misforståelse kommet til at skrive en nekrolog over en person, der stadig gik lyslevende rundt i domkirkebyens gader.
Det pågældende ville forståeligt nok gerne have dødsfaldet dementeret og ringede til avisen.
Kollegaen tog telefonen og overrakte den til navneredaktøren med ordene:
”Der er telefon til dig….det er liget!”

 

 

 

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?