Hvor er min oplader?

Pludselig melder – så min smartphone – så mit træningsur, at de trænger til endnu engang at blive opladet. Hvor kan det være irriterende. Nu skal jeg rejse mig og finde den oplader. Det kræver energi, og det har jeg slet ikke. Min powerbank er heller ikke i stand til at give sin hjælp – lige nu.

Altså jeg bliver nødt til at rejse mig – fra min magelighed, fra min medfødte dovenskab. Op fra sofaen, fru Zimino. Det kan være en viljessag at få noget ændret.

Lidt efter melder min computer, at der skal ny strøm til. Åh, nu igen!!

Sådanne oplevelser vil jeg tro på, at vi alle har – mere eller mindre, eller er det bare mig?

Vor tid kan meget, men en oplader er der stadigvæk brug for, og en computer skal nødvendigvis tilsluttes strømmen, hvis man er glad for sin bærbare.

Måske kan denne indledning også sige mig og andre noget, der er endnu mere væsentligt og vigtigt end ord om opladning af diverse hjælpemidler, som de fleste af os er gået hen og blevet meget afhængige af. Det håber jeg.

Inspirationen kommer fra en artikel i Kristeligt Dagblad, hvor sognepræst Jesper Bacher skriver således:

”Nu om stunder, hvor så mange af os er afhængige af en smartphone, kender vi et og andet til vigtigheden af opladning, men et menneske kræver også opladning, og ikke tilfældigt bruges det samme udtryk i folkekirkens indgangsbøn:

”Herre, oplad nu således ved din Helligånd, for Jesu Kristi skyld mit hjerte”. Så vidt citatet.

Et menneske kræver også opladning. Det kræver også en vis form for viljeshandling. En åndelig dovenskab og uvilje til at indrømme sin egen åndelige fattigdom skal overvindes. Vil jeg forandring? Har jeg dømt mig selv så hårdt, at jeg ikke tror, noget nyt kan ske? Jeg er ofte min allerværste dommer.

Ikke mindst her i denne mørke tid har vi som mennesker brug for at finde vores oplader. Nogen af os har måske næsten et ønske om at gå i hi, indtil farverne igen kommer på træerne udenfor, og vintergækker og erantis får os til at vågne op til dåd. Måske er vi tilmed gået åndeligt og menneskeligt i stå? Det kræver ro og mod at indrømme det.

Sådan kan det være for alle – uanset livssyn og tro.

Gudstjenestens gamle indgangsbøn giver ganske rigtigt opskriften på håbet og troen, på lys midt i en mørk tid – både i bogstavelig forstand og i overført betydning.

Min åndelige oplader er min Herre Gud. Hans powerbank er altid fyldt. Helligånden er navnet, som vil virke, når vi ber derom, og Gud Helligånd vil oplade mit hjerte alt sammen for Jesu Kristi skyld.

Der er dyr, som går i hi i mørke tider. Vi behøver det ikke, men ligesom det er højest vigtigt, at jeg finder min oplader, så telefon og andre hjælpemidler kan komme til at virke igen, sådan er det vigtigt, at vi ber Gud virke, så jeg rent åndeligt og menneskeligt ikke går fuldstændig i stå.

Det gælder såmænd i alle livets forhold, men i særdeleshed m.h.t. troen og tilliden til, at alt nok skal ende godt. Den Almægtige Gud har styr på det, vi ikke selv kan forstå eller gøre noget ved. ”I vores magtesløshed udfolder Guds kraft sig selv” siger Paulus i 2. Korinterbrev kap. 12 vers 9.

Hvis der er gået vinter og mørke i mit sind og stilstand i mit hjerte, så har jeg brug for lysets Gud.

I TV-serien ”Familier som vores” ber en af hovedpersonerne – Fanny – en bøn, som jeg vil citere her:

”Vi beder dig, lad os forblive åbne over for underet,
Så vi ikke forstener i fornuftens begrænsethed,
Og vi ikke tør tro på det, vi ikke kan begribe
Og ikke tør håbe på det, vi ikke kan begrunde
Og ikke tør elske det, vi ikke kan forklare.
Giv os tro, håb og kærlighed.”

(Jeg har endnu ikke har set serien. Jeg frygtede, den var alt for dommedagspræget. Jeg tror, jeg oplader min computer, så jeg kan se den alligevel på et tidspunkt).

Ovenstående bøn siger i grunden, hvad jeg her har villet formidle. Der skal netop ske et under, som jeg skal være åben over for, og det nytter ikke noget, at vi kun vil kunne forstå og forklare alting.

I den gamle indgangsbøn ved gudstjenesten ber vi netop om, at Gud må oplade vort hjerte, og bønnen fortsætter – for øvrigt ganske rigtigt – med at udtrykke, hvad Helligånden virker, når vi har et åbent hjerte:

”…så jeg af dit ord kan lære at angre mine synder, tro på Jesus Kristus og hver dag styrkes og bevares i denne tro. Amen.”

For nogen lyder det dystert – det der med ”at angre mine synder”, men det kan måske sammenlignes med at opdage, at jeg har brug for ny strøm på min computer.

Hvis jeg ikke ved, jeg har brug for Guds tilgivelse, brug for ny energi, nyt liv, fred i mit hjerte, så er jeg jo ”lost” – ganske fortabt, så går jeg jo glip af alt, hvad der ligger til mig af tro, håb og kærlighed. Kun Gud kan skænke mig det.

Jeg kom engang ind i et hjem, hvor der ikke var blevet luftet ud i umindelige tider. Jeg kunne slet ikke ånde der, så på en frisk måde sagde jeg: ”Og så har du dør ud til haven!”, og hurtigt gik jeg hen til havedøren for at lukke frisk luft ind. Beboeren var blevet så vant til det dårlige indeklima, at hun ikke vidste, hvor forfriskende det var med en åben dør. Sådan kan vi leve i mørket og stille os tilfreds med det og undlade at lade Guds lys, Guds kærlighed skinne i vores hjerter.

Vi har brug for en åndelig oplader! Derfor er bønnen fra TV-serien ovenfor brugbar!

Nå, nu melder min computer, at den har brug for ny strøm.

Glædelig søndag og kærlig hilsen

Agnethe Zimino
Pens. sognepræst