Hvis man var blandt de mange – godt 2,5 mio. mennesker – der fulgte valgets gang i tv på valgaftenen tirsdag 24. marts, så kunne det være svært at finde nogle egentlige tabere af valget.
Alle partier indforskriver på valgaftenen en stor folk unge mennesker fra deres ungdomsafdelinger. Det er disse unge, der trofast står og venter udenfor Christiansborg – eller hvortil deres partiformænd nu ellers ankommer – med skilte og bannere – og som dresserede dyr i cirkus står og råber eller synger nogle sange, hvori deres partiformand – eller kvindes – navn fremgår.
“Når Troels Lund / marcherer frem / så er han ikke til at stoppe,” sang de håbefulde VU’ere blandt andet.
Sikke dog noget vrøvl. Venstre fik med netop Troels Lund Poulsen som frontfigur det hidtil dårligste valgresultat, og Troels selv sagde afdæmpet: “Det var ikke det valg, jeg havde håbet på…”
Alligevel blev han fejret som en sejrherre, da han ankom.
Moderaterne råbte og skreg og jublede ogå som sejrherrer over at miste to mandater. De havde frygtet et større nederlag – og – indrømmet – sidder nu i en nøgleposition. Men at juble over at miste to mandater..!
Humøret blev også forsøgt holdt oppe hos socialdemokraterne, selv om partiet mistede endnu flere mandater end Venstre. Statsminister Mette Frederiksen var dog – det skal også erkendes – noget mere afdæmpet end sine partifæller – også efter at være mødt af stormende jubel af lallende DSU’ere, der ikke rigtigt havde hørt efter valgets tale.
Jubelen kendte heller ingen grænser hos Alternativet, der mistede et mandat. Her mente den politiske leder Franciska Rosenkilde, at det reducerede mandattal var tegn på, at danskerne vil have mere fart på den grønne omstilling. Jamen, så siger vi det…
Partiet med det noget mærkelige navn “Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg” gik også ret meget tilbage: Fra 14 til ti mandater. Men det var et tegn på, at det var gået godt for Danmarksdemokraterne i valgkampen, mente Inger Støjberg. Javel så…
Hos de friske fyre og damer i Liberal Alliance var der rigtigt lagt op til fest: Og partiet gik da også frem med to mandater, men forventningerne havde vist været noget højere – og den politiske ledes Alex Vanopslaghs kandidatur til landets højeste politiske post var vist mest aktuelt i partiets eget valglokale.
Konservative gik frem med tre mandater, og det får de konservative til at se et endnu større lys i Mona Juul end hidtil. Vi andre mangler dog at se partiet sådan for alvor få glæde at de yderligere tre repræsentanter i Folketinget – foreløbig er de konservative ligesom sat på bænken, fornemmer man. Der har de siddet længe…
Også de radikale gik lidt frem – og smilene var brede, da tv-kameraerne blev tændt, selv om partiets ti mandater ikke giver indtryk af reel folkelig opbakning. Partiets ordfører Martin Lidegaard havde med lidt over 9.000 personlige stemmer endog meget langt op til rivalen Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti (de to strides i retten) over 50.000 personlige stemmer. Og der er flere andre i partiet, hvis personlige stemmetal ikke er ligefrem proportionale med deres deltagelse i debatten. Ikke at der er noget forkert i det iøvrigt, ingen nævnt, ingen glemt…
Apropos Morten Messerschmidt: Et imponerende antal personlige stemmer og en fremgang for Dansk Folkeparti på hele 11 mandater – jo, han og partiet blev fejret som valgets vindere, selv om det jo altså stadig er Socialdemokratiet der fik langt de fleste stemmer – og selv om det i skrivende stund er svært at se, hvad DF skal bruge de ekstra mandater til…
En anden og mere afdæmpet vinder, der godt kan konstatere sejren uden at råbe var Pia Olsen Dyhr, der fik hevet fem ekstra mandater hjem til SF, der nu har 20 mandater – og dermed er næsten lige så stort som Enhedslisten og de radikale – tilsammen. Men hun virkede ikke brovtende af den grund.
Det samme kan ikke siges om Lars Boje Mathiesen fra Borgerne Parti, der uden – overdrivelse – råbte og skreg da han ankom til partiets valgfest. “VI ER I FOLKETINGET,” eller noget i den stil. Måske var han bange for, at det ikke var gået op for de tilstedeværende, hvoraf mindst een muligvis ikke har rent mel i posen. Desværre en af de fire, der kom i Folketinget. Mon ikke der kommer flere ekstraordinære nyheder fra den kant – altså uden politisk karakter? Det vil ikke være uventet…
Og ja – så gik Enhedslisten også op med to mandater – og partiets ordfører Pelle Dragsted med på valgets Top 10 med 30.000 personlige stemmer. Det bliver ogå svært at få dem i brug – i alt fald hvis det står Lars Løkke, der lusker rundt med sit rævesmil om munden: Han kan end ikke skjule en smule, at han vil være statsminister igen, men han og de to skaldede mænd, der altid er bag ham, er ret ene om det ønske – i alt fald på Christiansborg.
En enkelt ikke-partileder havde sneget sig ind på valgets Top 10: Venstres næstformand Stephanie Lose med over 31.000 personlige stemer. Mere end tre gange så mange som Troels Lund Poulsen. Hun forsikrer gang på gang sin støtte og opbakning til Troels. Et stærkere signal om at overtage hans post findes næppe. Vent og se…
For i politik kan man ikke regne med, hvad der bliver sagt:
“Når Troels Lund / marcherer frem / så er han ikke til at stoppe.”
I alt fald ikke, når han bevæger sig rundt på markerne hjemme gården på Sjælland, og det er ved at være kaffetid…
