Hvem har set min sorte saks?

 

Hvem har set min sorte saks? Den er pist væk, og jeg er ved at blive idiot over, at jeg ikke kan finde den.
Jeg er en mand, der godt kan lide at have orden i sagerne, så jeg er gået i gang med skufferne i stuerne og skabene i kælderen.
Ja, jeg har fundet mig selv drivende rundt ude i haven, fordi saksen er god til at klippe snore, når der skal bundtes til haveaffaldsordningen.

Gennemgangen i skufferne afslører et stort antal øloplukkere uden at nogen skal forbinde det med et ”liv i sus og dus.” Pludselig står jeg med en lille barneske i hånden – den er formet som en ”Ole Lukøje”, og så ved jeg, at den er 80 år gammel – datoen 9. september 1940 er min dåbsdag, og skeen er en gave fra min mormor.
I de otte år min kone har været død, har jeg ikke fået sat skik på de løse ting i huset. Min kone var samler og havde styr på det hele – ikke mindst værktøjskassen, hvor hun professionelt betjente de forskellige knibtænger og skruetrækkere med stor kyndighed – jeg var mere til fare for omgivelserne, når jeg stod med et værktøj i hånden.

Det er ikke fordi huset har underskud af sakse. Min kone var udlært designer og syede selv sit tøj i de 48 år, vi var gift. Hun brugte mange sakse, men dem vil jeg ikke have. Jeg vil have min sorte saks som er god til at klippe julepapiret lige og god til at sprætte en pizzaæske op imellem to TV-fodboldkampe.

Mens jeg skriver dette, ser jeg op på væggen, hvor der hænger et kvadratmeter stort farvebillede af min kone. Hun står iført en rød kreation, som bare gør hende smuk – og kølig. Sådan som en kvinde godt må være i de rette øjeblikke. Hun er placeret foran Berlin-muren, som vi besøgte lige efter tyskernes genforening. Tankerne går til den østtyske kollega, jeg i de hektiske dage fik til Danmark. Han og konen måtte efterlade deres børn i Rostock som garanti for, at de vendte hjem igen.

I min desperation kommer jeg rundt i huset, hvor mange ting har ligget skjult i mørket. Jeg har ikke som sådan fået orden på bestik, mågestel og kaffekopper. Men jeg kan betjene 50 mennesker ved et studentergilde uden at låne hos naboerne.

I min søgning i huset falder jeg over den gamle kuffert, der indeholder alle de artikler, jeg skrev som journalistelev i perioden 1957-60. Jeg tager en artikel op, og til min forundring er den læseværdig og lige så godt skrevet, som det jeg skriver i dag. Vil det sige, at jeg kulminerede, inden jeg var udlært? Jeg lukker hurtigt kufferten og spørger for sidste gang: Kære klummelæser, har du set min saks? Den er 20 centimeter lang og har en spændvidde på 17 centimeter.

Jeg kigger ud af vinduet og ser op på de drivende sommerskyer. Det skal ikke undre mig, om min kone sidder på en af skyerne og ryster på hovedet over min forvirring. Hvis jeg finder saksen i aften, ved jeg, at hun har været forbi vores hus.

PS: Jeg har fundet saksen. Ikke på samme aften som jeg skriver i klummen, men et par dage efter. Så måske har min kone fra sin plads på sommerskyen alligevel haft en finger med i spillet.

Seneste artikler

Fik du læst?

Kirkeklokker og kanoner

Lørdag aften genlød Musikhuzet af kirkeklokker og kanoner. Det var bandet Almost AC/DC’s éntre på scenen, og så var der ellers dømt hard rock i Rønne.  

Læs mere »