Hvad har du i kælderen?

Der er megen snak om beskyttelsesrum i øjeblikket. Der er ikke rigtig nogen af os, som har tænkt i de baner i mange, mange år. Ens kælder er et oplagt sted, synes jeg, men hvad har du i din kælder?
Vores kælder er fyldt med mange ting, som vi nok aldrig får brug for. Da vi flyttede ind i august 2012, blev det stedet, hvor mangt og meget fik sit opholdssted, og fjernede vi det hele, ville vi såmænd slet ikke savne noget af det. Altså bortset fra meget få ting.
Skal ens kælder bruges, så er der vist meget, som skal gå vintervejen. Sandt at sige, så tror jeg alligevel ikke, at stedet er meget bevendt som et sikkert sted. Det ville også være et uhyre koldt og ikke særlig skønt sted at opholde sig.
Jeg fandt et meget stærkt og godt billede på vores indre kælderrum, som også gerne kunne bruge en ordentlig omgang rengøring og klargøring. Jeg vil gengive det her. Forfatteren er hjemme hos Gud og kan derfor ikke give mig tilladelsen til brug. Hun var en meget skøn og dygtig kvinde, som havde rigtig manges fortrolighed, og jeg vil gerne nævne hendes navn her: Brita Krarup – sygeplejerske og det man kunne kalde en rigtig god sjælesørger. Her er så hendes tanker om vores indre kælderrum:
”Jeg bor ganske godt.
Almindeligt, rimeligt hus.
Indrettet, så det passer mig.
En dag banker det på døren.
Pæn mand med et stærkt blik
Spørger, om jeg er tilfreds med huset?
Ja tak, det går an.
Og hvordan med kælderen?
Spørgsmålet ryster mig lidt.
Jeg ved godt, at der er en kælder.
Og en lem, der fører derned.
Men jeg kommer der aldrig.
Og jeg har lagt væg til væg-tæpper på
Så ingen kan se lemmen
Og opdage kælderen.
Men sommetider trænger rå kulde
Og en væmmelig stank op
Igennem det tykke tæppe.
Så lufter jeg ud
Og tænker på solen
Og synger en sang.
Nu ser Han på mig
Og nævner kælderen igen.
Gid Han ville tie stille!
Han tilbyder at gå derned
Og installere lys.
Aldrig!
Jeg tør ikke selv gå derned
Og hvem ved, hvad Han finder?
Det vil sikkert også ødelægge tæppet!
Og dog – lys og tryghed
I stedet for kulde og stank.
Sammen ruller vi tæppet til side.
Han går ned i mørket.
Jeg følger skælvende med.
Der er mange rum.
Sårede minder,
Sårende ord.
Vrede og skuffelser.
FRYGT!!!
Åh, hjælp, her er rotter og snoge.
Det tænkte jeg jo nok.
Men Han er ikke bange,
Det er derimod rotterne og snogene.
De flygter for Ham.
De er flygtet.
Og der blev lys,
Og der blev rent, da Han så på mig og sagde:
JEG ELSKER DIG. JEG ELSKER DIG.
JEG ELSKER DIG.”
Brita Krarup levede et liv, hvor hun hørte meget om de ”rotter og snoge”, som befandt sig i andre menneskers bevidsthed. I den tilstand inviterede hun Jesus Kristus ind i det kælderrum, hvor mørket rådede.
Ingen andre end HAM kan bringe LYSET ind i vores underbevidsthed, for vi erkender det måske sjældent, men vi gemmer/ fortrænger ofte grimme oplevelser og erfaringer, som vi har parkeret i vores sind.
Hun skriver selv om det:
”Vi må lære at lade lyset falde over vores egne liv. I stedet for at have travlt med at dømme andre. Megen fornægtelse kommer, fordi vi ikke magter at se sandheden i øjnene. Ofte er vi ikke bevidst om, at vi fornægter, og vi fornægter sikkert heller ikke, fordi vi ønsker at lyve, hverken overfor os selv eller andre.”
”Vi har svært ved at tro, at Jesus virkelig kan befri og læge os. Derfor er det så vigtigt, at vi konstant fylder os med Guds ord og lader det leve i os. Det er Guds ord, der vækker troen i os.”
”Dit ord er en lygte for min fod og et lys på min sti» Salme 119 vers 105
Jeg forestiller mig Gud Helligånd som en lampe, som stille og roligt lyser mit mørkeste rum op, så Jesus Kristus kan komme ind og fylde et måske angst fyldt mørke med sit himmelske lys.
Jeg aner ikke, hvad jeg/ vi har i vores kælderrum. Jo, jo, masser af bøger og julepynt, men ellers en masse, som ville have godt af at blive sorteret og smidt ud.
Mit indre kælderrum indeholder sikkert også oplevelser, som jeg har fortrængt. Måske skal der ikke ryddes op i det hele. Noget af det er blevet emballeret og gjort op med. Vi kan også blive for navlebeskuende.
”Giv slip på fortiden. Du behøver ikke at bearbejde, forstå eller analysere din fortid for at blive fri af den. Hvis du giver sindet fred og ro, så vil dine tanker og følelser regulere sig helt af sig selv og komme til at fylde mindre og mindre. Det gælder også de negative tanker om fortiden. ” Sådan kan man læse på nettet.
Det er rigtigt i de fleste tilfælde, men noget, som virkelig hænger ved og har bidt sig fast, må jeg bede Jesus om at tage sig af. Han er den, som baner vejen for tilgivelse i mit sind – både overfor andre og overfor mig selv.
Oven over det hele må der stå skrevet:
”Så er der da nu ingen fordømmelse for den, som er i Kristus Jesus.”
Jeg kan vælge at tro det og handle derpå. Hver gang der er noget, der nager, så tak Gud for Guds kærlighed og lad glæden over livet fylde dig.
Jeg vil ikke fylde mine tanker med, om der er noget i min indre kælder, som jeg skal have gjort op med. Jeg vil tro på, at Gud Helligånd vil minde mig om det, når eller hvis der er behov for det.
Overgiv dig til den Jesus, som er i stand til at fylde dig med sit LYS og sin glæde.
Glædelig søndag.
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst 

Du vil måske også synes om

Om at sige undskyld…

Som børn fik vi det at vide indtil flere gange. Man siger ”undskyld”, når man har gjort et eller andet, som ikke var lige så godt. Nu hvor vi lever i en tid, hvor det nærmest er blevet ”in” at undskylde for fejlagtig opførsel, kan det være aktuelt at tage

Læs mere »

En af øens populæreste restauranter sat til salg

GASTRONOMISK: De har truet med det længe, men nu har Vibeke og Jan for alvor sat gang i salget af deres populære “Louisekroen” i Bølshavn.   De har truet med det længe, stamgæsterne vil ikke høre om det, men nu har restauratørparret Vibeke Kruse og Jan Handberg sat deres populære

Læs mere »

Høsttid i kirkerne: En gammel tradition lever videre på Bornholm

TRADITION: Når sensommeren går på hæld, og marker, haver og køkkenhaver har givet årets høst, inviterer kirker over hele Bornholm til høstgudstjenester. Her bliver der sagt tak for årets høst, for naturens gaver og for det fællesskab, vi er en del af.   Høstgudstjenesten er en gammel kirkelig tradition, som

Læs mere »