.jpg)
For år tilbage arbejdede jeg for en ejendomsmæglerkæde. Da vi vendte tilbage til kontoret, efter juleferien, spurgte jeg min kollega – en rødhåret, forsagt mand, omkring 40 år, hvad han havde givet sin hustru i julegave. Han svarede forskrækket og med opspilede øjne:
“Jeg gav hende en Raclette. Det skulle jeg aldrig have gjort, for hun ville have haft smykker..”
Man kan lige se det for sig. Så var den jul ødelagt, og damens håb om glitrende forkælelse og romantisk luksus, udskiftet med en praktisk hverdagstrivialitet i form af et gaveindpakket husholdnings-agrigat, omtrent lige så flatterende at pakke ud som en stegepande eller en gryde.
Man må være om sig, med de gaveønsker. Ingen bryder sig om skuffede ansigter, og slet ikke børnenes. For første gang i flere år, nåede jeg, at købe årets rigtige pakkekalender til børnene, selvom den var tæt på at være udsolgt. Der var masser af andre forskellige kalendre på hylderne, men på forunderlig vis, er der altid kun én slags, som alle børn vil have hvert år, og det er aldrig til at forudsige, hvilken. Men i år lykkedes det mig altså at snuppe den sidste Harry Potter Pop Up kalender i Holbæk Megacenter. Som nogen måske husker, så var det dén, jeg måtte droppe at finde på nettet med min datter for et par uger siden, fordi de forslag der tonede frem, da hun googlede – sjove julekalendre – IKKE var for børn…
Nå, men min veninde og jeg har jævnaldrende døtre.
I søndags skrev jeg så, og spurgte, hvad hendes piger på 10 og 11 år, ønsker sig i år. Jeg tilføjede betænksomt, at jeg håbede de havde haft en god weekend, fordi hun lige er flyttet, og står foran første jul med delebørn og nye partnere, på begge sider.
Svaret kom promte: ”Jeg er bare totalt smadret. Troede en shoppetur med pigerne ville være sagen, men vi oksede rundt og diskuterede, hvorvidt Nynne skulle have høje hæle, Buffalo såler, eller sko af plastik. Det blev et nej, nej og endnu et nej herfra, og nu er hun sur.”
Jeg foreslog hende selvfølgelig, at smide sig på sofaen, med te, dyne og romantisk julefilm, hvilket altid har fungeret som et udmærket get-away, for mig. Halvanden times film med genkendelige strabadser, fordelt på lige dele udfordrende job, økonomi, børn, samt manglende – eller forkert – partner. Heldigvis vinder hyggen og kærligheden, altid til sidst. Jobsituationen falder på plads, og heltinden finder hjem til Pleasentville, hvor træet tændes på byens torv og julestemningen spredes. Selv børnene arter sig, og den rigtige mand indser endelig, at hun faktisk er den eneste ene. Eller omvendt, hun indser, at karrieren, storbyen og den perfekte mand, ikke er dét, der gør hende lykkelig i længden, men i stedet ham den opmærksomme, omsorgsfulde, small-town guy. Uanset hvad, er slutningen altid den samme. Happy ending og julekys i sneen. Ja tak.
I søndags, skulle jeg sove hos min anden gode veninde, der bor i en midtsjællandsk mini-by. For dem, der følger med ugentligt, kan jeg oplyse, at det er hende, der véd alt om hormoner. Denne eftermiddag, ævlede hun dog løs om aminosyrer, mens hun serverede ris med sesam – heldigvis ikke hirsegrød- og rødvin, fortyndet med vand. Hun snakkede og snakkede og sagde, at den bog om aminosyrer, den skal jeg altså læse. Hun overhørte fuldstændig mit forslag om, at hun bare giver mig et referat, når hun selv har kæmpet sig igennem den, alá ”kan vi ikke bare ta´de to første vers og det sidste” i de laaange julesalmer, der står i vejen for kaffen og gaverne, juleaften.
Men så faldt tiøren.
Lige der, midt mellem beskrivelsen af en utrolig smuk og intelligent mand hun havde mødt aftenen forinden til en øko-fest, og en fnisende gengivelse af de sange, de to, havde sunget i duet, nævnte hun henkastet, at hun med stor appetit, havde spist flere stykker, virkelig lækker urte kage..
– Og så var det jeg tænkte, kan man blive bag-stiv af pot-cake?
.gif)
