Holder De af Brahms?

 

Mens disse linjer skrives lytter jeg til Brahms “Lullaby” (Wiegenlied) – måske verdens mest berømte godnatsang. Johannes Brahms, født i 1833 i et fattigt arbejderkvarter i Hamborg, skrev denne smukke melodi til sin veninde Bertha Faber, da denne fødte sin anden søn.

Og med denne smukke melodi på læberne sang hun sine sønner til ro – som millioner og atter millioner af andre mødre og fædre har gjort det i årene derefter. Et vidunderligt stykke musik, der – som Mozarts – nærmest opfordrer til stilhed, ro og fordybelse. Og til sidst…søvnen eller “den lille død”, som den tyske mesterforfatter Hans Fallada, noget dramatisk, kalder den tid, vi sover i.

Johannes Brahms musik er til gengæld udødeligt – som Beethovens, Mozarts, Haydns, Bachs og alle de andre store komponister. Den klasse bliver der ikke optaget flere elever i.

Og i 1961 blev Brahms navn endog brugt til filmen “Holder De af Brahms?”.

Filmen, baseret på Francoises Sagans bog, handler om en midaldrende kvinde og en ung mand, der forelsker sig stormende i hende. Kan hun gengæld forelskelsen? Men da  kvindens jævnaldrende mand samtidigt indleder et forhold til en yngre kvinde, så har vi balladen.

Filmen gav fornyet interesse for Brahms musik, og Brahms selv var jo også på et tidspunkt stærkt fascineret af komponisten Robert Schumanns hustru, pianisten Clara, der var 14 år ældre end Brahms. Han var faktisk forelsket i Clara, men hun var gift jo med Schumann, hans bedste ven. For Robert Schumann var den mand, der først rettede offentlighedens søgelys på den unge Brahms. Efter Schumanns død forblev Clara og Johannes venner, men et giftermål kom aldrig på tale. Brahms sendte nogle hjerteskærende, smukke breve til Clara, men nej: De fik ikke hinanden…

Brahms ulykkelige kærlighed nærmer sig en anden formidabel skildring af den ulykkelige kærlighed, Herman Bangs mesterlige historie, “Ved Vejen”.

Men nu skal De ikke lede mig på afveje, det var musikken, vi kom fra:

Efter godnatvisen lytter jeg til Brahms violinkoncert, og jeg kommer til at tænke på min far, der altid sagde “bare vent”, når jeg overfor ham svor, at jeg altid ville lytte til  Paul Butterfields Blues Band, Jimi Hendrix og Led Zeppelin. Om han da ikke kunne høre, at dette var musik, i stedet for det vræleri, der kom ind af stereoanlægget, når han var discjockey? En svensk skrigehals ved navn Jussi Björling og et græsk kvindemenneske ved navn Maria Callas…

Det var ikke bedre, når vor klasselærer slog sig løs og benyttede skolens musikanlæg til at spille Miles Davis, Billie Holliday eller Bill Evans og Chet Baker.

Den rene rædsel. Syntes jeg. Dengang…

Men min far fik ret. Jeg er stadig glad for Butterfield og de andre, men der går længere og længere tid mellem de er i højttalerne, i alt fald hjemme hos mig.

For med tiden ændrer musiksmagen sig også. Som farmand sagde.

Jeg er selv amatørguitarist, mere amatør end guitarist, men har dog spillet rock’n roll på det legendariske rocksted på Frederiksberg, “Hit House”, og i “Dansetten” i Tivoli og sjovest af alle steder: “Place Pigalle” på Dyrehavsbakken. På samme tid hvor “Sir Henry & Hit Butlers” var konger på stedet…

Joh, der fik den en over nakken med “Roll Over Betthoven”, “Sweet Little Sixteen” og naturligvis “Johnny B. Good”. Den sidste kan jeg spille i søvne, på ryggen og på rotoren på en helikopter –  mens den er i luften.

Men den slags musik siger mig ikke rigtigt mere. I weekenden, hvor hjemmet, sommetider,  dufter af kaffe og friskbagt brød, så er det Miles Davis, Billie Holliday eller Bill Evans og Chet Baker, der fylder rummene.

Og senere på dagen skifter repertoiret helt automatisk til klassisk musik. Meget gerne med mestersangeren Jussi Bjørling og sopranen over dem alle, Maria Callas. Og til allersidst, inden bogen lukkes sidst på aftenen, en violinkoncert, skrevet af en dreng fra et fattigt arbejderkvarter i Hamborg.

For jo…jeg holder af Brahms.

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?