Hip Hip Hurra!
Sådan giver vi udtryk for en hyldest ved forskellige lejligheder – f,.eks. til fødselsdage, ved jubilæer, rejsegilder og meget andet.
Traditionen med at råbe “hip hip” før det afsluttende “hurra” (eller tre gange “hurra”) stammer fra den britiske flåde. Det var en måde at koordinere en fælles hyldest på, hvor “hip hip” fungerer som et signal til alle om at råbe “hurra” i kor.
Ordet “hurra” menes at stamme fra militæret, der anvendte det som opildnede kampråb, inden tropperne gik til angreb. Man skal dog ikke blive nervøs ved at høre råbet i dag, hvor det til alt held kun anvendes ved festlige lejligheder.
Ordet “hip” menes at have oprindelse fra gedehyrder, når de skulle have styr på flokken. Hip hip!
Så langt så godt.
Og efterhånden som årene går, så virker det som om, at tiden mellem at hurraråbene gjalder omkring ens egen person bliver kortere og kortere.
Jeg synes f.eks. lige, jeg har haft gæster til min fødselsdag, og nu sidder vi her igen i dag.
På min fødselsdag.
Jeg tror, de fleste af os husker vores fødselsdage som børn med stor glæde.
På Nørrebro i København blev dagen fejret fra morgenstunden. Mine storesøstre og mine forældre sad rundt omkring efternøleren, der havde travlt med at pakke gaver ud. Tekno-biler, fodboldstøvler, KB-trøje, modeltog fra “Märklin” m.m.
I skoletasken en stor pose flødekarameller (det var mens, der ikke var nogen, der blandede sig i det,) og i skolen manden i centrum, flankeret af mine to bedste klassekammerater, mens der blev sunget fødselsdagssang. Hip Hip Hurra!
Bagefter hjem til fødselsdagsselskab med skolekammerater og andre børn fra gården – altså ikke en landbrugsejendom, men et sted bag ejendommen, hvor vi boede, hvor vi legede mellem tørresnore, græsplæner (der ikke måtte betræde, cykelstativer m.m.
Traktementet: Først kakao med flødeskum og boller – (ikke rug- surdejs eller gulerodsboller, ganske almindelige boller med drittelsmør fra ismejeriet længere nede ad gaden.)
Bagefter sodavand, lagkage og slik i rigelige mængder og leg og tumult.
Om aftenen besøg af onkler og tanter og flere gaver. Sikke’ en dag – jeg husker, hvordan fødselaren stort set ikke var til at drive i seng. Hvert minut af denne dejlige dag skulle udnyttes.
Det værste var, at der derefter var et helt år tilbage, før der kunne fejres fødselsdag igen…
21. marts. Datoen har naturligvis en særlig klang i mine øren, ligesom læserne har det med deres fødselsdato.
I dag har fødselsdagen imidlertid ikke samme betydning. Dels er der kun den ene søster tilbage, dels ved jeg ikke, hvor mine legekammerater fra Nørrebro er – og onklerne og tanterne er her heller ikke mere.
Det værste er næsten, at gaverne er blevet kedeligere – det var sjovt at få modeltog, Tekno-biler og fodboldstøvler. Nu får man bøger, der skal byttes, trøjer der er for små og vine, man ikke drikker. Misforstå mig ikke – alle gaver er givet i bedste mening.
Til gengæld kan jeg se tilbage på at have fejret fødselsdag mange steder i verden. Engang i et baglokale hos en mexicansk frisør i Tijuana med Tequila, engang i en træhytte i Sibirien med vodka, engang i Kenya med søde kartofler og lunken øl, engang i New Zealand på værtshus i Auckland, engang i Cambodja med spandevis af Anchor-øl, engang med gedehyrder i Marokko. De sagde dog ikke Hip Hip!
Spændende har det været, men med de mange fødselsdage er alderen selvsagt fuldt med…
Men der er stadig nogen – og tak for det – der siger Hip Hip Hurra!
Men Tekno-bilerne, dem kommer der ikke flere af…
God weekend – især til alle de andre, der har fødselsdag i dag!
