Hestehviskeren fra Aakirkeby

Historien om den syv-årige travhest Barske M, der forleden vandt Bornholms bedst betalte travløb “Calles Cup” minder om filmen “Hestehviskeren” med Robert Redford i hovedrollen. En virkelig historie fandt sted i Aakirkeby og her blev hovedrollen blev spillet af 22-årige Simone Lindevang, der forvandlede en overvægtig og utrænet hest til en hurtig travhest…

Simone Lindevang med sin ven – travhesten Barske M (Foto: Torben Ager)

 

I 1998 blev den halve verden begejstret over den amerikanske film “Hestehviskeren” med Robert Redford i hovedrollen. Det var den første film, han både instruerede og spillede hovedrollen i – og filmen blev modtaget med åbne arme af kæmpe publikum – og nomineret til flere Golden Globe Awards.

Forleden var der også både roser og en kontant pengepræmie, da den syvårige travhest Barske M kom ind over målstregen på Bornholms Brand Park som den første hest i Bornholms bedst betalte travløb, “Calles Cup”, der indbragte en førstepræmie på 30.000 kr.

I sulkyen sad den erfarne kusk Bette Finne, og travpressen skrev imponeret over, at en hest kunne vinde dette løb i sin blot tredje start. Det er naturligvis også blevet bemærket, at hesten først er debuteret i slutningen af sjetteårs-sæsonen.

 

Spændende som filmen

Historien om Barske M er imidlertid næsten lige så spændende som historien i den amerikanske film.

Her spiller Robert Redford den erfarne “hestehvisker” Tom Bokker, der er kendt for at havet godt tag på vanskelige heste. En teenagepige har været ude for en alvorlig ulykke på sin hest, Pilgrim – og både hest og pige har svære mén efter ulykken. Pigens mor transporterer hest og pige til Montana – og så er det Toms opgave at få skik på både hest og pige.

I Aakirkeby er historien ikke helt den samme, men på visse punkter kan den nu alligevel godt sammenlignes.

 

Simone fik en ny ven

Syvårige Barske M er opdrættet af Kurt M. Hansen i Olsker, men denne solgte hesten, da den var halvandet år, til en træner på Charlottenlund Travbane. Hesten begyndte at vokse og skulle derfor “hjem” til Bornholm på ferie, men her fik den en skade i folden, hvor den trådte en hudlap af, og ejerne i Charlottenlund var ikke interesseret i at få den tilbage til Lunden. Herefter har Barske M fristet en stilfærdig tilværelse som hyggehest på Bornholm.

Her kommer den 22-årige social- og sundhedsassistent, nybagt endda, Simone Lindevang fra Aakirkeby ind i billedet – og ind i Barske M’s liv.

Hun er vokset op med heste hos sin familie. Farmand er den tidligere amatørkusk “Jønne” Christensen, Aakirkeby, brormand Tino har kørt ponytrav – det samme har Simone gjort, siden hun var 11 år.

Simone kørte ponytrav i nogle år, så tog hun en pause – men heste og trav, det kunne hun ikke undvære, og få år efter sad hun i sulkyen igen.

 

Fandt en overvægtig hest

Hun lånte hesten “Shiny Ice”, men da dette samarbejde stoppede, faldt hun tilfældigvis i snak med Kurt M. Hansen på travbanen og han foreslog, at hun komme ud og besøge Barske M. Det var måske noget for hende at træne den?

Simone Lindevang glemmer ikke, da hun første gang kom og besøgte Barske M:

“Der var ikke meget barsk over den, den var meget overvægtig og slet ikke i træning til travløb”, siger hun med et lille smil.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Barske M med Bente Finne løber. ind over målstregen som overlegen vinder af “Calle Cup”. (Foto: Torben Ager)

 

Alligevel begyndte Simone at køre med hesten. Stille og roligt, dag efter dag – og i de næste måneder kørte de to sammen på en græsmark.

Barske M begyndte at smide kilo efter kilo – og pludselig kunne Simone mærke, at der var andet og meget mere i barske M end en tilværelse som hyggehest.

“Ja, jeg plejer at sige, at den virker ret autistisk. Den skal i alt fald trænes på en speciel måde…”

Efter Kurt M. Hansens råd fortsatte Simone med intensiv træning, men en dag blev det for meget for Barske M. På en tur i skoven smed den simpelt hen Simone ud af sulkyen – og faldet var så hårdt, at hun pådrog sig en hjernerystelse.

Hesten fortsatte turen på egen hånd. Den løb de 20 kilometer ind til Rønne, inden den endelig lykkedes for Simones kæreste Frederik West at få kørt hesten op og beroliget den så meget, at den lange tur kunne slutte. Simone formoder, at der måske var lidt vrøvl med det højre forben i forbindelse med den gamle skade. sammen genoptog de dog træningen, og tre dage før hesten skulle debutere på Bornholms Brand Park, mødte Simone op og købte Barske M, som hun nu ejer sammen med sin far og sin kæreste.

Barske M får massage

Og forleden kom den højest overraskende belønning for det møjsommelige slid mellem hest og træner: Barske M vandt “Calles Cup”, nærmest  efter en lille opvisning på sidste runde og modtog fortjent publikum hyldest og de 30.000 kroner i førstepræmie.

“Det var naturligvis en skøn fornemmelse at se hesten løbe ind som vinder”. Den aner formentlig ikke, hvad den foretager sig på banen, men den vandt jo og det er det vigtigste”, siger Simone med et stort smil.

I sulkyen sad som nævnt den erfarne kusk Bente Finne.

“Barske M kræver en rutineret kusk, og der er Bente langt den mest erfarne af os. Men om et par måneder skal min kæreste og jeg overtage min fars hus, fordi han flytter ind til Rønne. Så får jeg hentet Barske M hjem og stå hos os, og så er det min plan selv at køre ham. Måske endda allerede i denne sæson”, slutter den dygtige travtræner.

Og så er Barske M i øvrigt begyndt at få massage, ligesom flere erfarne hestefolk holder øje med dens højre forben. Det løb fint i tirsdags…

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?

Klassisk klaver i Rønne

MUSIK: Pianisten Mads Damlund spiller klavermusik af den  østrigsk-ungarske komponist og klavervirtuos Franz Liszt i Skt. Nicolai Kirke fredag 12. april   Af Lene Dam

Læs mere »