Han strittede imod til det sidste…

Der er nogen forvirring i denne tid, hvor coronaen har gjort folk rastløse og usikre omkring det sexuelle. I radioens program 1 hører jeg en dame sige, at man skal onanere en gang om dagen. Hvis man gør det med stor kraft, får man samtidig forbedret konditionen – og humøret.

På dagbladet B.T.s hjemmeside læser jeg, at et firma de sidste måneder har solgt så mange dildoer, at de vil strække sig over 14 kilometer, hvis de blev lagt i forlængelse af hinanden. Så er det, at jeg spørger: Hvad er der i vejen med økologiske agurker – har vi helt glemt kampen for et bedre klima? Og endnu et spørgsmål: Hvor står manden i det billede? I forvejen er han stresset for at følge med i rotteræset på arbejdsmarkedet, og hjemme er der en kvinde, der kræver sit, agurk eller ej, og ikke altid forstår mandens fortvivlelse, når han ikke kan præstere

Jeg tænker tilbage på min egen tid som ung ægtemand. Min kone og jeg købte – før vi blev gift – 1. januar 1965 et nyt hus – udbetaling 25.000 kroner (ja det er mange år siden). Vi besluttede, at vi lige kunne klare terminerne, hvis vi ventede fem år med at få børn. Tre uger efter indflytningen meddelte min kone, at hun var gravid: Jeg troede ikke mine egne ører, da hun sagde: ”Gud jeg mente, der skulle mere end en gang til!”

Årsagen til hendes uvidenhed var den seksualundervisning, vi ikke fik i skolen. Men det måtte vi tage i stiv arm. Tre måneder senere blev fruen knækket sammen i rundbuestil ved alteret i Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro. Hun gav mig sit ja, og så ventede vi ellers med at få den datter, der i dag er 55 år. Men på grund af morens uvidenhed burde hun være fem år yngre dags dato…

Havde nettet eksisteret, kunne vi måske have trykket os ind på ”Apomeds.com” og fået et godt råd. Det er et firma, der tager sig af alle seksuelle spørgsmål og bl.a. vejleder nutidens unge mænd, der ikke kan præstere.

Firmaet forlanger dog, at man udfylder et spørgeskema som passer til den ønskede medicin. Skemaet bedømmes af en læge, og kunden kan derefter foretage de korrekte indkøb. 24 timer efter ligger varen i postkassen.

Og så skulle der igen blive glæde i det lille hjem, og man sidder næsten og få lyst til at indsende en medicinsk rapport til firmaet.

Nu har jeg i min alder ikke lyst til at udforske – det har jeg gjort tilstrækkeligt i mange år. Og dog kunne det være interessant at se virkningen med en Viagrapille. Det ville dog være skrækkeligt, hvis forsøget gik i baglås, og jeg resten af mine få dage her på jorden som en anden Dillermand løb rundt med en strunk begejstring. Det ville sætte bedemanden i forlegenhed, når han skulle skrue låget på kisten.

Ekstra Bladet vil med garanti i nekrologen om deres tidligere medarbejder (1970-77) skrive: ”Han strittede imod til det sidste!”

Jeg må hellere knappe en øl op og se, om der er en genudsendelse i tv med Otto Leisner. Der er vel andet her i livet end sex at beskæftige sig med, om end jeg ikke kan komme i tanke om, hvad det skulle være.

 

 

 

Fik du læst?