Foråret nærmer sig så småt, og dagene bliver lysere. De mindste børn er på vej ud i verden igen efter en tid bag hjemmets tykke vægge.
Men men men…Udover den utryghed, som virussen har skabt, er Coronarytmen også blevet en komfor zone for dem, der ligeså stille er blevet lullet ind i tilværelsens ulidelige lethed, ved at slippe ansvaret og kun handle efter anvisninger.
Mange mennesker skal tilbage til arbejdspladserne, hvis de stadig har én, kun for at møde ind til chefer, der under krisen har indset, hvor meget kontorleje og kantinepersonale, der kan spares, ved at lade folk arbejde videre hjemme fra kælderarbejdspladsen, isolerede eller ej. Nye tiltag og ændringer på godt og ondt står i kø for at blive implementeret, om vi orker det eller ej.
Bunken af nyligt udgivne bøger til omtale, hober sig op foran mig i en bred vifte af børnebøger, skønlitteratur, hobbybøger og ikke mindst selvhjælpsbøger, der truer med at guide os frem mod kunsten at være livsglad med vilje og som gør det mega svært at opretholde pessimismen og surmule i fred – uden at få dårlig samvittighed over at hjælpen er nær, bare man rækker ud efter den.
Alle ved nok, at vores hjerner helst vil holde os, hvor vi er trygge, også selvom det er sundt og udviklende at træde ud i noget, som vi ved første indskydelse ikke har lyst til, for det udfordrer os og kræver energi at lave om på adfærd og vaner.
Derfor har jeg besluttet mig for at være sur for en sikkerheds skyld, indtil jeg har læst bøgerne og ikke længere kan være andet bekendt, end at tilslutte mig begrebet positiv psykologi. Muggekulturen er trods alt det sidste strå, vi har at klamre os til i det isolerede fællesskabs ånd nu, hvor VM er slut og vi ikke længere kan skrive til landsholdstræneren med fif til holdopstillinger og andre gode rå.
Det flytter fokus tilbage til os selv – hvilket ikke er rart. Så er det nemmere at komme i tanke om alt det, der er de andres skyld. Coronaens, statsministerens, hjemmeskolens, fuckfinger-Dubai-danskernes, og ikke mindst svenskernes, fordi de lukkede for gennemkørsel lige op til jul, så vi måtte trækkes med Køge-færgen. Noge, vi heldigvis hævnede i søndags ved at tyre dem ud af Cairo. Præcis som Mette F tog hævn over kendisserne ved at lukke landet og erstatte flyvninger på første klasse med togture på economy.
Men som sagt er jeg lovligt undskyldt, for jeg har ikke nået at læse andre bøger, end den nye “Vitello går vildt meget i skole” – hvilket han jo i øvrigt må siges stadig at være vildt meget alene om.
Derfor fandt jeg mig også fuldt ud berettiget til – bogstaveligt talt- at sladre til 4.d´s lærer online, da jeg skulle hjælpe min ti-årige datter med matematik og hendes eneste gruppekammerat – en anden ti-årig pige – var så strid at skrive midt på det fælles opgavedokument, at hun gik ud fra, at min datter selv lavede alle opgaverne og afleverede dem på begge pigers vegne, fordi hun hellere ville bage pandekager til sig selv…
Voksent og ansvarligt skrev jeg pænt til barnet, at det ikke var dét, der menes med gruppearbejde, og at hun ikke var fritaget for at løse opgaverne i samarbejde med min datter, hvortil hun gudhjælpemig skrev: Jah jah tro på det…
Mig til tasterne med besked til læreren: Anne-Dorte, jeg vil lige sige at Clara altså ikke har lavet nogen af opgaverne sammen med Fine i dag, fordi hun hellere ville bage pandekager. Anne-Dorte: Ok tak. Det er ikke særligt pænt af hende. Men det er heller ikke pænt at sladre…
Hmmm. Jeg siger bare, at der også er en tid efter Coronaen, så vi må ikke glemme alle de andre ting,vi også plejer at være sure over sammen. For eksempel, de nye katamaranfærger – og ja, jeg skriver nye, for herovre skal man være tredje generations katamaran, for at blive anset som andet.
BAT-bussernes køreplan og dem, der larmer på knallert, må vi også huske at være utilfredse med, uanset hvor meget de så i øvrigt anstrenger sig for at passe ind. Heldigvis, kommer der også nyt til, såsom de bornholmske politikeres indbyrdes mudderkast med borgernes millioner og det uretfærdige i, at Sønderborg kommune har foræret deres pædagoger 800 voksenflyverdragter, mens vores er overladt til at bekæmpe kulden på legepladserne, med varmen fra et bål og selv finansieret uldent undertøj.
Meget apropos, er den Københavnske modeuge i fuld gang med fremvisning af næste efterårs, lune garderobe. De fysiske modeshows er afløst af visionære kortfilm på en digital platform, og de præsenterede kollektioner bærer stærkt præg af, at designernes inspiration denne gang ikke er hentet i de pulserende storbyers diversitet. Faktisk udtaler flere af dem, hvor befriende det har været, at skabe nye udtryk baseret på gamle indtryk omkring dem hvilket i nogle tilfælde ikke kan afvises, at være hengemte barndoms-skatte fra en skuffe, eller noget, man ikke ved hvordan er havnet på sin afdøde fætters gård på Falster.
Men pyt. Mode eller ej. Nu ved vi jo, at det ikke er dét, vi kan købe os til, der er det dyrebareste at eje.
I øvrigt er klimaet på mode, så hvorfor ikke bare finde en strik i brun eller kulørt på genbrug? Hvis du bærer den med overbevisning, er der ingen der kan se forskel alligevel…
