Sådan råber den bibelske salmedigter i kap. 44 vers 24:
”Vågn op, hvorfor sover du, Herre? Stå op, forstød os ikke for evigt! Hvorfor skjuler du dit ansigt og glemmer vores nød og trængsel!”
Det er et fortvivlet menneske, som udtrykker sig sådan. Et menneske, som oplever, at Gud ikke hører bøn på den måde, vedkommende ellers havde ønsket det.
Gud er ligesom fraværende, og der ligger forfærdelige lidelser bag de meget ærlige og bebrejdende ord.
Hvis man tror, at Bibelen kun indeholder kønne historier om Guds godhed og om fantastiske svar på bøn, så tror man fejl.
Bibelen er fyldt med skildringer af det menneskeliv, som mange af os kender næsten alt for godt.
Der er mange – også i vores dage – som udtrykker sig som den skuffede og fortvivlede salmedigter. Nogen forkaster endda enhver form for tro på en kærlig Gud, når de er i den tilstand af dyb smerte og ulykke.
Bibelen forekommer mig igen og igen så utrolig troværdig, for den rummer alle former for menneskelige følelser – glæde, fred, fortvivlelse, tro og rigtig meget andet, som vi kender fra os selv eller andre.
Hvad er det så, der gør, at vi alligevel ikke kan leve uden at tro på en kærlig Gud, som kom til jord for at sprede kærlighed og tilgivelse til os gennem sit liv, sin lidelse, død og opstandelse?
I mit liv har jeg både oplevet virkelige svar på bøn; oplevet guddommelige helbredelser; mærket Guds kærlige nærvær; hans forunderlige plan for mit liv; set, hvordan han har hjulpet andre gennem bøn til Gud for dem; ja, der er egentlig ingen ende på, hvad jeg synes, jeg har lært om den Gud, som jeg ved, jeg kan stole på i liv og i død.
Samtidig har jeg også oplevet, at der ikke har været svar på bøn, men at sygdom, smerter og problemer har stået i kø for at tage modet fra mig eller fra dem, jeg holder rigtig meget af.
Jeg har aldrig selv været forfærdelig fortvivlet og har ikke kendt til at mene, at Gud sover sig fra sit ansvar overfor os mennesker, men jeg forstår alligevel ind imellem, når jeg tænker på andre, den afrikanske kvinde, som engang sagde:
”Jeg tror dig, Gud, men jeg forstår dig ikke!”
Teolog Leif Andersen bruger i sin bog ”Gud, hvorfor sover du?” følgende eksempel:
Her genfortalt i kort form:
En præst kommer ind på sin datters værelse og ser et broderi, som datteren er ved at lave. Det ser rodet og tilfældigt ud, og der er ligesom ingen mening med hendes arbejde. Han ber sin kone om at hjælpe datteren, for det er tydeligvis en julegave. Men da gaven bliver åbnet juleaften, ser faderen det samme.
Broderiet er endnu mere rodet end før. Han takker naturligvis for gaven og virker overrasket, hvorpå datteren begynder at grine: ”Jamen far, det er jo bagsiden, du ser på. Broderiet er på den anden side.”
Og Leif Andersen skriver:
”Vi ser Guds plan fra bagsiden.” – ”Vi ser det hele fra vrangen, hvor trådene i Guds billedvæv virker som én katastrofal forvirring – disharmonisk, formålsløs og svimmel.”
”Først når væven er standset,
Og skytlen holdt op med at slå,
Vil Mesteren tage tæppet til side.
Først da kan vi for alvor forstå,
Hvorfor de gyldne tråde
såvel som de mørke bånd
begge var nødvendige for mønstret
i Mesterens kyndige hånd”
Peter Hansen Skovmose (1942)
De fuldstændige forfærdelige ting her i livet får vi sjældent svar på her i livet.
Fred i vores hjerter får vi først, når vi erkender, at der er mangt og meget, som ligger udenfor vores forstand, og at vi så derefter beslutter og hengiver os til troen og tilliden til den Gud, som vi kender fra Jesus.
Vi er i hans gode og kærlige hænder både i gode såvel som i onde dage.
Det er bestemt ikke ham, som sidder i sin Himmel og sender os de værste plager, sygdomme og lidelser ned over os.
Midt i det hele kan vi stole på Gud Fader, Søn og Helligånd.
Måske får vi en forklaring, når vi når til Himlen, hvor vi vil være befriet for al sorg, smerte og alskens plager, men mest sandsynligt er det, at vi der er ligeglade med at få svar på det uforståelige her i livet.
Det kan vel ske, vi spekulerer på, om vi bare er i tilfældighedernes spil, men vi lever i en forgængelig verden og en verden, hvor så meget er gået galt, og derfor får vi alle et og andet at slås med.
Vi bliver ikke forskånet for det svære, fordi vi tror, men vi tror, fordi vi ved, at Gud er midt i mørket, og han forlader os ikke, selvom alle andre måske forsvinder fra os.
Vi er elsket af Gud, og vi er her for at elske de mennesker, som vi møder på vores vej.
Må Gud give os sin Helligånd, så vi får øjne for det, Gud vil, vi skal bruge vores liv til, og måske er det også nok, at vi bare er!
Paulus siger det så stærkt, da han fortæller om det svar, han fik, da han bad Gud om at befri sig fra en lidelse, som havde plaget ham længe, og som fortsat plagede ham, selvom han havde bedt:
”Min nåde er dig nok, thi i magtesløshed udfolder min kraft sig helt.” 2. Korintherbrev kap. 12 vers 8.
Hverken du eller jeg får måske svar på lidelserne her i livet, men vi får styrken fra Gud til at bære, hvad der ligger på os.
Og når det er sagt, så må vi have lov til at fortsætte med at bede for hinanden, for Gud overrasker os ofte med et svar, som vi ikke havde regnet med. Han hører bøn, og der er ikke noget, som kan knytte mennesker sammen som det at bede for og med hinanden.
Måske skal vi til at bede meget mere for og med hinanden!
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
Pens. sognepræst
