Fredag 30. oktober – Absalons dag
Kong Davids søn fra det Gamle Testamente. Han gjorde oprør mod sin far og udløste en opstand, hvorunder han selv blev dræbt, fordi hans hår hang fast i et træ.

Fredagen starter skyet, ud på eftermiddagen kommer der regn af og til.
Temperaturen bliver omkring 10 grader.
Vinden tiltager og bliver jævn til frisk og drejer til syd og sydøst.
I aften og i nat lidt regn af og til, vinden aftager og bliver svag til let mest mellem sydøst og sydvest.
Bølgehøjden bliver omkring 1.4m
Luftfugtighed 94%
Lufttryk: 1014hPa
Uv index: 1
Vi siger tillykke til:
Jesper Jensen fylder 43 år – håndboldspiller og -træner, landstræner
Nikolaj Hübbe fylder 53 år – solodanser, balletmester, Vild med Dans-dommer
Jesper Lohmann fylder 60 år – skuespiller
Per Chr. Frost fylder 66 år – musiker, guitarist i Gnags
Christoffer Bro fylder 85 år – skuespiller, teaterdirektør
Hvad der ellers sket på datoen 30. oktober
2008:
For sidste gang sættes øl til brygning i Carlsbergs bygninger i Valby, hvor brygger Jakobsen for 161 år siden startede produktionen. Øllet er færdigt om cirka 10 dage.
2003:
Jacob Buksti, tidligere socialdemokratisk trafikminister, træder tilbage som næstformand i Færdselssikkerhedskommissionen. Det er kommet frem, at han ugen før blev noteret for at køre 173 km/t på motorvej.
1988:
Mere end 6.500 par fra Moon-bevægelsen bliver bunkeviet af sektens leder Sun Myung Moon ved en ceremoni i Koreas hovedstad Seoul.
1974:
Den amerikanske sværvægtsbokser Muhammad Ali genvinder sit verdensmesterskab ved en kamp i Zaire. Han slår George Foreman ud i ottende omgang.
1945 – 75 år siden:
Danmarks Kommunistiske Parti opnår 18 mandater ved det første folketingsvalg efter besættelsen. I 1939 havde de kun tre.
1918:
Slovakkerne siger ja til en union med tjekkerne under navnet Tjekkoslovakiet.
1890 – 130 år siden:
Afholdsforeningen Blå Kors bliver stiftet.
1864:
Danmark må afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til sejrherrerne Preussen og Østrig. Danmark mister næsten en tredjedel af sit areal.
1749:
Kong Frederik 5. nedlægger grundstenen til Frederikskirken i København. Efter vanskeligheder med økonomien bliver den først færdig i 1894, 145 år senere. Kirken er i dag bedre kendt under navnet Marmorkirken.