”Tempus Fugit” stod der med snørklede bogstaver på Bornholmeruret i mit barndomshjem: Tiden iler…
Og det skal jeg love for, at tiden gør.
Spørg dig selv: Hvad bestilte jeg sidste onsdag? Og de fleste bliver svar skyldig…
Men hvad bestilte du som barn?
Her kan de fleste lade munden løbe. Vi husker vores første kæreste, vores første skoledag, vores første dit og dat.
For drenges vedkommende, deres forhold kender jeg trods alt bedst, også den første cykel, den første knallert, den første bil…
Og for alles vedkommende…den første udlandsrejse.
For mit vedkommende var det naturligvis en tur til Sverige med Vikinge-Bådene, der for længst har sejlet deres sidste tur.
Men Sverige? Nej vel, ikke rigtigt udlandet.
For mig var den første store rejseoplevelse i øvrigt slet ikke til udlandet. Det var til Bornholm….
Det var som 11-årig, og jeg mødte frem på kajen i Havnegade i København en mørk aftenstund for at mødes med mine holdkammerater fra fodboldklubben B.1903.
Vi skulle til Nexø og spille en lille fodboldturnering dér.
Og vi glædede os…
Turen til Bornholm var en længere rejse for os. Sejlturen, om hvilken min storesøster havde jaget mig en ordentlig skræk i livet ved at fortælle om kæmpebølger og voldsom søsyge, varede hele natten. Og det var det gode skib Kongedybet, der transporterede os over Østersøen.
Det var første gang, jeg skulle afsted sådan på egen hånd, og på kajen vinkede mine forældre så voldsomt og så længe, at man skulle tro, der var tale om en immigration til Australien.
Tidligt næste morgen lagde skibet til kaj i Rønne. Hele holdet var oppe og stirrede spændt. Nå, sådan så Bornholm altså ud..
Jeg tænker på det, hver eneste gang jeg nu ankommer med en af Bornholmslinjens katamaraner.
Man kan dårligt nå at tjekke sine mails og få en kop kaffe, før sejlturen er slut.
Men dengang var det en laaang rejse.
Køreturen i bus til Nexø Boldklub var en stor oplevelse for os. Og jeg skal ikke glemme den formiddag på havnen i Nexø, hvor vi mødte lederne af Nexø Boldklub. Solen strålede – og jeg syntes, at Nexø var det bedste sted på jorden. Og jeg har stadig en stor kærlighed til Nexø…
Vi blev indkvarteret privat og her trak jeg det bedste lod: Jeg blev indkvarteret af en dreng, der hed Bjarne Hansen, der spillede for Nexø – og hvis far ejede hotellet på Torvet. Her blev jeg så indkvarteret – under bedre og mere luksuriøse forhold end vore ledere, vil jeg tro…
Jeg husker, at Bjarne forærede mig en fem-øre, hvorpå han med en blå tusch skrev ”B”.
Hvis du læser dette Bjarne, skal du vide, at jeg har mønten endnu…
Den korte tur til Bornholm var indledningen til et livslangt kærlighedsforhold til øen.
Og til Nexø Boldklub. Fik jeg sagt tak for turen, dengang?
Ellers gør jeg det nu…
