.jpg)
Det forholder sig således, at undertegnede – fra tid til anden – viser mine landsmænd rundt i det sydlige England, fortrinsvis i grevskaberne Devon og Cornwall. De er de sydvestligste af de ceremonielle grevskaber – og meget smukke. Men der er også administrative grevskaber, og jeg skal ikke ved denne lejlighed definere forskellen heri, dels fordi det er kedsommeligt, dels fordi jeg aldrig selv helt har forstået den…Endelig er det heller ikke helt nemt at finde ud af hvor mange, grevskaber der i grunden er, fordi – ja, det må De selv finde ud af.
***
Men i dag er det heldigvis også kun Devon og Cornwall historien handler om.
Begge er meget smukke områder, og tilhører begge mine favoritområder i det mærkelige land, der for nylig valgte at forlade os andre i EU. Det betyder besværligheder for alle os, der kan lide landet, omend de største vanskeligheder tilsyneladende er i vente.
Det skal dog ikke ændre ved min kærlighed til The United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland, som stedet officielt hedder. Og for det ikke skal være løgn, er der også forskel på United Kingdom og Storbritannien, der begge inkluderer England.
Men nok om alt det forvirrende, der stadig er forbundet med dette dejlige sted og nu i stedet til mærkværdighederne:
Mest underholdende er det at læse om disse i journalisten Henrik V. Ringsteds fortællinger fra det England, som han elskede, og hvorfra han rapporterede til et dansk dagblad.
Trilogien »En have i London«, »London Mosaik« og »London i lup« bør stå i alle anglofiles reol, for bibliotek er i dag kun noget, der findes i kommunalt regi, i tv-serien »Downton Abbey« og i Hendes Majestæt Dronning Margrethes boliger. Længe leve dronningen, i øvrigt. Det hører med til det anglofile at hylde kongehuset, heri har jeg et problem, men det må jeg lære at tumle med.
Ringsteds fortællinger er ganske vist nedfældet fra dengang, jeg var dreng, og det var, mens tv-udsendelser blev vist i sort/hvid, så ved De det.
***
Det ændrer ikke ved, at Ringsted fuldstændigt spotter den engelske mentalitet, der i alt fald var engang, og som stadig er, som det videre vil bevidne.
Det er vist ingen hemmelighed, at englænderne er glade for en kop te. »A nice cup of tea« har været en del af den engelske dagligdag, ja – næsten siden den portugisiske Catherine af Braganza, ankom til Portsmouth i 1662 for at blive gift med Charles II. England er på femtepladsen i lande, der drikker mest te. Mest te-drikkende land i verden er Tyrkiet. Vidste De ikke det?
Og lige så naturligt er det at spise sandwich eller scones hertil.
Jeg sætter særlig pris på en Traditional Devonshire CreamTea, der serveres overalt i grevskabet.
Den består af te (sædvanligvis Tetleys Tea, en klassisk, helt almindelig sort te) samt to scones med jordbærsyltetøj og clotted cream (stivnet fløde).
Præcis hvordan man spiser sin scone afhænger af, om man holder med Cornwall, (der dikterer syltetøj først, og så clottedcream ovenpå, eller om man hepper på Devon, der lægger et lag clotted cream under syltetøjet.
Det er en ting, man går meget op i, rigtig meget endda. Og hvis De kan tie stille med det, så foretrækker jeg Devon-versionen.
***
Jeg bryder nemlig sammen og tilstår, at jeg i dette spørgsmål hyler blandt de ulve, jeg er i blandt. I Devon ryster jeg på hovedet af skikken fra Cornwall, mens jeg ler hjerteligt i Cornwall, når de taler om de smagsløse mennesker fra Devon. Men jeg tager aldrig fejl af, hvor jeg befinder mig i denne situation. Aldrig!
Da den daværende premierminister David Cameron engang var på kampagneturné i Devon, lykkedes ham at postulere at Devon kører syltetøj først, dernæst clotted cream, og da han blev mødt med dyb tavshed, fortsatte han på smukkeste vis: “Det smager jo alligevel ens.”
Bam, velkommen på forsiden.
Det var ikke den eneste gang han dummede sig i øvrigt. Men hvad kan man forvente af en mand, der ikke kender denne forskel?
