.jpg)
Det hænder, at nogen nyder at udvise ydmyghed, så alle kan fyldes med beundring, og vi ser det spredt på de sociale medier, men i så fald drejer det sig langt fra om ydmyghed. Det er kvalmende og støder bort.
Jeg bliver altid betænkelig og skeptisk, når nogen siger om sig selv: ”Jeg er ydmyg!”
Det er Palmesøndag denne søndag. Jesus viste sand ydmyghed. Han kom ikke farende på en krigshest. Han kom med fred. Det viste han ved at komme ridende på et æsel.
Mon ikke alligevel der var noget god humor i det, selvom det var et stærkt signal om den fred, Jesus vil skænke os i vore hjerter.
Folk havde dog ventet noget andet. De ønskede krig mod de romerske besættere, og de troede, Jesus skulle være deres anfører i krigen.
Det overraskende er, at de tog imod ham. De jublede. De råbte ”Hosianna!” Det betyder ”Frels dog!”
Jesus havde sand X-factor (vi har jo lige oplevet X-factor finalen på TV), og som ved finalen regnede det ned over ham – ikke med konfetti – men med glædesråb og viften med palmer, men også med en ganske relevant bøn: Frels dog!”
De anede bare ikke, hvad Jesus stod for, men han var sand ydmyg. Der står, da han kom nærmere byen, at Jesus græd. Han vidste, at deres jubel ville ændre sig, men han hånede dem ikke for deres jubel, som han sikkert allerede vidste ville ændre sig til et grusomt råb!
Langfredag råbte de nemlig i stedet ”Korsfæst ham! Korsfæst ham!” Det var sikkert de samme mennesker, der før tiljublede ham, som nu havde vendt sig imod ham.
En skrev et sted:” Der er store mænd, der får alle til at føle sig små. Men sand storhed består i at få alle til at føle sig godt tilpas!”
Sådan var Jesus. Det må enhver leder tage til sig og handle efter. Jesus fik folk til at føle sig godt tilpas. Han var ikke en folkeforfører. Han ledte med kærlighed og humor og akcepterede dem, som de nu engang var. Sådan gør han også nu med os i dag..
Sikke en fest palmeoptoget bragte med sig – smil, latter, fællesskab og dans var der nok også, og de jublede!
Magt er farligt, med mindre du har ydmyghed.
Den nu afdøde sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu skriver: ”Humor kan hjælpe os til at bevare vores ydmyghed!”
”Uden ydmyghed fylder egoet det hele, og medmennesket reduceres til en genstand eller et middel til egen vinding!” sagt af Jacob Birkler, filosof og forfatter.
Det er desværre, hvad der sker, når stærke mennesker/ ledere uden ydmyghed påvirker os til både jubel og til ondskab.
De folk Jesus indtog i Jerusalem, var jo netop mennesker ligesom os. Begge gange lod de sig rive med. Det kan også ske for os.
Det kunne være gået rivende galt, men Jesus var ydmyg og bragte glæde med sig på sin vej.
Men der er stærke personligheder, som mangler ydmyghed. Magtmennesker, som vi bliver grebet af. De er ofte charmerende. De taler os efter munden.
De får os til at føle os betydningsfulde. De siger med deres hele væsen. ”Jeg er jo ydmyg. Hvem er du? Du er heldig, du kender mig!”
”Den værste form for pral, jeg ved, er pral af min beskedenhed.” sagde min mor altid.
Alvoren går op for os, når stemningen vender. Pludselig vender magtmennesket sig imod os. Måske gav vi udtryk for en uenighed, og pludselig viste hovmodet sig, og vi føler os ydmyget, trådt på, og vi får at vide, at vi intet betyder, og at vi gør alting forkert.
Pludselig ser vi et mere sandt ansigt. Og hvis vedkommende får modstand, så er han eller hun pludselig et ”uskyldigt offer”, som appelerer til vores medynk. Og vi fristes til at overgive os igen, for vi bliver endnu engang forført. Hvorfor er alle så hårde overfor ham eller hende?
Sådan var/ er Jesus ikke. Han røbede ikke, at de ville vende sig imod ham nogle dage senere. Måske vidste han også, at de inderst inde mente deres råb om frelse.
Da han Langfredag hang på korset – ganske uretfærdigt dømt – så bad han: ”Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!”
Tænk, Jesus så bagom den ondskab, som han blev ramt af. Jesus bar ikke nag.
Inden næste søndag har vi oplevet Langfredag. Det er dagen, hvor Jesus gik i døden for os. Vi fik hans fred, og han tog vores skyld og skam! Sikke et bytte!
En stille med velment opfordring:
Giv dig tid til at følge påskens drama. I mange kirker er der Skærtorsdag måltidsgudstjenester! En oplevelse ikke mindst der, hvor et måltid udover nadveren er indlagt i en gudstjeneste i selve kirkerummet.
Langfredag er en stille, alvorsfyldt dag, men glædelig med budskabet om tilgivelse og frelse, og de to påskedage jubler vi over opstandelsens virkelighed både over Jesus, som opstod fra de døde, og det at der venter os et Liv efter døden!!
Glædelig påske – og gå ikke glip af selve højtiden i vore kirker!
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
.gif)
