.jpg)
Jeg var i god tid, forleden, da jeg skulle hente to gode, marrokanske venner i lufthaven i Kastrup.
Det skulle vise sig, at være en rigtig god beslutning at komme til lufthavnen i god tid. For normalt er jeg lige så stresset som andre flyrejsende, når jeg ankommer til lufthavnen. Der findes næppe noget sted i verden, hvor der er så mange forjagede og stressede mennesker som i en afgangshal i en stor lufthavn.
Faktisk er mylderet af forjagede – og nogle gange næsten paniske mennesker – så fascinerende, at man burde tage ud i lufthavnens afgangshal engang i mellem og opleve hele scenariet på første hånd – uden selv, vel at mærke, at sidde med boardingkort, pas – og spørgende øjne. “Hvad, flytter de gaten…????”
En udsøgt, men noget selvisk fornøjelse, gerne ledsaget af en god kop kaffe og en croissant, som kan nydes i ro og mag.
Hvis man har råd. En lille, meget lille, kop kaffe koster over 40 kroner og med en croissant løber det naturligvis op. Der er kun een underskyldning for lufthavnens helt ublu priser: Butikkerne skal betale en skyhøj husleje.
Men lad det nu ligge, i dag handler det ikke om priser, ikke om afgangshallen, men om ankomsthallen, hvor jeg som nævnt befandt mig forleden dag.
Det er længe siden, jeg har været i afhenterens rolle, så jeg benyttede lejligheden til at se mig omkring. Og hvilket skue: Jeg stod blandt glade og forventningsfyldte mennesker, flere i hele familier, hvor far og mor, søskende og en kæreste ventede på Phillip, der havde været nogle måneder i Fjernøsten.
Dannebrogsflag og glædestårer var parat – og da Phillip trådte ud fra toldkontrollen, kendte glæden ingen grænser. Farmand lidt afventende i baggrunden, parkeringen er heller ikke billig i lufthavnen. “Skal vi se at komme hjemad…?”
Og det er sjovt at betragte alle de mennesker, der kommer ud: Her er den travle forretningsmand, der i en for lille jakke, spidse sko og men mappe i hånden målrettet spadserer gennem ankomsthallen. Ud til parkeringen, hvor den sorte Audi holder.
De to kvindelige, kinesiske studerende, der pludrende kommer ud – tilsyneladende helt uinteresseret i de mange ventende udenfor: Deres far og mor er her ikke, det ved de…
De fire let overrislede og overvægtige mænd, der har været en tur i Prag…”Tak for turen, gutter…”
Ungkarlen, der trods dansk vinterkulde, præsenterer sig i shorts og blomstret skjorte efter tre uger i Thailand.
Manden, der hastigt bevæger sig mod udgangen, fumlende efter en cigaret i frakkelommen.
Den kølige og arrogant udseende yngre kvinde, der i støvler og modefrakke med faste skridt og tilsyneladende uden at ænse noget omkring sig går mod Metrostationent. Andre mennesker interesserer hende ikke…tilsyneladende.
De to veninder, der i hvide t-shirts og solbrune over det hele, grinende og med hinanden om halsen leder efter familien efter den obligatoriske udlandsrejse efter studentereksamen. Familien er nemme at finde – de står med et stort skilt: “Velkommen hjem, Kristina og Sigrid…”
“Aj, Kristina tabte sin telefon på Golden Gate Bridge…”
Høje fnis – og bekymret mine hos forældrene. “Der er vel ikke sket jer noget…”
Og så til sidst det smilende og højt talende SAS-crew, alle i blå uniformer, to herrer og tre kvinder – alle med ens kabinekufferter.
Joh, der er nok at se på, mens man venter i den ankomsthal, hvor gensynets glæde for alvor er herskende.
Men nu kommer mine to marrokanske venner.
“Welcome to Copenhagen…”
– og god weekend, for resten…
.gif)
