Gæsterne strømmede til Middelaldercentret i påsken

AKTIVITET: Bornholms Middelaldercenter fik det flotteste påske-besøgstal i 16 år.

Der var flot besøg i Middelaldercentret i påsken

 

Kort efter Bornholms Middelaldercenter åbnede Påskelørdag, blev det en kendsgerning, at flere gæster havde besøgt centret end i påskeugen 2019, og dermed var de flotte tal fra dengang slået.

Dermed var det flotteste besøgstal i 16 år en realitet. Det fortæller en glad direktør Jane Lindedam, der næsten ikke kan få armene ned.

“Vi har været heldige med et flot vejr det meste af påsken, og kombineret med et godt program har det betydet at både turister, men også mange bornholmere har besøgt centret. Også Middelaldercentrets tilbud om rundvisninger på Hammershus og i Østerlars Rundkirke har været pænt besøgt, ligesom flere valgte at tage på den populære Skattejagt rundt på øen,” fortæller hun.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Middelaldercentret var et populært udflugtsmål i påsken.

 

Jane Lindedam fortsætter: ”Der har været stor interesse for børnenes æggejagt i påsken, og de populære guidede rundture med centret formidlere, samt bueskydning og kanonaffyringer. Mange har besøgt de arbejdende værksteder i landsbyhusene som var bemandet med vores fantastiske vennekreds, som gør et stort arbejde hele året. Der har også været flotte opvisninger fra kampgrupperne, og fra gøglertruppen Trup Ting Tang.”

Populære sørøvere
En aktivitet var dog særlig populær i påsken. Forrige år påbegyndte centret en ny satsning om Sørøvere i Østersøen i Middelalderen. I påskeferien var det derfor muligt at komme på Sørøver skole med skipper Michael, og mange har lært at sætte sejl, at skyde med armbrøst, at spise saltet fisk, og fået et kaperbrev, så de kan søge hyre på et sørøverskib. Skipper Michael fortalte historier fra midten af 1400-tallet, hvor han selv var sørøver.

Mordet på Oluf
På den tid blev Oluf Skanke myrdet i Bergen i Norge (på dette tidspunkt hørte Norge til Danmark). Oluf Skanke var kongens høvedsmand, altså ham, der bestemte, når kongen ikke var der. I Bergen var der jævnligt ballade med tyske købmænd, og de havde i en konflikt dræbt Oluf og en del andre vigtige mænd. Olufs børn, Magdalena Olufsdatter og Axel Olufsson, forsøgte at få erstatning for mordet på deres far – men sagen strandede. Derfor måtte de selv sørge for at få hævn. Og mere præcist: få økonomisk erstatning. Så Magdalena og Axel hyrede bl.a. en flok krigere til at skaffe deres erstatning.

(Artiklen fortsættes under billedet)

To friske middelalderdamer.

 

Direktør Jane Lindedam håber at påskens flotte besøgstal vil fortsætte i resten af 2023. Centret er nu lukket indtil åbningsdagen lørdag 6. maj, hvor centret igen i år har valgt at tilbyde gratis adgang. Centret har dog frem til 6. maj åbent for grupper, der ønsker at booke forskellige forløb.

”I mellemtiden gør vi god brug af tiden frem mod åbningen til at forberede et par nye formidlingsstationer, og forhåbentlig en ny type familieshow til sommeren”, siger Jane Lindedam afslutningsvis. Sæsonen slutter 30. september, men der vil være åbent i efterårsferien og til julemarkedet.

Seneste artikler

Fik du læst?