Fuck dating – mand søges!

Fuck datingsider, mand søges!

Den kvinde, der tør skrive sådan en efterlysning på sin bil, har en anseelig størrelse nosser  – ja, undskyld mig…

(Virker det i øvrigt? Hvis der kommer flere henvendelser end du kan håndtere, så ring..! )

Nu har jeg, på et fire dages ophold, siddet måbende og lyttet til mine nogen-og- fyrre-årige, fraskilte veninders, Tinder-oplevelser. Ved morgenmaden, læste de op, hvad diverse mænd havde skrevet til dem i løbet af aftenen og natten, og ved aftensmaden fortsatte føljetonen, om alt hvad der var blevet sagt, gjort og set i løbet af dagen.

Jeg må bare sige: Vorherre bevares. Er det virkelig feltet – og det game man skal ud i ??? Hvad med NEJ! Det gør jeg simpelthen ikke. Jeg har kun haft fem mænd i min seng, i løbet af de sidste 20 år, og jeg er endda så pæn, at ingen af dem, har ligget der samtidig.

Min venindes veninde ringede så også, lige midt i en lækker capaccio, og spurgte, hvad det betyder, når der står FLR ved en mands profil…??

“Jamen, følger der ikke en ordbog med, når man køber et guld medlemskab, så man kan tyde folks profiler? Jeg spør´ bare… Jeg er så blond, at jeg seriøst troede at ”Dogging” betyder, at du godt kan lide at gå tur med din hund…

Det viser sig absolut, at hunden ikke er den bærende del… Og ja, hvad filan betyder det, at han er til FLR..? Det står jo nok ikke for hobbyer som filt eller ler.

Det var da lettere, dengang folk enten var til S/M, var hetro, homo eller bare havde en fetich.  Men nu har alle fetich, fået underkategorier, såsom ”dogging”, der i øvrigt er sex i det fri på offentlige steder med fremmede mennesker – og gerne med tilskuere.

Min veninde forklarer, at FLR  står for Female Led Relationsship….- Altså, som i et helt almindeligt ægteskab? Hvor kvinden tager ansvaret for børn, hus, indkøb, klassekasser, gaver, forældremøder, og hvor manden ikke gider at sige hende imod, fordi det er nemmere at lade være??

Eller betyder det, at vi nu også skal gøre det hele i soveværelset og køre ting på trailer?

Jeg bliver forvirret… Er det betegnelsen for mænd, der tænder mere på, at man er iført et værktøjsbælte end en hofteholder?

Veninden, der ringede, swipede til venstre på FLR og fortalte samtidig, at det her Tinder vist ikke er noget for hende, eftersom hendes første og umiddelbart lovende kaffedate forleden, afslørede, at han gerne ville rulles ind i Vitawrap og det, der var værre –  allerede inden hun havde drukket sin første latte.

Det er da rart, når en mand kender sig selv. Ved hvad han vil have, og står ved det. Så kan man jo sige fra eller til, for der er ikke noget værre, end forvirrede, komplekse mænd, der ikke kan mærke sig selv.

Jeg synes også, det er cool nok, når mennesker har fantasier eller lyster der afviger en smule. Det giver flere tangenter at spille på, men jeg bliver sgu forvirret, når mænd siger, at de gerne vil have et respektfuldt og ligeværdigt forhold og så ender med kvinder, der kastere dem… – Er det derfor, de bare skriver FLR til at starte med? – Fordi de ved, de lige så godt kan overgive sig?

Noget der går igen, i mange af mændenes profiler, er ønsket om at blindfolde kvinderne… Min veninde, har længe skrevet sammen, med en meget hemmelighedsfuld mand, der ikke vil oplyse sit rigtige navn eller sende et billede af sig selv. Alligevel skriver han, den ene mindfucking opfordring efter den anden, med argumenter om, hvorfor hun skal komme og lege blindebuk med ham, på et øde sted… Seriøst ?

I sin sidste lange besked – før hun fik verfet ham væk- spurgte han, blandt andet om, hvordan hun mon ville have det, efter han havde haft fat i hende og tryllet med hendes sanser?  Hun svarede: ”Sikkert som når man har spist en hel plade Marabou. Kvalm, flov og fortrydende”.

Det er fristende at føle sig smigret, når mænd skriver vedholdende og opmærksomt. Frække, insisterende beskeder, i tide og utide, med snaps af deres vedhæng, uanset om man vil ha´det, eller ej.  Men, så kommer der et henkastet spørgsmål, i retning af: Det gør vel ikke noget, at jeg er gift? – Jo, gu fanden gør det da så!  Hvad sker der lige for moralen og alt det, om medgang og modgang?

Så føler mine veninder, et søsterligt medansvar for hende, der er på vej til at blive bedraget, af sin utro og liderlige ægtemand. Pludselig kan de se sig selv skrive ting som: Tror du ikke hellere, du skulle bruge alt den energi på hende derhjemme??

Jeg overgir´mig ihvertfald aldrig…

TMA siger jeg bare… Tinder My Ass..!

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?