Forårsruller? Ja, men bare ikke i Kina…

Det kommer stadig bag på nogle af mine venner, at den saltstegte sild, de spiste i sommer på røgeriet i Hasle, ikke stammer fra farvandet omkring Bornholm.

Ligesom en god ven, der handler med fisk på øen, gerne indrømmer, at hans livret er – stegt flæsk med persillesauce.

Der er i det hele taget noget med fordomme – og med mad.

Udenlandske venner undrer sig meget over, at jeg ikke drikker Rød Aalborg hver dag til frokost – til et stykke med marineret sild på rugbrød. Eller tror, jeg sidder hver aften i Tivoli og drikker Carlsberg. Det gør jeg ikke. Jeg sidder derhjemme med en kop te og ser fjernsyn.

Og efterhånden bliver det oftere og oftere til et rungende “nej tak”, hver gang man spørger, om der er nogen, der vil have en brændevin.

Befolkningens drikkevaner har ændret sig.

På samme måde ledte jeg forgæves efter en forårsrulle, da jeg besøgte Kina.  Den i Danmark så kinesiske spise var svær at opdrive på restauranterne. En ældre kineser forklarede, at retten sædvanligvis blev tilberedt hjemme, om søndagen – og iøvrigt blev indtaget som en efterret.

Nogenlunde som man leder forgæves efter en gammel dansk ret, brunkål, på en dansk restaurants menukort. Det findes ikke. Gammelmandsspise, som heller ikke hører til mine favoritter, men alligevel.

På samme måde er det primært ældre mennesker, der spiser forårsruller i Kina. Blev det mig fortalt.

I Skotland sludrede jeg hyggeligt med en pubejer i Edinburgh. Han rørte ikke whisky, men foretrak en øl. Det var mærkeligt, syntes jeg.

De tror mig måske ikke, når jeg tilføjer, at jeg har en fransk bekendt, der ikke kan lide rødvin, men til nød drikker et glas portvin.

Eller hvad med dengang, jeg rendte rundt i Mexico efter en portion Chili Con Carne? Det fandtes nogle steder, men af hensyn til turister, der tror at retten er fra Mexico.

Det er den ikke. Den er fra Texas.

Spaghetti Bolognese findes ikke rigtig i Bologna, hvor man i stedet bruger den berømte ragù til lasagne.

Og sådan er der så meget. Tilbage til brunkålen.

Den højt respekterede, ikke mindst i egen vurdering, kongelige skuespiller Poul Reumert, var på spadseretur med pelskrave og sølvbeslået stok, da hans blik faldt på et menukort på en beskeden, for ikke at sige tarvelig kælderrestaurant på Vesterbro  – dengang Vesterbro var Vesterbro.

“Dagens ret – Brunkål m. flæsk og pølse” stod på et stort skilt – og fristelsen for  at spise en portion var for stor  for den kongelige skuespiller, der hastigt og diskret bevægede sig ned ad trapperne og ind i restauranten.

Tjeneren smilte, da han genkendte Poul Reumert – en gammel skolekammerat.

Poul Reumert kiggede på tjeneren og sagde: “Hvad pokker, jeg havde ikke regnet med at skulle se dig sådan et sted…?”

“I lige måde, Poul”, lød svaret.

God weekend.

Seneste artikler

Fik du læst?

Læsning til eftertanke

En lang påskehøjtidelighed er overstået. En lang påskeferie vil nogen vel sige. Begge måder at udtrykke sig på kan være rigtig. Jeg foretrækker den første

Læs mere »