En ny analyse fra Norstat Danmark foretaget for Foreningen Folkemødet viser, at mange danskere sjældent taler politik med folk, de er uenige med, og at coronakrisen tilmed har gjort det sværere.

Det nye analyses resultater peger på, at mere end hver tredje dansker kun taler politik med nogen, de er uenige med hvert halve år eller sjældnere. Næsten hver anden dansker synes, det er svært at tale politik med nogen, de er uenige med.
En af analysens markante hovedkonklusioner er således, at knap hver tredje dansker oplever, at coronakrisen har gjort det sværere at tale politik med mennesker, de er uenige med. Således svarer 28,5 procent af de adspurgte danskere, at det under coronakrisen er blevet sværere eller meget sværere at tale politik med nogen, man er uenig med.
Det er foruroligende
Direktør i Foreningen Folkemødet, Camilla Laudrup, siger om analysens resultater:
“Det er foruroligende, at hver tredje dansker oplever, at coronakrisen har gjort det sværere at tale politik med mennesker, de er uenige med. Det er en kæmpe demokratisk udfordring. Undersøgelsen viser heldigvis også, at størstedelen af danskerne mener, at det er meget vigtigt for vores demokrati, at vi dyrker samtalen og taler med nogen, vi er politisk uenige med. Derfor er det så utroligt vigtigt med initiativer som Folkemødet, hvor vi dyrker den demokratiske samtale mellem mennesker. Vores demokrati har brug for, at vi mødes og taler sammen på tværs af holdninger”.
Analysen fra Norstat dokumenterer, at danskerne vurderer, at dialog på tværs af holdninger er vigtig for vores demokrati. Næsten syv ud af 10 af de adspurgte svarer således, at det har en stor betydning for vores demokrati, at man taler med nogen, man er politisk uenig med.
Folkemødet – demokrati under åben himmel
Netop Folkemødet til juni vil sørge for at danne rammen om demokratisk debat mellem borgere, beslutningstagere, civilsamfund og erhvervsliv på tværs af forskellige sektorer, interesser og politiske skel.
Forud for årets Folkemøde på Bornholm inviterer Foreningen Folkemødet i samarbejde med Danmarks Biblioteksforening, Dansk Folkeoplysnings Samråd, Højskolerne og Frirummet til en række digitale Folkehøringer rundt om i landet. I løbet af april afholder parterne digitale møder i landets fem regioner og inviterer borgere til at udvikle idéer til demokratiske initiativer, som skal skabe nye forbindelser mellem mennesker med forskellige meninger.
Laver idé katalog
Efter Folkehøringerne vil alle idéerne blive samlet i et idékatalog. De bedste idéer bliver udvalgt og præsenteret på Folkemødets Hovedscene i Allinge den 19. juni, hvor politikere og andre udfordres til at afprøve og gennemføre dem. Håbet er således, at Folkehøringerne skal tilskynde til flere demokratiske initiativer lokalt.
Fakta
Analysen er foretaget blandt 1.000 repræsentativt udvalgte danskere i perioden 22.-25. marts 2021.
Mere end hver tredje dansker taler kun politik med nogen, de er uenige med hvert halve år eller sjældnere:
- 37,1% taler kun politik med nogen, de er uenige med hvert halve år eller sjældnere
- 44,1% taler politik med nogen, de er uenige med en gang i kvartalet eller månedligt
- 18,9% taler politik med nogen, de er uenige med ugentligt eller oftere
- 47,2% synes, det er sværere eller meget sværere at tale politik med nogen, de er uenige med sat op imod nogen, de er enige med
- 3,4% mener, det er lettere eller meget lettere
- 39,6% mener ikke, at der nogen forskel
- 9,7% har svaret “ved ikke”
Næsten hver tredje dansker oplever, at coronakrisen har gjort det sværere at tale politik med mennesker, de er uenige med:
- 28,5% synes, det er blevet sværere eller meget sværere at tale med nogen, de er uenige med under coronapandemien
- 3,6% mener, at det er lettere eller meget lettere
- 53,5% synes ikke, at der er nogen forskel
- 14,5% svarer “ved ikke”
- 67,7% mener, at det har en stor betydning for demokratiet, at vi taler med mennesker, vi er uenige med
- 15,3% mener, at det har en lille betydning
- 5,2% mener ikke det har betydning
- 11,8% har svaret “ved ikke”












