
Det er andet år i træk, at Red Barnet Bornholm modtager tilskud fra TrygFonden til afholdelse af sommer- og efterårsferieoplevelser.
I 2020 modtog Red Barnet Bornholm et tilskud på 92.000 kr. Med den nye bevilling er der lagt op til, at kunne give nogle endnu større oplevelser til familierne.
Formand Martin Jensen: “Vi er super glade for støtten fra TrygFonden, som bidrager til, at vi kan være med til at give nogle fantastiske ferieoplevelser til de familier, der har mest brug for det. Der skal lyde en stor tak herfra.”
Mangler frivillige kræfter
Det er vanlig vis frivillige fra Red Barnet Bornholm, der planlægger og deltager i ferieoplevelser.
Også i år søger Red Barnet Bornholm nye frivillige, der kunne tænke sig at skabe skønne ferieminder for børn og forældre.

Formand Martin Jensen: “Det er afgørende for afholdelse af ferieaktiviteterne, at vi har frivillige, der kunne tænke sig at skabe rammerne for nogle skønne, uforglemmelige ferieoplevelser for børn og forældre.
Vi håber, at der sidder et hold på ca. 10 personer på Bornholm, der kunne tænke sig at gøre en indsats for at sikre at de børn, der normalt ikke kommer på ferie, faktisk kommer på ferie. Det er lykkedes i de sidste to år, og vi regner også med at det lykkes igen i år.”
Børn og forældre
Det er ikke kun til ferieoplevelserne, at Red Barnet Bornholm mangler frivillige. Foreningen søger således også frivillige til at drive familieoplevelsesklubben, som sikrer at børn og forældre får nogle oplevelser sammen, som de normalt ikke ville få:
“Det er en vigtig opgave, der ikke kræver mere end en fire-fem timers hyggeligt arbejde om måneden, men som giver børn og forældre nogle fantastiske oplevelser,” siger Martin Jensen og fortsætter:
“Vi håber på, at få en god håndfuld henvendelser fra bornholmere, der kunne tænke sig at gøre en indsats i familieoplevelsesklubben – især taget den lokale folkestemning vedrørende børns trivsel ved seneste kommunalvalg. ”
Hvis man ønsker at være frivillig i Red Barnet Bornholm eller har man spørgsmål, så er man velkommen til at skrive til formandbornholm@redbarnet.dk eller på Facebooksiden “Red Barnet på Bornholm”










