Flittig og alsidig forfatter besøger Sandvig Bogby

Forfatteren Vibeke Marx har skrevet mange gode historier til sin trofaste læserskare – på torsdag kan man træffe hende i Sandvig Bogby

Vibeke Marx i den kønne, bornholmske natur.

 

På torsdag er der spændende besøg i Sandvig Bogby: Det er forfatteren Vibeke Marx, der til daglig bor på Christianshavn, der gæster bogbyen – og vil fortælle om sit temmeligt omfattende forfatterskab.

På sin hjemmeside fortæller hun:

“Min far var murerarbejdsmand, og somme tider gik jeg hen til ham med madpakken. Jeg så, hvordan han løb op og ned ad stiger med tunge sten, mens svendene stod lige så stille på stilladset og murede.

”Hvad er forskellen på en svend og en arbejdsmand?” spurgte jeg.

”Det skal jeg sige dig”, svarede han, ”svendene skal være gode til én ting, men arbejdsmanden skal kunne alting.”

Jeg har ofte tænkt på mig selv som en litteraturens arbejdsmand, en af dem, der sjældent bliver nævnt i talerne ved rejsegildet, men dog, håber jeg, ikke kan undværes.”

(Fortsættes under billedet)

Vibekes mange læsere kan ikke undvære hende, og denne signatur stiftede første gang bekendtskab med hende gennem romanen “Inez tårer” – en spændende fortælling om en dansk kvindes ægteskab med en portugisisk mand. Fra det rene kærlighedseventyr forvandler historien sig snigende til et uhyggeligt mareridt.

Men Vibeke har skrevet mange andre bøger end denne: I 2019 udkom således “Jord og Hjerte” og til februar udkommer  – til hendes læseres store glæde – en fortsættelse af historien, der handler om en unge dansker, der i 1920 nærmest flygter til Skotland efter at have følt verden styrte sammen om sig i Danmark.

I fortsættelsen følger vi ham op gennem 50’erne og hører mere om hans liv i Skotland.

(Fortsættes under billedet)

 

I 1990 vandt Vibeke Marx med bogen ”Held og lykke, Robinson” Gyldendals nordiske ungdomsromankonkurrence. Med anerkendelsen fulgte en præmie på 100.000 kr., og det gav hende modet til at sige sit job op for at komme i gang med at skrive på fuld tid. Gyldendal udgav i 1991 hendes første roman for voksne, ”På den anden side”. Siden har hun på skiftende forlag udgivet romaner til både voksne og børn samt en håndfuld novellesamlinger. I alt er det blevet til over 45 udgivelser, og hun har prøvet kræfter med flere forskellige genrer, f.eks. science fiction med ”Ingen fortrydelsesret” (1997) og krimigenren med ”Blodigt regnskab” (2000)

(Fortsættes under billedet)

 

Nu er der mulighed for at møde denne alsidige forfatter i Sandvig Bogby – det sker torsdag 28. oktober kl. 19 ved Nordvig Bed and Breakfast, Nygade 7. Det er gratis at deltage, men der er tilmelding på info@nordvigbb.dk eller på telefon: 23 24 17 96

Vibeke selv nyder nogle dage i den bornholmske natur, sammen med sin ægtemand, der har taget turen med til Bornholm.

Seneste artikler

Fik du læst?

Elverskud i Aakirkeby

MUSIK: NylarsKoret opfører mandag 22. april Niels W. Gades værk Elverskud med tre professionelle sangere i Aa Kirke    Af Lene Dam Jørgensen Mandag 22. april kl.

Læs mere »