Flemming træner videre, men…

Uge 3: Flemming har stadig ikke rørt slik eller øl – og trænet hårdt. Alligevel har han taget 400 gram på…

Op og ned ad trapperne – Flemming træner hårdt…(Foto: Torben Ager)

 

Som det vil være læserne af Bornholmnyt.dk bekendt, så er publikationens udgiver, Flemming Falk Hansen, i læsernes tjeneste, i fuld gang med at prøvekøre et forløb tilrettelagt af  idrætsfysiolog Ole Nisbeth, også kendt som “Slanke-Sheriffen” fra Snogebæk, og hans spændende sundhedsprojekt “Otte uger i helvede”, som Ole Nisbeth kalder sit sundhedsforløb – med et stort smil på læben.

Konceptet er lige så enkelt, som det er effektivt: I otte uger skal 54-årige Flemming Falk Hansen, med oprindelig kampvægt 97,4 kilo, ganske enkelt “nulstille” sig selv, som Ole Nisbeth udtrykker det.

Ingen vin eller øl

Det betyder bl.a. ingen øl, vin eller spiritus, ingen slik eller snack, ingen “hvid” mad som kartofler og pasta – men masser af grøntsager.

Og så gå 12.000 skridt hver dag samt deltage i en særdeles effektiv træning en gang om ugen på Campus Bornholm med boldspil, løb på trapper, armbøjninger, step m.m.

Flemming og de andre over 20 deltagere i forløbet er nu i gang med den tredje uge.

En opmuntring

Flemming startede med en kropsvægt på 97, 4 kilo og efter den første uges træning meddelte han glædesstrålende et vægttab på 2,3 kilo.

Et fremragende resultat og et stor opmuntring i en tid, hvor det er farvel til det gode glas vin i weekenden.

Men hvad så efter den anden uge?

Tavshed.

Endelig rykker han ud med sproget:

“Jeg har taget 400 gram på…fatter det ikke…!”

Helt normalt

Men det gør Ole Nisbeth:

“Flemming kan tage det ganske roligt. Det er helt normalt undet et slankeforløb, at der pludselig er “stilstand” i vægtreduceringen. Under dette forløb er der dog ikke tvivl om, at man taber sig – men ind i mellem går vægten altså “i stå” – for så at gå nedad igen,” siger “Slankesheriffen” fra Snogebæk, som man i øvrigt kan læse meget mere om på Facebook.

Flemming selv har dog mistanke om, at det er vægten på Campus, der er noget galt med og mumler noget om, at hans egen vægt viste et andet resultat.

Og at han iøvrigt synes, det er spændende at være med. “Måske lige i weekenden kan man godt savne et glas vin og et par kartofler med lidt sauce,” siger han drømmende.

Nul og nix, nu går det lige så godt, så på med vanten, Flemming – vi glæder os til at høre mere i næste uge.

 

Seneste artikler

Fik du læst?