Festlig åbning af nyt butikcenter i Aakirkeby

SE BILLEDERNE: Der var rigtig mange, der valgte at hilse på, da Cosy & Co. inviterede gæster til mad og drikke – og syn af den nye, flotte butik i Aakirkeby

Butikschef Lolita Svendsen med medindehaver Lars Funch Jensen. (Foto: Torben Ager)

 

Det er et helt lille butikscenter, der har set dagens lys i Aakirkeby i form af tøjbutikken “Cosy & Co.”, der har indgange både fra Damgade og Eskildsgade.

Og der er en behagelig, rolig og afdæmpet atmosfære i de tre butikker, Borre & Severin Optik, Frisør Klip & Stil og nu også tøjbutikken “Cosy & Co” med et udvalg til både børn, damer og herrer.

Blandt initiativtagerne til centret er optiker Sophus Severin og elektriker  Lars Funch Jensen, der begge følte, at der skulle ske lidt mere i Aakirkeby

“Jeg elsker min by og vil gerne have, at der sker så meget som muligt her,” fortæller Lars Funch Jensen, der er kendt overalt på øen som en særdeles initiativrig erhvervsmand med rigtig mange projekter på CV’et.

Torsdag var han blandt de mange, der fik lidt at drikke og spise, mens der allerede var godt gang i handlen.

Cosy & Co’s daglige leder og butikschef er Lolita Svendsen, og hun glædede sig over, at mange lokale benyttede lejligheden til at hilse på.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Christina Garde Pedersen  – butiksassistent og mode- og tøjeksport. (Foto: Torben Ager)

 

“Vi vil gerne være en tøjbutik for alle – og med priser, der er til at betale,” understregede hun. “Der skal ikke være nogen, der ikke kommer ind til os, fordi de bliver skræmt af høje priser. Alle skal gå ud herfra med en følelse af at have foretaget et godt køb,” fortalte butikschefen, der i mange år var ansat i herretøjsbutikken Simon Madsen i Rønne.

Til at hjælpe sig har hun butiksassistent Christina Garde Pedersen, der efter mange år som selvstændig klinisk tandtekniker nu har realiseret en drøm om at kombinere hobby med arbejde:

“Jeg har altid elsket tøj og mode, og det er dejligt at kunne hjælpe og rådgive andre med at finde det helt rigtige tøj.”

Hun retter et kritisk blik mod Bornholmnyt.dk’s udsendtes påklædning og spørger, om ikke det var på tide med lidt nyt?

Hun er vist faldet til i den helt rigtige branche…

(Artiklen fortsætter under billedet)

Velbesøgt åbningsdage i Aakirkeby´s nye mini-butikscenter. (Foto: Torben Ager)

 

Også fredag 22. april sker der en masse i det nye center: Igen bydes på morgenmad og sandwich, ligesom Puks børnehjørne igen er på plads fra kl. 15, ligesom der også her bydes på Sluch Ice og popcorn til børnene.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Der er mode for både herrer og damer. (Foto: Torben Ager)

 

Lørdag 23. april gentages dette program, bortset fra at sandwichene bliver skiftet ud med “Super Aage Pølser”, der serveres fra kl. 11. Og det er også kl. 11, at det bornholmske band “Cozy” underholder, ligesom lørdag er den dag, hvor der fra kl. 11 holdes den officielle åbningsreception for den nye butik, der lørdag lukker kl. 12.30.

 

Seneste artikler

Fik du læst?

Klassisk klaver i Rønne

MUSIK: Pianisten Mads Damlund spiller klavermusik af den  østrigsk-ungarske komponist og klavervirtuos Franz Liszt i Skt. Nicolai Kirke fredag 12. april   Af Lene Dam

Læs mere »