Fællesskål, løgn og latin med Sømændene

MUSIK: Fredag aften bød “Under Åben Himmel” på dobbeltkoncert med Johnny Deluxe og Sømændene. Begge orkestre havde stærke forbindelser til Bornholm – både på scenen og bag kulisserne.

Johnny og sømændene. (Fotos: Erling Jielsen / Musikhuzet)

 

Af Torben Severinsen

Musikhuzets baggård dannede fredag aften rammen om en musikalsk sommeraften med to markante danske livebands. Først gik Johnny Deluxe på scenen, inden Sømændene overtog med sømandsviser, fest og fællessang.

Aftenen havde samtidig et særligt bornholmsk twist, da begge orkestre havde personer med stærke relationer til øen med på holdet.

Tilbage i Musikhuzet efter 18 år
For Johnny Deluxes trommeslager, Morten Lynggaard, var fredagens koncert et gensyn med velkendte omgivelser.

Morten Lynggaard er vokset op på Bornholm og er student fra Bornholms Gymnasium. Han har øvet i Musikhuzets øvelokaler og spillet i flere af datidens bornholmske bands, inden musikkarrieren førte ham videre fra øen.

(Fortsættes under billedet)

Johnny Deluxe

 

Sidste gang Johnny Deluxe spillede i Musikhuzet var i 2008. Fredagens koncert markerede dermed bandets tilbagevenden til spillestedet efter 18 år. Johnny Deluxe har et solidt bagkatalog at trække på. Med platinplader og hits som “Elskovspony”, “Drømmer jeg” og “Drenge som mig” har bandet leveret sange, der for mange blev en del af lydsporet til en hel generation. Ved koncerten i Musikhuzets baggård blev det nye materiale præsenteret side om side med de velkendte radiohits.

Bornholmer bag lyset
Senere på aftenen blev scenen overtaget af Johnny og Sømændene, der gennem en årrække har opbygget et ry som et af landets mest medrivende liveorkestre.

Også her var der en bornholmsk forbindelse. Bandets lysdesigner, Jacob Sorensen, har rødder på Bornholm.

Inden han forlod øen i slutningen af 1990’erne, var han frivillig i Musikhuzet i seks år. Her arbejdede han blandt andet med lys til koncerter og var dermed med til at skabe den visuelle ramme om en lang række musikoplevelser på spillestedet.

Siden flytningen fra Bornholm har Jacob Sorensen været ansvarlig for lysdesign på spillestedet Amager Bio. Fredag aften var han tilbage i Musikhuzet – denne gang som en del af holdet omkring Sømændene.

Løgn og latin
Hos Sømændene er der plads til både fællesskål, løgnehistorier og latin, men musikken er altid omdrejningspunktet. Bandet har udgivet seks album og står blandt andet bag numrene “Drik!” og “Maglemølle.” Dertil kommer gruppens fortolkninger af kendte sange som “Alt hvad hun ville var at danse” og “Lækker.”

Fredagens arrangement viste ikke alene spændvidden i programmet for Under Åben Himmel. Det blev også en aften, hvor bornholmske musikrødder, gamle minder fra Musikhuzet og mange års erfaring fra den danske livescene blev samlet i den samme baggård.

Du vil måske også synes om

Derfor stiller Peter op til energi-valget

ENERGI: Fra i dag og frem til mandag 16. november kan forsyningskunder på Bornholm stemme til valget til energi- og forsyningskoncernen EWIIs repræsentantskab. På Bornholm skal 18 pladser findes blandt 33 kandidater. Peter Funck fra Gudhjem er en af dem…   Nu er det op til forsyningskunderne på Bornholm at

Læs mere »

Fra opvasker til toppen: Gastronomisk korkprop fylder 50 år

Én af restaurationsbranchens  – og Bornholms – kendte korkpropper og mest generøse gentlemen fylder 50 år.    Sidste år spottede Michael Rønnebæk-Rørth en helt særlig gæstebooking på Silo: Et bord til én – med fødselsdagsflag. Den specielle booking gav Michael lyst til at tilbyde den enlige gæst sit selskab, og

Læs mere »

21-årig taget med tyvekoster

POLITI: Fredag aften blev en politipatrulje opmærksom på en 21-årig mand, som satte i løb, da han så politibilen. Den 21-årige blev herefter standset og visiteret. Her blev han fundet i besiddelse af nogle AirPods, som var meldt stjålet. Han blev derfor sigtet for tyveri. Derudover blev han også sigtet

Læs mere »