.jpg)
Da mekanikeren smækker det sidste vinterdæk på min bil, er der anledning til status. Jeg er klar over, at det er ved at være tiden, hvor jeg skal sige farvel til min bil. Min Opel Vectra på 150 gode hestekræfter er blevet 16 år, og på det seneste har jeg skånet den med latterlige 3000 kilometer om året. Den er dresseret til at køre til Rema 1000 og til træning fire gange om ugen. Og ikke mere. Jeg vil påstå, at den selv finder vej, hvis jeg nævner destinationerne.
I nogle år har jeg haft en indre dialog: ”Drop gammel bil, køb ny bil.” Gode venner i klubben bliver ved med at provokere: ”Køb dog en bil – du har råd til det!”
En fyr, et par år yngre end mine 80 år, har fundet sig en dame og fejrer det med bilkøb – en Alfa Romeo. Det ryster ham heller ikke, at vægtafgiften er 950 kroner om måneden. Han vil leve livet, og da han bor langt væk et sted på Sjælland, kan man da godt forstå, at det er behageligt at køre sikkert og en lille smule blæret – respekt!
Men jeg er en forsigtig mand og overbeviser mig selv om, at jeg ikke skal bekoste en dyr bil for at komme anstændigt frem til supermarkedet. I forvejen er jeg ikke meget for at køre og slet ikke i mørke.
På nettet finder jeg et firma i Letland, der producerer natbriller. Jeg bestiller et par – og eneste forskel er, at det natsorte mørke skiftes ud med en bleggul tågedis.
Al kørsel slutter derfor, så snart solen forsvinder over Hareskoven. Bilen bakkes ind i garagen. Godnat.
Men køre skal jeg, hvis jeg ellers er interesseret i at handle for at få noget at spise Og muskelkraften i min egen krop skal også være i orden med træning i vægtsalen.
Forleden, da jeg læste ”Ældre Sagens” medlemsblad, faldt jeg over en farvestrålende annonce med en lovende overskrift: ”Danmarks største
leverandør af kabinescootere med indlagt varme og en topfart på 30 km samt 3 måneders garanti. Er det løsningen?
Da jeg studerer billederne nærmere, tænker jeg pludselig på Anders And, når han besøger Andersine og gør sig lækker.
Han dukker op i en bil, der ligner annoncens kabinescooter, og lige der falder jeg sammen i skulderne. Jeg kan ikke se mig selv i en kabinescooter til 50.000 kroner med en rækkevidde på 70 kilometer på en opladning.
Jeg forærer mig selv en tænkepause og finder undskyldninger for at tage en beslutning. Måske skulle jeg prøve med et el-løbehjul eller en el-cykel.
Det strander på den kendsgerning, at jeg skal køre tre gange for at transportere 10 dåseøl og 2 liter mælk hjem til huset.
Jeg kigger endnu en gang på annoncen. Kabinescooteren bærer det frække navn Pyton.
Det smager da lidt af Alfa Romero, men fart ikke er alt, og det betyder mindre, at jeg kan køre uden kørekort, da mit nuværende kørekort
først udløber i 2032.
Måske skulle jeg hive mobilen op af lommen og trykke 69690050 for en prøvetur – iført mundbind og visir.
Man skulle nødig genkendes på vej ned
ad hovedgaden.
.gif)
