.jpg)
Når man som jeg er 80 år, er dagen ikke ligefrem bestrøet med ophidsende oplevelser i forhold til det modsatte køn. Men da jeg fortæller den unge kassedame i Men, at jeg er blevet 80 år, udbryder hun: ”Det kan man altså ikke se.” Og jeg vader lige ud ad planken ved at spørge, ”hvor gammel troede du, jeg var,” og hun svarer kækt tilbage ”78…”
Her lærte jeg, at man i første omgang skal spise de krummer, der falder – være tilfreds og holde kæft. Jeg er bagud 0-1.
Næste scorereplik falder i Metro-toget. Vi står en klynge mennesker og holder balancen ved at gribbe fat i metalstangen i loftet. Foran mig står den kønneste unge pige, jeg længe har set. Hendes påklædning matcher med den samme farve i tøj, sko og taske. Perfekt baggrund for et charmeangreb. Men husk nu jeg er midt i 70’erne.
”Må jeg komplimentere din påklædning,” siger jeg, og ved at jeg burde holde min kæft. Der bliver stille rundt omkring mig, men den unge pige kigger på mig med rødme i kinderne. Hun siger ”tak skal du have, det gør mig glad.” Hun tilføjer ”jeg har også gjort mig umage for at finde det rigtige mix.”
Da vi ankommer til Nørreport station går hun til højre og jeg går til venstre. Jeg vil vædde på, at jeg har gjort hendes dag lidt lysere. Udligning til 1-1
Den tredje kvinde mødte jeg også i Metroen. Denne gang stod jeg på Kongens Nytorv og ventede på forbindelsen til Nørreport. Ned ad den rullende trappe kom en smuk kvinde. Alt var perfekt. Hun var iført pels og lange sorte støvler. Hende måtte jeg simpelthen udveksle nogle ord med.
Jeg opdagede, at hun havde et par trommestikker stukket i støvlerne og fandt min scorereplik. ”Du er nok på stikkerne i aften!” Det fandt hun morsomt, og sammen rullede vi i enighed op ad trapperne og indtog København resten af natten. Jeg sagde farvel til hende på hjørnet af Oehlenschlægersgade og Istedgade. Hun var jyde og var på besøg hos nogle venner. Et stykke tid efter ringede hun og mente, at vi skulle tage til Los Angeles, leje en bil, som hun nok skulle køre og ellers nyde livet. Den opfattelse delte jeg ikke, men noterer alligevel en føring på 2-1.
Udligningen kom, da jeg telefonisk kontaktede min bank for at få hjælp til en pengeoverførelse. Den unge dame misforstod opgaven, og jeg siger: ”Hør nu her, lille skat!” Og så hvæsede den unge bankassistent tilbage i røret ”du skal ikke kalde mig lille skat.”
Jeg stod med røret i hånden og sagde forskrækket undskyld, undskyld – og bukkede… Så var stillingen 2-2 i mine møder med den danske kvinde.
Finalen indtraf for nogle år siden i FCKs lounge, hvor jeg var ambassadør. Her kom mange kendte mennesker, og pludselig en dag står der en strålende kvinde foran mig og udbryder ”Nå der er du!” Jeg fik et knus og var pludselig omgivet af et brusende hår. På et splitsekund steg hjerterytmen.
Den smukke unge pige var – ja netop Sofie Linde, medarbejder i Danmarks Radio. Jeg kendte hende ikke, men vi har da været en slags forskudte kollegaer. Hun var ni år, da jeg forlod DR.
Igennem et halvt år lærte jeg Sofie Linde at kende som et fantastisk udadvendt menneske, der altid havde et knus til mig – og andre. Derfor skriver jeg 3-2 til mig på listen over mødet med fem tilfældige kvinder.
En dag vil vi alle have glemt den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, men huske Sofie Linde for hendes mod til at sætte en finger på sexisme i mediebranchen.
Dagens unge kvinder er nogle skrappe tanter. Må man sige det?
.gif)
