I tirsdags var det den 15. september. Den dato minder mig altid om en trist oplevelse, jeg havde tilbage i 1973.
Den dag døde en landsholdskammerat på 29 år for egen hånd, og som journalist på Ekstra Bladet blev jeg involveret i selvmordet.
Navnet på min gode ven var Kaj Andersen, Danmarks bedste diskoskaster og kuglestøder. En mand der kastede glans over Danmark ved Europamesterskaber og De olympiske Lege. Han satte 13 danske rekorder, men talte sjældent om sine bedrifter. Jeg kom tæt på ham, da han sendte en artikel til Ekstra Bladet. Den var velskrevet, og Kaj fik en kontant betaling.
Men hans død kom først til offentlighedens kendskab nogle dage senere, og så sad sportsjournalisterne med den viden, at Kaj Andersen var gået op i Viborg domkirkes tårn og kastede sig ud – bogstaveligt talt mens folk passerede kirken.
Aviserne tav om selvmordet og skrev blot, at den kendte sportsmand pludselig var afgået ved døden. Men sådan så man ikke på tingene på Ekstra Bladet, der på den tid var Danmarks største avis med et dagligt oplag omkring de 200.000.
Den ansvarshavende chefredaktør Axel Sjölin – en legende i dansk presse – var fyr og flamme, da han kontaktede mig: ”Du skal skrive den historie Andersson. Du kendte ham, og vi skal ikke skjule, hvordan han døde.”
Jeg argumenterede for, at det var et selvmord, men Sjölin argumenterede tilbage, at det var sket offentligt, og derfor kunne vi godt nævne dødsårsagen. Og så tilføjede han: ”Jeg har to mand i Jylland, der venter på at skrive historien, hvis du helst vil være fri.”
Jeg sagde ja til at skrive nogle nænsomme ord, og gik hjem, mens tankerne rasede i mit hoved. Næste dag jeg mødte på arbejdet, fik jeg et chok, da jeg så kioskernes løbesedler. De viste Viborg Domkirke og en stiplet linje med tilføjelsen: Her faldt han!
Jeg var noget rystet, da jeg satte mig på stolen i redaktionslokalet. I det samme kom Axel Sjölin hen til mig med fremstrakt hånd: ”Strålende Andersson, den artikel får vi kun en næse for i Pressenævnet.” Og hvis man kunne klare sig med en næse, var Ekstra Bladet godt tilfreds, fordi de endnu en gang var gået til stregen uden at komme alvorligt i fedtefadet.
Men allerede året efter i 1974 kom chefredaktøren i vanskeligheder, da en af hans nærmeste medarbejdere, en redaktionssekretær, satte et nøgenbillede af en ung kvinde i avisen. Kvinden var blevet myrdet i Jylland, og Ekstra Bladet havde fået fingrene i en rulle film med den nøgne kvinde – fristelsen var stor, så den ansvarshavende tillod at bruge billederne på forsiden.
Det gav problemer for Axel Sjölin. Han havde været i udlandet, da beslutningerne blev taget og anede intet om mordet. Men det gik op for ham, da han som ansvarshavende idømtes 14 dages fængsel.
Sådan var det på Ekstra Bladet, og de syv år, jeg tilbragte på sportsredaktionen, var ikke de ringeste.
