Et amerikansk besøg gav et teaterstykke om Svaneke

Der er premiere på forestillingen “Svaneke” på Rønne Theater på lørdag 25. september kl 19.30

Teaterforestillingen “Svaneke” – premiere på lørdag.

 

Covid19-virussen har fået skyld for ikke så lidt, siden den begyndte sit verdens-omspændende infektionsmareridt i Kina i 2019. Og nu kan Bornholms Teater så tilføje endnu en begivenhed på virussens generalieblad, som dog adskiller sig fra størstedelen af de øvrige hændelser ved at have en positivt såkaldt senfølge – nemlig i form af en teaterforestilling.

Forhistorien er, at under corona-krisen i foråret 2020 var den amerikanske teatermand Kevin Doyle inviteret på besøg hos teaterchefen for Bornholms Teater. Kevin Doyle er en erfaren teaterproducent med mange internationale projekter i bagagen, og har en helt særlig tilgang til teaterproduktion. Og teaterchefen havde inviteret ham på besøg, netop for at høre mere om hans arbejdsmetoder og for at hente viden og inspiration.

Studerede livet

Midt under besøget indførte regeringen rejserestriktioner, og Kevin strandede i Svaneke. Her begyndte han at studere livet og tale med folk om, hvordan det er at leve i et lille samfund i undtagelsestilstand. Restriktionerne blev så lempet igen, og Kevin forlod Bornholm – blot for at vende tilbage et år senere for at genoptage samtalen med de samme mennesker. Hvordan har livet ændret sig? Hvad er der sket med dem? Og hvad er der sket med Svaneke? Og det er der så kommet en temmelig genrebrydende forestilling ud af.

Dramatiker og instruktør

Teaterchef Jens Svane Boutrup siger: ”Jeg har kendt Kevin i mange år, men det lå ikke i kortene, at hans besøg på Bornholm skulle forløse sig i en forestilling. Intentionen var egentlig at hente inspiration. Men omvendt er det meget karakteristisk for hans arbejdsmetoder og mentalitet, at det alligevel skete. Kevin er både dramatiker og instruktør og har specialiseret sig i at blande elementer fra både teater og film, lyd og fotografi i sit arbejde – og ofte på baggrund af en dybtgående research af det emne, han kaster sig over. Derfor giver det fuldstændig mening, at vi nu kan præsentere “Svaneke” som et resultat af hans besøg og arbejde, og vi er meget spændte på, hvordan publikum vil tage imod den. Vi bornholmere plejer jo at være meget nysgerrige på, hvordan “fremmede” opfatter os, og det håber vi også vil gøre sig gældende her.”

På dansk og engelsk

“SVANEKE” opføres på engelsk og dansk og spiller til og med d26. september på Rønne Theater i Teaterstræde 2. Forestillingerne er en del af Bornholms Kulturuge.
Den kan også opleves og på Svanekegården fra onsdag 29. september til lørdag  2. oktober.

Ud over selve forestillingen vil det være muligt at møde Kevin Doyle tirsdag 28. september kl. 19.30-21.30 i Rønne Theaters Teatercafé til arrangementet ”Mod strømmen – kunsten vs. sociale medier”, hvor Kevin vil fortælle om sine arbejdsmetoder og tankerne bag hans produktion. Læs mere om Kevin Doyle her: www.doylekevin.com

 

Seneste artikler

Fik du læst?