Styregruppen bag Tilflytterservice har taget initiativ til et dialogmøde for at undersøge mulighederne for at fortsætte ordningen. Det holdes i Bornholm Brands lokaler i Rønne på torsdag.
Kommunalbestyrelsen har vendt tommelfingeren ned for tilskud til Business Center Bornholms Tilflytterservicen på øen, men kan ordningen alligevel fortsætte? Der synes at være stor interesse blandt erhvervslivet for dette.
Kommunen har ellers besluttet at stoppe sit tilskud på 500.000 kr. til servicen, der blev sat i gang i 2016.
Bornholmnyt.dk erfarer imidlertid, at der torsdag skal holdes et møde hos Bornholm Brand, hvor der skal foretages en formel snak om mulighederne for at fortsætte ordningen med BCB’s Tilflytterservice, som iøvrigt ikke skal forveksles med kommunens eget tilbud.
Opbakning bag Tilflytterservice
Formålet er at have en uformel samtale om, hvor vidt der er grundlag for en fortsat tilflytterordning, og om hvordan ordningen eventuelt kan fortsættes fremover. Dette gælder opgaver, kommunikation m.m.
Formanden for styregruppen bag Tilflytterservice, direktør Morten Holten fra Bornholm Brand, vil på mødet orientere om den aktuelle situation med Tilflytterservice, og Lene Havtorn, der er medforfatter på en rapport om “Effektanalyse af Tilflytterindsats” vil gennemgå resultaterne af denne.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Emnerne vil bl.a. være spørgsmål som vigtigheden af at have et aktivt tilflytterarbejde på Bornholm. Skal det fortsætte som i dag? Eller have et andet sigte? Skal det være et samarbejde mellem kommunen og erhvervslivet? Eller ikke?
Spørgsmålene er mange, men Bornholmnyt.dk erfarer, at der er opbakning i erhvervslivet bag BCB’s Tilflytterservice.
Det bekræftes af den rapport, som Center for Regional- og Turismeforskning udgav tidligere på året.
Gevinst for højtuddannede og børnefamilier
Bornholmercentrets direktør Anne Thomas bekræfter, at rapporten konkluderer, at for visse grupper er Tilflytterordningen en gevinst.
“Det er dels de højtuddannede, de selvstændige og de børnefamilier, der ellers ikke har relationer til øen”, forklarer Anne Thomas. Hun oplyser endvidere, at det ifølge rapporten har vist sig, at Business Center Bornholms Tilflytterservice er et bedre tilbud til disse grupper end den eksisterende kommunale service.
Tre grupper, der synes vigtige for Bornholms fremtidige udvikling.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Tilflytterservice, som hører under Business Center Bornholm, skal medvirke til at skaffe kvalificeret arbejdskraft til bornholmske virksomheder. Tilflytterservice skal ligeledes sørge for, at tilflytterfamilier kommer trygt til Bornholm, og får en god start på deres tilværelse her.
Gode historier fra øen
Tilflytterservice er en offentlig/privat ordning, hvor finansieringen kommer fra en bevilling fra Bornholms Regionskommune på 50 pct., der bruges til markedsføring af gode tilflytterhistorier, samt rådgivning omkring job, ægtefællejob, sociale forhold, netværk, skoler, institutioner mv. Ligeledes slår Tilflytterservice alle ledige job på Bornholm slået op på Facebooksiden ”Næste stop Bornholm”. Hermed kan følgerne se, at det er muligt at få et godt job på Bornholm.
Den resterende finansiering på 50 pct. kommer fra private og offentlige virksomheder, som køber servicepakker, hvormed de får hjælp til rekruttering.