Er du god til at huske navne?

 

Velkommen til min debut som ugentlig klumme skribent.

Jeg hedder Pernille, og nu, hvor du møder mig for første gang, hvorfor så ikke lade dette skriv handle om netop det, at møde hinanden, om navne – og deraf følgende forvekslinger og forvirring..

Til at starte med, kan jeg fortælle, at jeg er 45 år, og ydermere hedder Lindblom efter min svenske oldefar. Selv om jeg har været gift mere end én gang, er jeg gennem tiden sluppet for Jensen, Hansen og Christensen, fraskilte Danielsen og undveg med nød og næppe også at komme til at hedde Skovholt.

Jeg har fire skønne børn, men kom alligevel til Bornholm for halvandet år siden for at bo sammen med et nyt efternavn – kun medbringende min kuffert og den store sorte uldtot – Aura – som du kan se på billedet.

At formidle er essentielt for mig, derfor er jeg også meget glad for at arbejde for Ø-TV (Ja, det er der faktisk noget der hedder herovre..)

Jeg håber meget, at I tager vel imod min meningsfyldte nonsens – for er der noget, jeg har lært om jer øboere, så er det, at I hader lange sms`er, og hvad gør man så, når man godt kan li´ at skrive… ?  Hele sommeren er I jo ikke til at råbe op på andre måder, på grund af travlhed, og om vinteren drager I sydpå…

Nå, men vi kom fra det med navne…

Jeg blev født dengang man blev beriget med to navne og mit mellemnavn skulle ære min mormor… men det var altså ikke et særligt pænt navn. Min mor hed det også til mellemnavn og hun brød sig heller ikke om det, alligevel skulle det partout gå udover mig også.

Men det fik jeg altså slettet som voksen… ventede selvfølgelig til mormor var død, men alligevel endte det, som  en af grundene til, at jeg er erklæret for familiens utæmmede sorte får. Jeg har hørt min mor mumle, hvor ærgerlig hun var over ikke at følge sin første indskydelse om at kalde mig Astrid i stedet for Pernille, for hun ”A’-sgu-Strid…”

Inden jeg kom herover, ejede jeg to private skovbørnehaver, og her erfarede jeg, at dobbeltnavne havde fået en renæssance. Børnene hed blandt andet navne som Karl-Otto, Frøydis, Alvilda, Louis Tupper og Ella Maj…. Selv tænkte jeg at Perle var et smukt navn, så det kom en af mine tre døtre til at hedde. Set i bagklogskabens lys, var det sgu da dumt… Men jeg var i sådan en romantiseret periode lige efter fødslen, så i gerningsøjeblikket, virkede det helt rigtigt.

Men for filan, jeg havde jo ikke tænkt , at hun ikke blev ved at være en lille sart lyshåret guldklump, men som heldigvis har vokset sig større, mindre sart – stadig blond- så hvad nu, hvis hun engang bliver kaldt Knald-Perle ?

Endnu en grund til at hendes far ikke mener, hun skal gå med drenge før hun fylder 30.

Som om det ikke skulle være nok, så har jeg jo også – ubevidst – frarøvet hende en erhvervskarriere i den retslige sektor, for man kan da ikke have en højesteretsdommer, der stadfæster domme om bagvaskelse og seriemord, som hedder Perle, eller en skatteminister for den sags skyld….

Med det navn, kan hun jo kun blive kunsthåndværker eller alternativ behandler….og så er jeg dømt til at forsørge hende for evigt, men det er jeg jo selv uden om. Stakkels barn…

Jeg har så svært ved at huske navne, så bær lige over med mig, hvis jeg kalder dig noget andet end det, du hedder, for det er virkelig ikke med vilje…  Det er faktisk nærmere til besvær, i hvertfald for mig;

I kender jo sikkert godt det med, at nogen hilser hjerteligt på én, og man ikke aner, hvem de er, fordi mødet er udenfor kontekst, f.eks på færgen… Eller at man kalder én Per, som lidt bebrejdende –  igen- fortæller dig, at han stadig hedder Erik.. Men når man nu hverken er specielt god til at huske navne eller ansigter, ja så er det altså skidt…

Sidste år, da min tidligere kæreste holdt fødselsdag, havde jeg kun været på øen i fire måneder. Jeg havde derfor ikke tidligere mødt alle de inviterede, men jeg kastede mig blandt andet ufortrødent ud i en længere hyggesnak med en af hans medarbejderes kone.

Da festen var slut, og vi kiggede på gaver, spurgte jeg til, hvorfor der stod fra Bo og Hanne, på et af kortene. Han svarede, selvfølgeligt: ”Fordi Bo’s kone hedder Hanne”, og jeg udbrød forvirret: ”Jamen, nu har jeg jo kaldt hende Connie hele aftenen ?

”Connie hvor arbejder du så”, og ”Connie er du sød at række mig min jakke?”

Så forklarede han mig, at ”Konna” betyder kone herovre, og at det er der mange af mændene, der kalder deres fruer..

(Jeg synes også, at det var mærkeligt med så mange, der hed Connie.

Men bare fordi man ikke er god til at huske navne og ansigter, så kan man jo godt være opmærksom på andre ting. Jeg lægger for eksempel mærke til blandt andet folks biler….Eller gør jeg..?…

Forrige sommer, gik jeg en tur på hovedgaden i Holbæk, hvor jeg kommer fra.

Pludselig begyndte det at regne voldsomt og jeg famlede febrilsk efter min sammenfoldede paraply i tasken. På trods af paraplyen, blev jeg hurtigt plaskvåd op ad benene og mine tæer blev kolde i sandalerne.

Og så! Lige, da jeg var ud for Frellsen Chokolade, kom min redningsmand Kim, svingende mig til undsætning i sin sorte Ford. Taknemmelig åbnede jeg døren, bakkede min bagdel ind på passagersædet og smed tasken på gulvet foran.  Stadig siddende med ryggen til føreren, prøvede jeg at ryste det værste vand af paraplyen, og få foldet den sammen. Efter fuldendt mission, takkede jeg ham overvældende for at stoppe og ta mig med, samtidig med at jeg vendte mig om, for at give en krammer…

Desværre, var det ikke Kim, der sad ved siden af, men en helt fremmed mand, der sad og gloede. Han skulle bare ind og ha’ en is…

Arhhh’ men altså….

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?

Den glemte helligdag

På torsdag 29.september er det Mikkelsdag. En helligdag, som næsten helt er gået i glemmebogen, og som blev afskaffet som helligdag her i landet i

Læs mere »