I en af tv’s morgenudsendelser, (jeg husker ikke på hvilken kanal), blev en dygtig cykelsports kommentator spurgt, hvem der ville gå af med sejren i årets Tour de France.
Efter lidt betænkningstid svarede vedkommende: Vingegaard bliver nr. 2 og Pogacar bliver nr. 1 i år.
Jeg spidsede øren, for selvfølgelig er jeg som de fleste danskere tilhænger af vores dygtige og meget tiltalende danske cykelkomet og ønsker virkelig, at han igen får sejren for tredje gang.
”Hvorfor mener du det”, blev der spurgt?
Svaret kom nogenlunde sådan:
”Pogacars hele attitude vidner om, at han elsker at køre cykelløb. Han har simpelthen lyst til det, hvorimod Vingegaard gør det mere af pligt. Han vil selvfølgelig gerne vinde, men han har også andre interesser som ægtefælle og far”.
Dagen efter dette interview lagde jeg nu mærke til, at Vingegaard her før Tour de Frances’ begyndelse gav udtryk for, at han glædede sig til cykelløbet, og han gik til det med en større glæde og lethed end sidste år.
Spørgsmålet er så: Kan lyst til at gøre noget og pligt til at gøre det være hinandens modsætninger?
Helt sikkert!
Der er en anderledes lethed over det, når vi gør noget, fordi vi har lyst til at udfolde os. Vi slapper bedre af, og der er dermed ikke i os en hel masse nervøsitet, som kan hindre os i at vinde eller at fuldføre det job, vi nu er i gang med.
Det, der ligger foran os, er som en leg, og vi nyder det, ja, morer os, hvad enten vi vinder eller ej.
Pligt derimod kan være udtryk for en ekstra byrde oveni opgaven, vi skal udføre. Det kan virkelig være anstrengende at observere, når pligten er enerådende for indsatsen.
Jeg kan dog på den anden side også se det som en stor fordel, hvis vi både har glæde og lyst, når vi engagerer os, og den er koblet sammen med pligtfølelse.
I sådan et tilfælde kan det være en ekstra tilskyndelse til at gøre sig umage.
Jeg kender hvert fald den følelse ikke at have lyst, men så at overvinde mig selv og min egen magelighed, og når f.eks. så en nødvendig træning er overstået, så er jeg så glad og godt tilpas.
Pligt og ansvarlighed drev mig afsted, og det banede vej for glæden og velværet.
I en artikel på nettet af Thomas Helsborg skrives der:
”For Sundhedseksperten Chris MacDonald er det i mindre grad lysten og i højere grad selvdisciplin, der skal drive værket, hvis man f.eks. vil ændre sin livsstil. For hvis vi udelukkende lader lysten styre os, så vil de fleste mennesker vælge sofaen fremfor løbeturen og slikskålen frem for grøntsagerne.”
Og jeg må sande, at han har ret.
Vi kender det dog også både i fritid og i vores arbejdsliv, at hvis det ikke er lysten, der på lang sigt driver værket, så mister vi ofte meget hurtigt enhver form for motivation.
Vi finder så på alle mulige overspringshandlinger, som nemt kan fjerne os fra enhver form for inspiration. Vi går i stå, og gode initiativer efterlades.
Vi får dog alle meget mere ud af en foredragsholder eller prædikant, som brænder for sit emne og sin sag, end et menneske, som tilsyneladende uengageret lirer et foredrag af uden af se på tilhørerne og uden at virke begejstret og optaget af sit emne.
Vi finder også sagen beskrevet i Bibelen flere steder.
I Bibelens sidste bog – Johannes Åbenbaring kap. 3 vers 15 – siger Gud til menigheden i Laodikea: ”Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm.”
Og der tilføjes i vers 19 – 20: ”Alle dem, jeg elsker revser og tugter jeg. Vær derfor nidkær og omvend dig. Se, jeg står for døren og banker på, hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.”
Menigheden der var gået i stå og havde mistet gejsten. Der var hverken lyst til at gøre noget eller en fornemmelse af pligt.
Jeg kan selv føle mig ramt af de ord.
Det er dog kun godt, hvis vi ved os tiltalt. Det skaber i os en længsel efter at være lidt mere som Jesus og at leve mere i hans nærvær, så hans Ånd – Helligånden – må fylde os mere med den glæde og kærlighed, som vores medmennesker har brug for at møde gennem os.
Sidste søndag drejede prædiketeksten sig om, at vi ikke bare skulle elske vores venner, men at vi også skulle elske vores fjender.
Fjender har de færreste af os inde på livet, men vi har mennesker, som vi ikke er enige med, og mennesker, som vi er på afstand af, måske pga. en anden kultur, en anden religion. Jesus ønsker, vi skal komme hinanden nærmere trods forskelligheder. Vi repræsenterer Jesus selv, når vi møder andre.
Når vi så kommer til kort, så siger Bibelteksten her, at Jesus står lige udenfor vores hjertes dør, og vi skal bare åbne døren, så vil han komme ind og have fællesskab med os.
Jeg ved, at Jesus der vil give os sin tilgivelse og den kærlighed og omsorg, som vi selv og vores medmennesker har brug for. Hvor Jesus er nær, der sker der noget i os og med os.
På pinsedagen modtog Jesu disciple en fylde af Helligånden, og det forandrede deres trosliv og skabte levende og varme menigheder, som hyldede forskelligheden.
Det har vi også brug for i dag og for ugen, vi går ind i.
Bøn:
Kære Jesus!
Fyld os med din Ånd, så vi er glade kristne.
Åben vore kirker og menigheder for din Hellige Ånd
Kærligheds og sandheds Ånd.
Lad os ikke være lunkne kristne.
Du lever i os og vi i dig.
Der er grund til glæde og håb.
Vi er dit legeme i verden.
Lad os elske andre, som du elsker os!
Amen!
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
Pens. sognepræst
