I min tid som præst gik jeg på besøg på forskellige plejehjem – ofte sammen med en skøn ældre dame fra vores kirke.
Hun var en solstråle og bragte liv og glæde med sig. F.eks. havde hun for skik at fortælle vittigheder, når vi kom ind til en af de gamle på hjemmet.
Godt humør bragte noget godt med sig. Vittighederne blev som regel indledning på et godt besøg, Den pågældende dame lo selv hjerteligt af de vittigheder, som hun havde rigeligt og mange af.
En god samtale om langt alvorligere ting var nemt at få efterfølgende. Smil og latter havde åbnet op for et skønt og meningsfyldt samvær.
Humor kan blive udtrykt på adskillige måder og i vidt forskellige situationer.
Humor er dog kun berigende, når den opstår naturligt. Mange af vores stand-up komikere forekommer mig ofte unaturligt ”sjove”. At være sjov på kunstig vis kan virke dræbende og uendelig kedeligt – måske endda yderst pinligt.
Nogen af vores medmennesker er helt naturligt sjove at være sammen med. Det er, som om de lige kan beskrive en situation så levende, at vi andre pludselig kan se det sjove i situationen. Vi ler sammen, og det er uhyre væsentligt, at alle er med.
Da jeg boede i England, oplevede jeg, hvordan præster næsten altid begyndte en prædiken med en vittighed eller en sjov historie. På en eller anden måde kunne det virke befordrende på menighedens koncentration, når evangeliet så bagefter blev forkyndt. Humor blev nøglen til vores hørelse.
Sognepræst i Kirke Saaby, Poul Joachim Stender har tilbragt tre år som præst i en kirke i USA. Han mener også, at humor ville være et godt redskab for danske præster, men han udtaler dog:
”Hvis prædikenen ikke indeholder andet end vittigheder, så holder folk op med at komme. Der skal være noget at tygge på, når man kommer hjem. Men så er humor også en god metode til at få den historie fortalt.”
Læst i en artikel i Kristeligt Dagblad.
Da vi holdt Alpha kurser i Korsvejskirken lå det i konceptet, at aftenen altid begyndte med et par vittigheder.
Alpha kurset er et kursus i kristendom. Nogen får genopfrisket deres viden om kristentroen, som de fik gennem skole og hjem. Andre vidste intet om kristendom. Vittighederne blødte stemningen op, så aftenen kunne begynde på en afslappet og positiv måde.
Humor er forskelligt fra kultur til kultur, fra land til land, fra menneske til menneske.
Her i landet benytter vi os meget af satire, og hvis vi kan beskrive os selv på en lidt humoristisk måde, så oplever vi, at andre ler sammen med os og ikke ler af os.
At være sjov på andres bekostning kan være decideret ondt. Det er ikke altid, at andre har samme form for humor som os, og vi skal til enhver tid være varsom med, hvad vi siger.
Da jeg boede i Nigeria, oplevede jeg Nigerianernes humor i pinlige situationer, hvor der i grunden var lige så meget grund til at græde som til at le.
På drengeskolen, hvor jeg underviste, oplevede jeg af og til, at den soldat, som sad udenfor rektors kontor, kom ned i klassen og bad en af eleverne komme med. Det viste sig at være til afstraffelse, og vedkommende blev sendt af sted med masser af morskab. Alle vidste, hvad der skulle ske. Vedkommende oplevede det ikke som en nedgørelse, men deltog i morskaben.
Når der var ting i samfundet, som ikke fungerede, så morede man sig højlydt. Ind imellem ville jeg have fundet det mere naturligt, hvis de havde udtrykt vrede eller sorg. Man lo af det, som ikke fungerede og overlevede måske dermed.
Nigerianerne kunne også fortælle de sjoveste historier om tidligere missionærer.
Om en fugl, som vraltede afsted, som fik navn efter en af de ældste missionærer, fordi vedkommende havde haft en vraltende gang.
De kunne le helt ustyrligt ved tanken om en lidt nærig amerikansk missionær, som inviterede dem hjem til sig. De forventede et måltid af en slags, men fik kun en håndfuld jordnødder.
De mente det ikke negativt, og jeg gætter på, at der sikkert også går historier om mig og mine jævnaldrende missionærkammerater. De fleste af os fik også ”kælenavne – øgenavne”, som blev givet os under stor morskab. Vi var elsket, tror jeg, men også nogen sjove væsener, som man kunne lave lidt sjov med.
Er der humor i Bibelen? Det mener jeg bestemt, der er. Når jeg læser i Bibelen, prøver jeg på at forestille mig Jesu ansigtsudtryk. En del af det han sagde blev sagt med et glimt i øjnene – måske endda et lidt drillende glimt.
”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje og så er der en bjælke i dit eget øje?” Mattæus evangeliet kap. 7 vers 3–4.
Jeg kan lige se situationen for mig. Det er alvorlig tale, men samtidig med udtrykt med en beskrivende form for humor.
Gud er ikke en kedelig Gud. Nu og da har nogen troet, at Gud var en gammel skægget mand, som sad og holdt nøje regnskab med, hvordan vi mennesker opførte os, og som var klar til at dømme og fordømme os.
Gud er tværtimod kærlighed, og vi er elsket, og han vil det bedste for os. Gud sidder ikke som en gammel vred mand og nyder at udøse problemer over vores hoveder.
Hvor ville jeg ønske, at den slags falske billeder af Gud kunne forsvinde.
Jeg er sikker på, at Jesus, som var Gud, smilede og lo, da han gik rundt i Israels land sammen med sine disciple, som ofte var mere forvirrede end fattede og kloge.
Vi mangler at læse Bibelen med de øjne, for Gud er god og elsker, når vi er glade.
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
